Hvorfor mange siger nej til blod

I EN skelsættende retsafgørelse i Ontario blev Røde Kors i Canada holdt ansvarlig for at to personer var blevet smittet med hiv gennem blodtransfusion. De fik begge inficeret blod fra den samme donor. Dommer Stephen Borins sagde: „Når noget så katastrofalt som inficeret blod truer patienternes liv, kræver det en omgående reaktion.“

I løbet af 1980’erne blev 1200 canadiere smittet med hiv, og yderligere 12.000 pådrog sig hepatitis C — alle gennem inficeret blod og blodprodukter. I et forsøg på at reducere smittefaren bliver donorblod nu screenet endnu mere omhyggeligt. Men det er ikke alle donorer der er ærlige omkring deres seksuelle adfærd. For eksempel afslørede en undersøgelse i USA at 1 ud af 50 donorer undlod at fortælle om risikofaktorer såsom at de var homoseksuelt aktive eller dyrkede sex med prostituerede.

Foruden dette dilemma er det et faktum at screening af blod ikke er en 100 procent sikker metode. I tidsskriftet New Scientist kunne man læse at „hvis en person afgiver blod mindre end tre uger efter at være blevet smittet med hiv, vil den efterfølgende test ikke kunne spore viruset. I forbindelse med hepatitis C kan smitten være i blodet i over to måneder før man kan spore den.“

I de senere år har der været en markant nedgang i antallet af canadiere der vil afgive — eller modtage — blod. Spalteskribenten Paul Schratz skriver: „Med den dalende interesse for at være bloddonor og stigningen i antallet af uegnede bloddonorer skal vi være taknemmelige for at Jehovas Vidner har gjort en banebrydende indsats for at fremme forskningen i bloderstatningsmidler.“

Avisen The Toronto Star oplyser meget interessant at der ’i det forløbne år var 40 mennesker der ved indlæggelsen på de canadiske hospitaler falskeligt påstod at de var Jehovas vidner fordi de ikke ønskede at få blodtransfusion’. Undersøgelser viser at cirka 90 procent af canadierne ville foretrække alternativer til donorblod. Brugen af blod er derfor ikke længere kun et religiøst spørgsmål.