En taktfuld dronning forpurrer en biskops rænker

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SYDAFRIKA

I SINE trofaste hofdamers selskab føler Katarina Parr, Englands dronning, sig tryg. Kong Henrik VIII’s sygdom tærer sammen med hofintrigerne på hans kræfter. Mens dronningen fører en samtale med en ven, styrter en af hendes hofdamer ind, knugende et papir som hun stakåndet rækker Katarina. Foruroliget over hofdamens bekymrede panderynken tager dronningen nølende papiret. Formentlig har en embedsmand uforvarende tabt det uden for dronningens gemakker.a

Under læsningen blegner Katarina. Hendes vantro viger for rædsel. Dokumentet indeholder en række anklager mod hende for kætteri, og det bærer kongens navnetræk. Med et skrig segner hun om i sine venners arme. Hun forsøger at fatte sig og tænke klart, men er for oprevet. Varsomt hjælper hofdamerne hende til sengs.

Men tankerne under hende ingen ro. I glimt genoplever hun sit ægteskab med kong Henrik VIII. Hun blev formælet med ham som 31-årig efter sin anden enkestand, hvor hun overvejede at ægte den statelige Thomas Seymour. Men kongen ville det anderledes og anholdt om hendes hånd. Hvordan skulle hun kunne afslå det frieri? Det var en stor ære, som imidlertid også medførte store kvaler. Den 12. juli 1543 blev hun kongens sjette gemalinde.

Henrik var ikke længere den flotte, raske ynder af ridderdyster som han var i sin ungdom. Han var 52, stærkt korpulent, lunefuld og så befængt med sår på benene at han til tider dårligt evnede at gå, men måtte bæres i en stol.

Med sin anselige begavelse og sine rige evner havde Katarina sat ind på at gøre ægteskabet godt. Hun havde knyttet venskabsbånd til hans tre børn af tidligere ægteskaber og gjort sit bedste for at adsprede ham. Når hans ben smertede, inddrog hun ham i livlige drøftelser, gerne om religiøse emner. Hun bibragte kongens sidste år et vist mål af fred.

Nu forsøger hun at erindre hvordan hendes liv med kongen har formet sig. Hvor har hun fejlet? I tankerne vender hun tilbage til et nyligt samvær med ham en aften i overværelse af nogle af hans hoffolk. Henrik var tilsyneladende i godt lune, og som hun havde for vane, bragte hun et teologisk spørgsmål på bane. De havde tidligere drøftet det, men vrantent bed han hende af. Hun var overrasket, men tilskrev det hans humørsyge. Normalt talte han gerne med om sådanne emner og modsatte sig ikke hendes interesse i religiøse anliggender.

Hun genkalder sig hvem der var til stede ved den lejlighed. Én bestemt skikkelse dukker uafladelig op for hendes indre blik — Stephen Gardiner, hendes velkendte fjende.

En rænkefuld biskop

Gardiner, der er biskop af Winchester og kongelig rådgiver, er en indflydelsesrig reformationsmodstander. Han er Katarina uvenligt stemt fordi hun nærer velvilje over for tanken om religiøse forandringer og nyder kongens bevågenhed.

Da Henriks nærmeste rådgiver, Thomas Cromwell, havde fortrængt Gardiner fra stillingen som kongens førstesekretær, tog Gardiner hævn ved at medvirke i det komplot der førte til Cromwells fald og henrettelse. Gardiner var også fortørnet over at Henrik havde forbigået ham og udnævnt den ubetydelige protestantsympatisør Thomas Cranmer til ærkebiskop af Canterbury. Til Cranmers held afværgede Henrik et anslag mod ham fra Gardiner og hans medsammensvorne.

Nu har biskop Gardiner smedet nye rænker, som forstærker truslen mod Katarina og hendes hofdamer. Den unge Anne Askew, der er en åbenhjertig fortaler for reformation, afventer i fængselet sin henrettelse for kætteri. Gardiner pønser på at skaffe bevis for at hun har stået i ledtog med højtstående damer ved hoffet, hvilket kan kompromittere dronningen. En af Gardiners forbundsfæller, kongens nære rådgiver Thomas Wriothesley, opsøger Anne Askew for at forhøre hende.

På pinebænken

Under forhøret afgiver Anne Askew ingen belastende vidneudsagn. Derfor befaler Wriothesley at hun skal spændes på pinebænken,b til trods for at det er ulovligt at udsætte en kvinde for dette. Da det ikke får hendes tunge på gled, drejer Wriothesley og en anden rådgiver personligt håndtagene og strækker hende til det yderste. Men heller ikke de kan aftvinge hende de ønskede oplysninger.

Grådkvalt ved tanken om Anne Askews pinsler opfatter Katarina at hun har fået besøg. En af hendes damer nærmer sig for at meddele at kongen har sendt sin livlæge, doktor Wendy, hen for at tilse hende. Han spørger venligt til hendes befindende og overbringer hende kongens deltagende hilsen.

Kongen har ladet ham vide at man konspirerer mod dronningen, og har afkrævet ham et løfte om at han vil tie med sin viden. Men doktor Wendy røber sammensværgelsen over for Katarina og fortæller hende at da hun havde trukket sig tilbage den pågældende aften, havde kongen spydigt bemærket at det var en lise for ham på sine gamle dage ’at blive belært af sin hustru’.

Gardiner så at øjeblikket var gunstigt og havde benyttet det til at ytre at dronningen holdt hånden over kættere, og at hun forræderisk undergravede kongens myndighed. Han påstod at han og andre inden for en rimelig tidsfrist kunne fremlægge bevis for dette. Den vrede konge gik med til at underskrive et anklageskrift mod Katarina.

Doktor Wendy slutter sit referat med at opfordre Katarina til at gå til kongen ved først givne lejlighed og ydmygt bede ham tilgive hende. Kun på denne måde kan hun overliste sine fjender, der ikke vil unde sig hvile før hun sidder som fange i Tower of London og de har samlet beviser nok mod hende til at få hende dødsdømt.

Katarina indser det fornuftige i hans råd, og da hun en sen aften hører at kongen befinder sig i sine gemakker, klæder hun sig med omhu og øver sig på det hun vil sige. Hun bliver ledsaget af sin søster og en veninde, lady Lane.

En kløgtig dronning belægger sine ord vel

Kongen, som sidder og skæmter med nogle hofmænd, byder smilende sin dronning velkommen. Derpå skifter han emne til religion og beder Katarina afklare visse tvivlstanker hos ham. Katarina aner dog straks uråd og søger efter bedste evne at svare oprigtigt og ærligt.

Hun svarer at Gud skabte kvinden efter manden som hans undergivne, hvorpå hun fortsætter: ’Når Gud har sat et sådant skel mellem mand og kvinde — og Deres Majestæt udmærker sig overmåde i visdom, mens jeg i enhver henseende er Dem underlegen — hvor kan Deres Majestæt da i så indviklede trosspørgsmål finde for godt at fordre min bedømmelse?’ Hun anerkender at han i ét og alt er hendes hoved, kun underordnet Gud.

’Ingenlunde,’ svarer kongen. ’Du er blevet læremester for at undervise os, ikke for at du skal belæres eller vejledes af os.’

’Såfremt Deres Majestæt antager det, da har Deres Majestæt taget såre fejl af mig, som altid har fundet det upassende og naturstridigt for en kvinde at påtage sig hvervet som sin herre og husbonds vejleder og lærer; hun bør derimod lære af sin husbond og lade sig undervise af ham,’ svarer hun og tilføjer at det ikke har været for at fremme sine egne idéer at hun har drøftet religiøse emner med ham og udtalt sin mening. De samtaler hun har inddraget ham i, har derimod haft til formål at lede hans tanker bort fra den smerte som hans sygdom volder ham.

’Er det visselig tilfældet, min kære?’ spørger kongen. ’Og din argumentation er ingen sinde udsprunget af slette forsætter? Da er vi atter fuldendte venner som tilforn.’ Stadig siddende kalder han hende hen til sig, hvorpå han omfavner hende hengivent og kysser hende. Han siger at det føles bedre for ham at høre denne nyhed end at modtage en uventet gave på hundrede tusind pund. Deres behagelige konversation fortsætter indtil han ved midnat lader hende gå.

Dagen efter spadserer kongen som sædvanlig i slotshaven, ledsaget af to kammerherrer. Han har befalet dronningen at gøre ham følgeskab, og hun giver pligtskyldigt møde sammen med tre af sine hofdamer. Henrik har undladt at fortælle Katarina at det var planlagt at hun skulle arresteres på dette tidspunkt. Han har heller ikke omtalt sin forsoning med dronningen for Wriothesley, som skulle pågribe hende. Mens kongeparret nyder stunden, stiller Wriothesley med 40 af kongens gardister for at arrestere dronningen og hendes damer.

Kong Henrik går til side og hidkalder Wriothesley, som knæler for ham. Det øvrige selskab kan ikke høre hvad kongen ellers siger, men hører at han ophidset udslynger skældsordene: ’Kæltring! Bæst! Tåbe!’ Han befaler Wriothesley at pakke sig bort fra hans åsyn.

Da kongen vender tilbage til Katarinas side, forsøger hun at stemme ham mildere. Hun lægger endog et godt ord ind for Wriothesley ved at sige at hvad han end har gjort, har han sikkert handlet i god tro.

Dertil svarer kongen: ’Han har til visse båret sig ad som en ærkekæltring mod dig, min kære; lad ham desårsag forføje sig bort.’

Således undslap Katarina sine fjenders list, og Gardiner faldt i unåde hos kongen. Dronningen havde besejret den rænkefulde biskop. Spillet var ude.c

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 21]

Biskop Stephen Gardiner

Dronning Katarina Parr

[Kildeangivelser]

Katarina Parr (detalje): Med tilladelse af National Portrait Gallery, London; Stephen Gardiner: National Trust Photographic Library/J. Whitaker

[Illustration på side 22]

Henrik VIII overfusede Thomas Wriothesley i dronningens påsyn

[Kildeangivelse]

Portræt malet af Holbein; gengivet efter The History of Protestantism (bind III)

[Kildeangivelse på side 20]

Baggrund på side 20-22: Fra bogen The Library of Historic Characters and Famous Events, bind VII, 1895