Kampuchea — et mareridt jeg overlevede
Fortalt af Khem Sou
I MANGE år nød Kampuchea (tidligere Cambodja) fred. Men i 1970 tog generalløjtnant Lon Nol magten, og som følge heraf gjorde nogle kommunister der var kendt som Khmer Rouge eller De røde Khmerer, oprør. Lon Nol mobiliserede alle han kunne i hele Kampuchea til kampen mod dem.
På det tidspunkt studerede jeg jura og medicin ved Pnom-Penhs universitet, og arbejdede samtidig som skribent. Faktisk havde jeg skrevet min første bog, De forældreløses tårer, da jeg blot var femten år. Den var hovedsagelig sammensat af optegnelser fra dagbøger jeg havde ført siden jeg var syv år gammel. Bogen fandt god afsætning, og da jeg ikke behøvede pengene, skænkede jeg forfatterhonoraret til et børnehjem.
På universitetet var jeg velkendt som forfatter, sangskribent og sanger. I alt havde jeg skrevet cirka 20 bøger foruden mange sange. Min forkærlighed for at skrive skyldtes måske min moders indflydelse; hun var professor i fransk litteratur ved Pnom-Penhs universitet. Hun ville gerne have at jeg blev advokat.
Men da Lon Nol mobiliserede folk til kampen mod kommunisterne, måtte jeg afbryde mine studier og vælge mellem at gå ind i militæret eller i politiet. Min stedfader var en højtstående general, men jeg brød mig ikke om at have noget med militæret at gøre. Jeg gik derfor ind i politiet, og i 1973 havde jeg som 22-årig opnået rang af premierløjtnant.
Mens jeg arbejdede i politiet voksede min utilfredshed med tilværelsen. Den drev mig endda til at skrive en bog med titlen Der er ingen mening med livet. Dette var min nedslående bedømmelse, selv efter at jeg grundigt havde gennemtænkt buddhismen og en del fransk filosofi og desuden havde stræbt efter at gøre karriere som forfatter og politimand.
Min baggrund
Som lille havde jeg boet hos min bedstemoder sammen med en onkel og to tanter, men ikke sammen med mine forældre. Min moder giftede sig på ny, og som tolvårig kunne jeg omsider flytte sammen med min moder, min stedfader og mine to søstre.
Min bedstemoder opdrog mig som buddhist. Som tiårig blev jeg sendt tre måneder i kloster for at blive indført i den buddhistiske tro. Jeg lagde mærke til at munkene uden for klosteret gik omkring med sænket hoved og lod til at være indbegrebet af sagtmodighed, men indenfor gik der ikke en dag uden at de mundhuggedes.
I vores pagode fandtes der en lille buddhastatue af guld der fra tid til anden var borte. Hvor var den da henne? Munkene forklarede at statuen kunne flyve og at den besøgte forskellige nærliggende pagoder. Ved omhyggeligt at holde øje med statuen opdagede jeg at en munk fjernede og gemte den. Det foruroligede mig at se munkene praktisere et sådant bedrag. Da jeg fortalte min bedstemoder om det, blev hun meget vred på mig, for hun ønskede at tro at statuen kunne flyve.
Min skepsis voksede da jeg forlod klosteret. I gymnasiet lærte selv religionslæreren os at buddhismen er opdelt i mange retninger og at den ikke er andet end en filosofi. Jeg vendte mig til adskillige franske filosoffers lære, idet jeg håbede at få svar på mine spørgsmål om livet. Men det forstærkede blot min tvivl om Guds eksistens. Hvad skulle man tro? Jeg vidste det ikke, men jeg spurgte gentagne gange mig selv hvorfor jeg var til.
Afslutningen på Lon Nols styre
I løbet af 1973 og 1974 forstærkedes kamphandlingerne, og folk fra alle samfundslag blev mere og mere foruroligede over de uretfærdigheder de blev vidne til. Da jeg ikke som politimand kunne rette op på forholdene, prøvede jeg at foretage mig noget som forfatter. Jeg skrev en samfundskritisk roman, Himmelen er mørk.
Det blev min sidste bog. Den førte til at jeg blev fængslet. Dommen lød på to års fængsel, men takket være mit slægtskab med både kongefamilien og en af Kampucheas ambassadører i et nærliggende asiatisk land blev jeg allerede efter få dage sat på fri fod. Ambassadøren brugte sin indflydelse til gavn for mig.
Indlysende nok foretrak jeg friheden fremfor fængselet, men jeg følte mig ikke virkelig fri. Den bestående samfundsordning, som forsøgte at påtvinge alle en bestemt måde at tænke og leve på, forekom mig næsten lige så afskyelig som fængselsopholdet. Tilværelsen i hovedstaden Pnom-Penh, min fødeby, virkede så unaturlig. Det korrupte, materialistiske og forlystelsessyge samfund frastødte mig, og jeg ville gerne væk. Jeg brød mig ikke længere om at tjene i politiet, og tog derfor min afsked.
Kort efter flyttede jeg til Pailin-provinsen nær grænsen til Thailand. For at tjene til livets ophold begyndte jeg at arbejde for et firma der udvandt ædelsten. Livet på landet virkede en smule mere tiltalende, men jeg fik ikke lov at nyde det ret længe. I april 1975 marcherede kommunisterne, De røde Khmerer, nemlig ind i Pnom-Penh, drev Lon Nol på flugt og gik straks i gang med at forsøge at skabe et fuldstændig nyt samfund.
Til det formål blev alle embedsmænd som havde tjent det afsatte regime beordret til at melde sig for at blive sendt i specielle omskolingslejre. Jeg meldte mig ikke, for jeg ønskede ikke at blive politiofficer igen. Derved reddede jeg livet. Jeg fandt senere ud af at „omskoling“ i virkeligheden betød henrettelse. Alle der meldte sig blev slået ihjel.
En rædselstid
Det anslås at der i de følgende måneder blev henrettet mellem en og to millioner kampucheanere. Jeg overværede personligt henrettelser og så massegrave samt floder og søer der bogstavelig talt var røde af blod og fulde af lig. Familier blev splittet og drevet fra deres hjem og jord. En revolution uden fortilfælde fejede over to tusind års kampucheanske traditioner til side. Ingen kampucheaner kunne have forestillet sig at en sådan gennemgribende forandring var mulig.
Bestyrtet og fyldt med rædsel spurgte jeg mig selv om der var nogen mening med at leve i et så umenneskeligt samfund. Jeg besluttede at flygte til et andet land. De røde Khmerer havde allerede eftersøgt mig; jeg stod på deres sorte liste. Efter at jeg var gået ud af politiet havde jeg levet under falsk navn, og det havde sinket eftersøgningen. Men da jeg var velkendt som sangskriver og forfatter, vidste mange hvem jeg var og brugte endda mit rigtige navn. Jeg indså derfor at jeg var i stor fare.
Men selv i denne situation var beslutningen om at flygte til Thailand ikke let at tage. Uanset hvem der sad ved magten holdt jeg af mit hjemland. Jeg vidste også at når jeg én gang havde forladt landet, skulle jeg regne med aldrig at kunne vende tilbage og gense mine forældre, min broder og mine søstre. Desuden kunne jeg ikke finde ud af hvordan man kom til Thailand. Jeg kunne ikke spørge nogen ad. Jeg havde set liget af en mand som var blevet skudt og efterladt liggende på jorden fordi det var blevet kendt at han planlagde at flygte fra landet.
Min flugt – og min tro på Gud
NØJAGTIG to måneder efter at De røde Khmerer havde taget magten, gjorde jeg og en anden mand et flugtforsøg. Imidlertid fór vi vild og måtte vende tilbage; men jeg gav ikke op. Få dage efter drog jeg af sted igen sammen med en tidligere kollega fra politiet. Senere fik vi selskab af syv andre, deriblandt et treårigt barn.
I junglen hørte vi hårrejsende tigerbrøl. Men vores frygt for tigrene og giftslangerne var ikke nær så stor som frygten for tilhængerne af De røde Khmerer, som ustandselig gennemsøgte junglerne på jagt efter flygtninge. Somme tider så vi dem. Blot den mindste støj ville have tiltrukket deres opmærksomhed og betydet døden. Til tider kunne vi ikke sove af bare frygt.
Den tredje flugtdag troede vi fejlagtigt at vi var kommet over grænsen. Vi var så lykkelige at vi tilberedte og spiste al den ris vi havde. Det var en alvorlig fejltagelse! I fire dage derefter kunne vi ikke skaffe mad. Vi var begyndt at miste både håb og kræfter, da vi pludselig fik øje på en flok aber der sprang fra træ til træ med bananklaser. Sultne som vi var, tiggede vi aberne om bananer. Og tro det eller ej — en af aberne kastede en banan ned til os! De andre fulgte eksemplet, og i alt fik vi 20 bananer.
Den aften kunne jeg næsten ikke falde i søvn på grund af dagens sindsoprivende begivenheder. Jeg stirrede op på den skyfri himmel og betragtede fuldmånen på dens mørke, fløjlsblå baggrund. Stjernerne funklede i tusindvis. Det skulle blive en uforglemmelig nat.
I lang tid havde mine tanker kredset om spørgsmål vedrørende Guds eksistens. Når jeg iagttog alle de vidunderlige og komplicerede processer i naturen, spekulerede jeg på om man ikke burde tillægge en viis Skaber æren. Mens jeg nu beundrede nattens skønhed følte jeg trang til at bede. Da jeg vidste at Gud måtte befinde sig langt oppe i himmelen, rettede jeg mit blik derop, og med samme inderlige følelse som hvis jeg talte til min egen fader, bad jeg for første gang i mit liv af hele mit hjerte. Denne bøn viste sig at blive et betydningsfuldt vendepunkt i mit liv.
Efter at jeg havde udøst mit hjerte for Gud begyndte jeg at få klarhed over begreberne, og jeg blev overbevist om at (1) Gud er til, og at (2) der er en mening med livet. Alle processer i naturen bærer jo præg af at en forstandig Konstruktør har udtænkt dem. Skulle ophavsmanden til alle de meningsfyldte love da ikke have haft en hensigt med at sætte mennesket på jorden?
Men så dukkede et nyt spørgsmål op: Da Gud tydeligvis besidder magt og visdom til at fjerne menneskers lidelser, hvorfor havde han da tilladt så megen elendighed indtil nu? Jeg ville også gerne vide hvilket trossamfund der virkelig tilbad den levende Gud. Min søgen efter svarene på disse påtrængende spørgsmål måtte have førstepladsen i min tilværelse. Jeg kunne ikke tro at Gud var så ukærlig at han ville unddrage mennesket svarene på disse spørgsmål.
Mens vi kæmpede os vej gennem junglen tænkte jeg på min moder. Hun havde vist en vis interesse for kristendommen. Nogle missionærer fra Frankrig havde været hyppige gæster i vort hjem. Somme tider fortalte moder mig om det fremmedartede trossamfund hvis tilhængere ikke spiste blod. Hun talte også om ’en god nyhed’ om retfærdige tilstande der skulle råde i et paradis som Gud ville indføre. Dengang havde jeg ikke troet ét ord af det. Men nu spurgte jeg mig selv: Har jeg nogen grund til vantro? Er min moder ikke en begavet kvinde der vurderer og gransker sådanne emner? Jeg ville gerne have rede på sagen. Men først og fremmest måtte jeg sørge for at komme levende ud af Kampuchea.
Min sparsomme påklædning bestod af en sarong. På dette tidspunkt var mine bare fødder og ben slemt hævede. Vi var alle udmattede og halvvejs udhungrede. Vi tyggede blade for at holde os i live. På den tiende dag måtte vi bestige et bjerg, og fra toppen så vi ned på det vi troede var Thailand. Men på vej ned ad bjerget kom vi forbi en hytte der stank af kød i forrådnelse. Derinde fandt vi et halvt opløst lig og et skelet! Rundt om hytten var der afslørende fodaftryk af De røde Khmerers sko. Skrækslagne flygtede vi! Vi var endnu ikke i sikkerhed. Det måtte være ligene af nogle der havde forsøgt at flygte fra Kampuchea.
Længere inde i junglen kom vi til en flod, og vi troede at vi omsider havde nået målet. Men vi befandt os kun cirka 30 meter fra et vandfald! Der udbrød et skænderi mellem min ven og mig. Risikoen taget i betragtning holdt han på at kun de voksne skulle forsøge at komme over. Jeg ignorerede ham imidlertid, ventede på mørkets frembrud og gav mig til at svømme over mod den anden bred med den lille pige bundet fast til min ryg. Der var dybt, og på et tidspunkt kom jeg helt under vand, men endelig klarede jeg det! Vi var alle i sikkerhed!
Dagen efter kom vi til en lille landsby med kornmarker omkring. Uden at bede om lov gav vi os til at spise af det rå korn for at stille sulten. Nærved lå der en lille hytte, og derinde fandt vi en tændstikæske hvis etiket viste at den var fremstillet i Thailand, ikke Kampuchea. Kan I forestille jer hvordan vi havde det? Her var beviset! Vi var i Thailand!
Nu tog bjergene og floderne sig pludselig smukke ud for os! Men kort efter fik jeg høj feber og lå bevidstløs i tre dage. Øjensynlig havde jeg pådraget mig malaria i junglen. Alligevel forekom det os at vi måtte være de lykkeligste mennesker på jorden.
Jeg finder meningen med livet
I FLYGTNINGELEJREN i Thailand blev vi indkvarteret sammen med 200 andre kampucheanere. Her fik jeg lejlighed til at studere Bibelen med et medlem af en protestantisk trosretning der kaldte sig „Guds Børn“. Nogle medlemmer af dette trossamfund bemærkede at jeg var interesseret i kristendommen og ville gerne døbe mig på stedet. Det afslog jeg, da jeg endnu ikke følte mig overbevist. Mange kampucheanere lod sig hurtigt døbe fordi de bagefter fik tøj foræret.
Af Guds Børn fik jeg en bibeloversættelse på mit modersmål, kampucheansk. Ved hjælp af den fandt jeg ud af at Gud har det personlige navn Jehova, og at denne Gud som åbenbarede sig på en særlig måde for jøderne i fortiden også er de kristnes Gud. Det var denne Gud jeg gerne ville lære bedre at kende.
I december 1975 kunne jeg, efter at have tilbragt fem måneder i Thailand, med hjælp fra Den Internationale Røde Kors Komité emigrere til Østrig. Først blev jeg anbragt i en flygtningelejr, hvor jeg studerede tysk. Efter seks måneder blev jeg overflyttet til Linz og fik en lejlighed. Jeg fortsatte mine tyskstudier om aftenen og arbejdede på en emballagefabrik om dagen.
I samme tidsrum fik jeg kontakt med den evangeliske og den katolske kirke, men ingen af dem kunne give mig nogen tilfredsstillende svar på spørgsmål som: „Hvad sker der efter døden?“ og: „Hvad er Guds rige?“ Jeg spurgte en katolsk præst hvad „den gode nyhed“ gik ud på, og om der fandtes en trosretning der lagde vægt på denne „gode nyhed“. Han kunne ikke svare. Jeg spekulerede på hvad denne gode nyhed var som min moder gerne ville have fortalt mig om.
To gange bad jeg til Gud mens jeg var alene hjemme, og begge gange fandt jeg bagefter en løbeseddel skubbet ind under min dør. Den var påtrykt en indbydelse til at overvære møder i noget der hed Jehovas Vidners rigssal. Navnet Jehova sagde mig allerede noget, men hvem var „Jehovas Vidner“? Hvad var de vidner om? Nysgerrig og fyldt med spørgsmål gik jeg begge gange ud for at finde rigssalen, men begge gange endte jeg i en kirke. Rigssalen lå på første sal over et danselokale, og jeg kunne ikke finde den.
Få dage efter andet forsøg besøgte jeg en ven fra Thailand, da to der præsenterede sig som Jehovas vidner kom til hans dør. Da min ven afviste dem, sagde jeg til ham at jeg gerne ville tale med dem. Først spurgte jeg dem hvad Guds rige er. De forklarede ud fra Bibelen at det er en himmelsk regering ved Kristus som skal herske over jorden. De brugte også Bibelen til at besvare mit næste spørgsmål om menneskets tilstand efter døden. Jeg var dybt imponeret af deres logiske, bibelsk begrundede svar og bad straks om et bibelstudium. Samme dag gik min ven og jeg til møde i rigssalen.
Jeg lyttede til foredraget skønt jeg ikke forstod særlig meget af det, da jeg stadig var ved at lære tysk. Men jeg forstod at det handlede om den gode nyhed om Guds rige. Ved hjælp af Jehovas rige skulle jorden forvandles til et paradis hvor folk ikke mere skulle udgyde tårer af sorg, og hvor Gud ville ’gøre alting nyt’. (Åbenbaringen 21:3-5) Jeg kom i tanker om at min moder engang havde læst de samme ord højt af Bibelen for mig. En verden der var fri for alle denne verdens onder var lige hvad jeg forventede at en mægtig og retfærdig Gud ville indføre.
Nu ville jeg imidlertid gerne vide hvorfor Jehova ikke for længst havde frembragt en sådan verden. Jeg fik tilfredsstillende svar på disse og mange andre spørgsmål efterhånden som Bibelen regelmæssigt blev drøftet med mig. Jeg glædede mig over at have fundet et trossamfund der ikke forventede godtroenhed af mig. Dertil kom at Jesu Kristi lære og livsform tiltalte mig meget stærkt.
Fuldstændig modsat „Guds Børn“ bad Jehovas vidner mig ikke om at lade mig døbe efter kort tids undervisning. Jeg forstod selv at dåb var et krav til kristne og bad derfor om at blive døbt. Jeg regnede med at de ville se at få det overstået før jeg ombestemte mig. Til min overraskelse sagde de at jeg skulle tage mig god tid til at overveje om jeg virkelig ønskede at tage dette skridt. Jeg indså at Jehovas Vidner satte kvalitet over kvantitet. Efter at jeg i cirka syv måneder havde studeret Bibelen på tysk blev jeg omsider døbt. Det skete i juli 1977 ved Jehovas Vidners stævne i Linz.
Jeg forstår meningen med livet
Ved samme stævne blev der udgivet en ny bog, Der ER en mening med livet. Det var nu fire år siden jeg havde udgivet min egen Der er ingen mening med livet. Og så kom Jehovas Vidner med denne nyudgivelse — næsten som et svar på min bog. Jeg erkendte at jeg havde været galt afmarcheret da jeg skrev den, og tog med helhjertet glæde imod den nye bog.
Jeg følte virkelig længsel efter at gøre den gode nyhed kendt for de sørgende kampucheanere. Den kunne give dem et sikkert håb og et vidunderligt livsmål. Da jeg ikke kunne vende tilbage til Kampuchea, gjorde jeg mit bedste for at forkynde den gode nyhed for de kampucheanere der boede i Østrig. I håb om at Jehova ville bruge mig til at hjælpe mine landsmænd, bad jeg som Esajas: „Her er jeg! Send mig.“ — Esajas 6:8.
I 1980 giftede jeg mig i Wien med en japansk søster som jeg havde truffet ved et bryllup mellem to Jehovas vidner. Min kone havde fundet det hun også havde ledt efter da en japansk medstuderende ved musikkonservatoriet i Wien, et af Jehovas vidner, havde hjulpet hende til forståelse af Bibelen. Efter at vort andet barn var blevet født fik min kone problemer med helbredet, og det syntes klogest at hun vendte tilbage til Japan. I 1983 flyttede vi derfor til Tokyo.
Mit oprigtige ønske om at hjælpe kampucheanske flygtninge har dog ikke forandret sig. Af de omkring 600 der findes i Japan, bor de fleste spredt i Tokyos forstæder, og jeg finder stor glæde i at arbejde blandt dem og hjælpe dem til forståelse af Jehovas kærlige hensigt med menneskeheden. Jeg har den store forret at være med til omkring en halv snes bibelstudier med kampucheanere, studier jeg enten selv leder eller hjælper japanske forkyndere med at lede. To gange om måneden tilbringer min kone og jeg og vore børn hele dagen med udelukkende at betjene kampucheanere. Skønt dette betyder at vi må køre næsten 300 kilometer er det til stor opmuntring at se de stadige åndelige fremskridt nogle af mine landsmænd gør.
Efter at jeg i lang tid havde været uden forbindelse med min familie i mit hjemland, fik jeg omsider svar på et brev jeg havde skrevet i 1981. Jeg fik at vide at min stedfader og en af mine søstre var blevet dræbt under borgerkrigen. Tre familiemedlemmer, nemlig min moder, min broder og min anden søster, var stadig i live. Vi kan nu korrespondere enkelte gange om året, men det er svært ud af deres breve at læse hvordan de religiøse forhold er i Kampuchea.
Jeg kan oprigtigt sige at min søgen efter livets mening er blevet rigt belønnet. Efter at jeg har fundet den sande mening med livet er jeg lykkelig for at have en kærlig familie der er forenet i tjenesten for vor store Gud, Jehova. Jeg ser med forventning frem til den dag da jeg kan blive genforenet med min moder, min broder og min søster! I mellemtiden betragter jeg det som en storslået forret at have en andel i at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til de underkuede og undertrykte!
[Kort på side 16]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Kampuchea med nabolande. Indsat: Min flugtrute til Thailand
KINA
VIETNAM
LAOS
THAILAND
KAMPUCHEA
Andamanerhavet
[Kort]
THAILAND
Battambang
Pailin
KAMPUCHEA
[Illustration på side 15]
En af bygningerne i kongeslottet i Pnom-Penh, hvor jeg som dreng havde danset for kongen
[Illustration på side 18]
Min kone og jeg læser med vore to børn