Min lange rejse fra livet og døden i Cambodja

FORTALT AF WATHANA MEAS

ÅRET var 1974, og jeg kæmpede mod De Røde Khmerer i Cambodja. Jeg var officer i den cambodjanske hær. Under en af kampene tog vi en soldat fra De Røde Khmerer til fange. Det han fortalte mig om Pol Potsa planer, ændrede mit liv og fik mig til at påbegynde en lang rejse i både bogstavelig og åndelig forstand.

Men lad mig fortælle min odyssé fra begyndelsen. Jeg er født i 1945 i Phnom Penh, der på khmer hedder Kampuchea (Cambodja). Min mor fik med tiden en indflydelsesrig stilling i det hemmelige politi. Hun var agent for prins Norodom Sihanouk, landets hersker. På det tidspunkt var min mor alene med mig. Da hun havde en travl dagligdag, følte hun sig forpligtet til at sende mig til et buddhistisk tempel for at blive uddannet.

Min buddhistiske baggrund

Jeg var otte år da jeg flyttede ind hos den øverste buddhistmunk. Indtil 1969 boede jeg halvdelen af tiden hos min mor og halvdelen af tiden i templet. Den munk jeg tjente hos, hed Chuon Nat, den højeste buddhistiske autoritet i Cambodja på det tidspunkt. I en periode arbejdede jeg som hans sekretær og hjalp med at oversætte buddhisternes hellige bog „Tre Kurve“ (Tipitaka eller, på sanskrit, Tripitaka) fra et gammelt indisk sprog til cambodjansk.

Jeg blev indviet som munk i 1964 og tjente som sådan indtil 1969. I denne periode var der mange spørgsmål som nagede mig, for eksempel: ’Hvorfor er der så mange lidelser i verden, og hvordan begyndte de?’ Jeg kunne se at folk på mange forskellige måder forsøgte at behage deres guder, men de vidste ikke hvordan guderne kunne løse deres problemer. Jeg fandt ikke noget tilfredsstillende svar i de buddhistiske skrifter, og det gjorde de andre munke heller ikke. Jeg blev så skuffet at jeg forlod templet og opgav min munketilværelse.

I 1971 meldte jeg mig til den cambodjanske hær. Jeg blev sendt til Vietnam, og som følge af min uddannelsesmæssige baggrund blev jeg forfremmet til sekondløjtnant i specialtropperne. Vi kæmpede mod de kommunistiske Røde Khmerer og Vietcongstyrkerne.

Krig og ændringer i Cambodja

Jeg blev en hærdet soldat eftersom jeg næsten hver dag havde døden inde på livet. Jeg var med i 157 kampe. Langt inde i junglen var vi på et tidspunkt omringet af De Røde Khmerer i over en måned. Over 700 døde. Femten af vores mænd overlevede. Jeg blev såret, men kom ud med livet i behold.

I 1974 tog vi en soldat fra De Røde Khmerer til fange. Da jeg forhørte ham, fortalte han mig at Pol Pot havde i sinde at dræbe alle tidligere regeringsembedsmænd, også dem i hæren. Han rådede mig til at opgive alt og stikke af. Han sagde: „Sørg for hele tiden at skifte navn. Fortæl ingen hvem du er. Lad som om du ikke ved noget eller har nogen uddannelse. Fortæl ingen om din tidligere tilværelse.“ Efter forhøret lod jeg ham tage hjem, men hans advarsel havde gjort et stort indtryk på mig.

Vi soldater havde fået at vide at vi kæmpede for vort land, men det var jo cambodjanere vi slog ihjel. De Røde Khmerer, en kommunistisk fraktion der ønskede magt, var vores landsmænd. Faktisk var størstedelen af Cambodjas ni millioner indbyggere khmerer, selv om de fleste ikke kæmpede for De Røde Khmerer. Det virkede meningsløst. Vi slog uskyldige bønder ihjel som ikke havde våben eller nogen interesse i krigen.

Det var altid en meget fortvivlende oplevelse at vende hjem fra kampen. Koner og børn stod nervøst og ventede for at se om deres mand eller far havde overlevet. Jeg måtte fortælle mange at den og den i deres familie var blevet dræbt. Under alt dette fandt jeg ingen trøst i buddhismen.

Når jeg tænker tilbage på hvordan forholdene ændrede sig i Cambodja, kan jeg huske at der indtil 1970 var forholdsvis fredeligt. De færreste ejede et våben; det var forbudt medmindre man havde våbentilladelse. Røveri eller tyveri var et særsyn. Men da borgerkrigen begyndte med Pol Pot og hans styrkers oprør, ændrede det hele sig. Overalt var der våben. Selv børn på 12 og 13 år blev indkaldt til hæren og oplært i at skyde og dræbe. Pol Pots tilhængere fik endda nogle børn til at dræbe deres egne forældre. Soldaterne sagde til børnene: „Hvis I elsker jeres land, må I hade jeres fjender. Hvis jeres forældre arbejder for regeringen, er de vores fjender, og I må enten slå dem ihjel eller selv blive dræbt.“

Pol Pot og udrensningen

I 1975 vandt Pol Pot krigen, og Cambodja blev et kommunistisk land. Pol Pot indledte en heksejagt på alle studenter, lærere, regeringsembedsmænd og andre med en uddannelse. Alle der bar briller, kunne risikere at blive dræbt da man gik ud fra at de tilhørte de intellektuelle. Pol Pot-regimet tvang de fleste byboer til at flytte ud på landet, hvor de skulle arbejde som landmænd. Alle skulle gå i det samme tøj. Vi måtte arbejde 15 timer om dagen, uden tilstrækkeligt med mad, uden medicin, uden noget at tage på og med kun 2 eller 3 timers søvn. Jeg besluttede mig for at forlade mit hjemland inden det var for sent.

Jeg huskede det råd som soldaten fra De Røde Khmerer havde givet mig. Jeg tilintetgjorde alle fotografier, personlige papirer og andet der kunne bruges imod mig. Jeg gravede et hul hvor jeg skjulte nogle af mine dokumenter. Bagefter rejste jeg vestpå mod Thailand. Det var farligt. Jeg skulle undgå vejspærringer og passe meget på i de timer hvor der var udgangsforbud, eftersom det kun var soldater fra De Røde Khmerer med officiel tilladelse der kunne rejse frit.

Jeg tog til et andet område og boede et stykke tid hos en ven. Men så flyttede De Røde Khmerer alle fra dette område til et nyt sted. De begyndte at myrde alle lærere og læger. Jeg flygtede med tre venner. Vi skjulte os i junglen og levede af de frugter vi kunne finde på træerne. Langt om længe nåede jeg frem til en lille landsby i provinsen Battambang, hvor en af mine venner boede. Til min overraskelse mødte jeg her den soldat som havde rådet mig til at flygte. Eftersom jeg i sin tid havde løsladt ham, skjulte han mig i en grav i tre måneder. Han fik et barn til at kaste mad ned til mig uden at kigge ned.

På et tidspunkt fik jeg mulighed for at flygte, og jeg fandt min mor, min moster og min lillesøster, som også var på flugt mod den thailandske grænse. Det var en sorgfuld tid. Min mor var syg, og hun endte sine dage i en flygtningelejr på grund af sygdom og mangel på mad. Mit liv begyndte imidlertid at få mening og håb da jeg mødte Sopheap Um, som jeg giftede mig med. Sammen med min moster og min søster krydsede vi den thailandske grænse og søgte tilflugt i en af FN’s flygtningelejre. Vores familie måtte betale en høj pris for borgerkrigen i Cambodja. Vi mistede 18 familiemedlemmer, deriblandt min bror og min svigerinde.

Et nyt liv i USA

Vores baggrund blev checket i flygtningelejren, og FN forsøgte at finde en sponsor så vi kunne rejse til USA. Langt om længe lykkedes det. I 1980 ankom vi til St. Paul i Minnesota. Jeg var klar over at jeg hurtigst muligt måtte lære engelsk hvis jeg skulle begå mig i landet. Min sponsor sørgede kun for sprogundervisning i nogle få måneder, selv om det var meningen at jeg skulle have fortsat i længere tid. I stedet fandt han et arbejde til mig som portner på et hotel. Men med den smule engelsk jeg kunne, gik ejeren og jeg hele tiden fejl af hinanden. Han bad mig for eksempel om at hente en stige, og jeg kom tilbage med affaldet.

Et besøg der skræmmer os

I 1984 havde jeg natarbejde og sov om dagen. Vi boede i et område hvor der var mange spændinger mellem asiater og sorte. Kriminalitet og narkotika var noget dagligdags. En formiddag vækkede min kone mig klokken ti og sagde at der stod en sort mand ved vores dør. Hun var bange fordi hun troede at han ville plyndre os. Jeg kiggede gennem dørspionen og så en velklædt sort mand med en mappe, og en hvid mand som stod ved siden af ham. Det lod til at de kom i et fredeligt ærinde.

Jeg spurgte ham hvad han ville sælge. Han viste mig bladene Vagttårnet og Vågn op! Jeg var helt rundt på gulvet. Jeg sagde først nej tak fordi jeg et par måneder tidligere var blevet narret af en protestantisk sælger til at betale cirka 1100 kroner for fem bøger. Han viste mig imidlertid billederne i bladene. De var meget tiltalende og smukke. Og manden havde selv et stort og venligt smil. Jeg gav ham derfor nogle småpenge og tog imod bladene.

Cirka 14 dage senere kom han tilbage og spurgte om jeg havde en bibel på cambodjansk. Jeg havde rent faktisk fået en i Nazarenernes kirke, men jeg kunne ikke forstå den. Det undrede mig imidlertid at to mænd fra forskellige racer var kommet til min dør. Derefter spurgte han: „Kunne du tænke dig at lære engelsk?“ Det kunne jeg selvfølgelig, men jeg forklarede at jeg ikke havde råd til at betale for undervisningen. Han sagde at han gerne ville undervise mig gratis ved hjælp af nogle bibelske publikationer. Selv om jeg ikke vidste hvilken religion han kom fra, tænkte jeg ved mig selv: ’Det er trods alt gratis, og jeg lærer at læse og skrive engelsk.’

Jeg undervises i engelsk og i Bibelen

Undervisningen gik langsomt. Han viste mig navnet på den første bog i Bibelen, Første Mosebog, hvorefter jeg gentog det på cambodjansk „Lo ca bat“. Han sagde „bibel“, og jeg sagde „Compee“. Jeg begyndte at gøre fremskridt og blev interesseret i sandheden. Jeg plejede at tage min engelsk-cambodjanske ordbog, et eksemplar af Vagttårnet, Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen og min egen bibel på cambodjansk med på arbejde. I mine pauser sad jeg og lærte engelsk ved at sammenligne publikationerne ord for ord. Denne langsommelige proces, kombineret med ugentlige lektioner, stod på i over tre år. Men til sidst kunne jeg læse engelsk.

Min kone kom stadig i det buddhistiske tempel og gav forfædrene mad, men de eneste der havde glæde af den, var fluerne! Jeg havde mange dybt indgroede dårlige vaner som stammede fra min tid i hæren og inden for buddhismen. Da jeg var munk, plejede folk blandt andet at bringe cigaretter som ofre. De troede at deres forfædre nød gavn af at munken røg cigaretterne. Jeg blev derfor afhængig af nikotin. Og i hæren drak jeg voldsomt og røg opium for at samle mod til kampene. Så da jeg begyndte at studere Bibelen, var der mange ting jeg måtte ændre. Det var i den forbindelse at jeg opdagede at bønnen er en stor hjælp. På nogle få måneder overvandt jeg mine dårlige vaner. Det var til stor glæde for resten af familien.

I 1989 blev jeg døbt i Minnesota som et af Jehovas vidner. Omkring dette tidspunkt fandt jeg ud af at der var en cambodjansktalende gruppe af Jehovas vidner og en stor koncentration af cambodjanere i Long Beach i Californien. Efter at min kone og jeg havde talt det igennem, besluttede vi at flytte til Long Beach. Denne flytning satte skred i tingene. Min søster var den første der blev døbt, derefter fulgte min moster (som nu er 85 år) og min kone. Mine tre børn er også blevet døbt. Min søster er blevet gift med et Jehovas vidne, der nu tjener som ældste i menigheden.

Her i USA har vi haft mange vanskeligheder. Der har været både alvorlige økonomiske problemer og helbredsproblemer, men ved at følge Bibelens principper har vi bevaret tilliden til Jehova. Han har velsignet mine anstrengelser i åndelige anliggender. I 1992 blev jeg menighedstjener, og i 1995 blev jeg udnævnt som ældste her i Long Beach.

Nu er den lange rejse jeg påbegyndte som buddhistisk munk, og senere som officer i det krigshærgede Cambodja, blevet afsluttet med fred og lykke i vort nye hjem og land. Og vi har fået tro på Jehova Gud og Jesus Kristus. Det piner mig at folk stadig slår hinanden ihjel i Cambodja. Men det giver kun min familie og mig endnu større grund til at give andre del i vort fremtidshåb, den lovede nye verden, hvor krig vil være ophørt, og hvor alle vil elske deres næste som sig selv. — Esajas 2:2-4; Mattæus 22:37-39; Åbenbaringen 21:1-4.

[Fodnote]

VIETNAM

LAOS

THAILAND

CAMBODJA

Battambang

Phnom Penh

Da jeg var buddhistmunk

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 18]

Sammen med min familie uden for rigssalen