Den engelske reformation — en omskiftelsernes tid

„Det var en verden hvor alt forandredes og omvurderedes.“

MED disse ord beskriver historikeren J. J. Scarisbrick det 16. århundredes England i sin biografi om Henrik VIII. De religiøse omvæltninger i Europa bidrog til at nogle mente at den almindeligt udbredte religion trængte til en reform.

Martin Luthers kontroversielle synspunkter havde fundet tilhængere i England, og siden slutningen af 1300-tallet havde lollarderne, som var ivrige prædikanter og forkæmpere for Bibelen, udbredt deres lære over hele England.

Omkring 1526 var eksemplarer af William Tyndales engelske oversættelse af Bibelens Græske Skrifter nået til England trods fjendtlige bestræbelser på at hindre dens udbredelse. Traditionelle katolske dogmer som læren om skærsilden, transsubstantiationslæren og præsternes cølibat blev afsløret som værende uden bibelsk grundlag.

Det var imidlertid en krise i kongens egen familie der gav stødet til den engelske reformation. Henrik VIII søgte at blive skilt fra sin katolske hustru Katarina af Aragonien fordi han ønskede en mandlig arving til tronen. Katarina havde født Henrik seks børn, men de var alle undtagen én enten døde ved fødselen eller i deres tidligste barndom; denne ene var en datter ved navn Mary. Desuden var Henrik indtaget i den unge og livlige Anne Boleyn og havde til hensigt at gifte sig med hende.

Uden selv at vide af det satte Henriks dygtige og mægtige allierede, kardinal Thomas Wolsey, yderligere skub i reformationen. Siden Henrik var kommet på tronen i 1509, havde Wolsey støt øget sin magt og sin rigdom, så han til sidst i indflydelse kun stod tilbage for kongen selv. Men Wolsey var upopulær fordi han var dominerende og havde sat skatterne op. Desuden lod han også til at mene at han var hævet over sin egen kirkes love, for han var blevet far til to illegitime børn.

Flere adelsmænd sammensvor sig om at styrte Wolsey, og det lykkedes for dem, da han ikke formåede at skaffe Henrik den eftertragtede skilsmisse. Wolsey døde i 1530 efter at være blevet afsat og før han skulle stilles for kongen, anklaget for højforræderi.

I England bredte der sig en antiklerikalsk holdning. J. J. Scarisbrick skriver at „man argumenterede for en radikal udrensning i Kirken, og man begrundede det med at samfundet ikke længere kunne bære denne økonomiske byrde, at denne uhyre institution [Kirken] lagde beslag på så megen arbejdskraft, bandt så megen rigdom, tog så meget og gav så lidt . . ., og at strømmen af engelske penge til Rom . . . skadede [Englands] økonomi“.

Cromwells æra

Til sidst blev Henriks ægteskabelige vanskeligheder „løst“ med hjælp fra hans nære rådgiver Thomas Cromwell og den nye ærkebiskop af Canterbury, Thomas Cranmer. Den engelske kirke brød med Romerkirken, og kongen blev overhoved for kirken i England. Cranmer ophævede Henriks ægteskab med Katarina i 1533. Men da havde Henrik allerede giftet sig med Anne Boleyn, som ventede et barn. Denne løsrivelse fra pavens myndighed fik vidtrækkende følger.

Cromwell fik ubegrænset myndighed over kirken og var kun underordnet kongen. Lidt efter lidt blev klostrene nedlagt og deres ejendom konfiskeret og lagt ind under kronen, som havde stærkt behov for øgede indtægter. Desuden fik Cromwell stor indflydelse på trykningen og udbredelsen af Bibelen på engelsk, sådan som A. G. Dickens gør opmærksom på i sin bog The English Reformation: „Det politiske initiativ, planlægningen af udgivelsen, hvordan projektet skulle finansieres, og det pres man lagde på den engelske kirke for at få den til at påtage sig arbejdet med Den Store Bibel, kom alt sammen fra kongens generalvikar, Thomas Cromwell.“

Efterhånden som Bibelen blev mere tilgængelig for den jævne befolkning, fik dette indflydelse på folks syn på den fremherskende religion. Dickens siger: „Den naturlige enkelhed der kendetegnede Jesu Kristi og apostlenes liv, dannede en skærende kontrast til Kirkens omfattende og undertrykkende retssystem, dens umådelige rigdom og dens kostbare arkitektoniske udfoldelser i senmiddelalderen og renæssancen.“

Henrik udtrykte interesse for visse religiøse reformer, men hans politik var ofte dikteret af hvad der var politisk formålstjenligt, mere end af en stærk religiøs overbevisning. Han var udmærket klar over at der var to modstridende partier ved hoffet, de som var for en reform, og de som ville opretholde den traditionelle religion, de konservative. For selv at bevare magten spillede han behændigt det ene parti ud mod det andet.

Omkring 1540 blev reformernes gyldne tid midlertidigt afbrudt ved Cromwells fald. Det var lykkedes Cromwells konservative fjender at overbevise Henrik om at Cromwell var både forræder og kætter, og han blev henrettet uden proces.

For en tid så det ud til at de konservative havde fået overtaget. Men de formåede ikke at standse reformationen, som allerede havde fået godt fodfæste. Trods dens fremgang blev de løfter der var knyttet til den, ikke opfyldt. De protestantiske reformatorer fik ikke udryddet de mange forkerte dogmer og traditioner som skæmmede den romersk-katolske kirke.

Da Henrik i 1543 giftede sig med sin sjette og sidste hustru, Katarina Parr, fattede de reformvenlige mod. Hun viste stor interesse for den nye religiøse lære. Men de konservative havde ikke i sinde at opgive uden kamp. Deres rænker og intriger indviklede den nye dronning i en desperat kamp for livet. Dette vil blive behandlet i et senere nummer af Vågn op!

[Illustrationer på side 26]

Henrik VIII og Anne Boleyn

Katarina af Aragonien

William Tyndale

Thomas Cromwell

Thomas Cranmer

Thomas Wolsey

[Kildeangivelser]

Thomas Wolsey: Fra bogen The Story of Liberty, 1878; våbenmærke, baggrund og Henrik VIII med Anne Boleyn: Fra bogen The Library of Historic Characters and Famous Events, Vol. VII, 1895; Katarina af Aragonien, Thomas Cranmer og Thomas Cromwell: Fra bogen Heroes of the Reformation, 1904