Religionsfrihed — en velsignelse eller en forbandelse?

Begrebet religionsfrihed kom til verden under store veer i kristenheden. Det var en kamp mod dogmatisme, fordom og intolerance og kostede utallige tusinder livet i blodige religionskrige. Hvad kan vi lære heraf?

„FORFØLGELSE har været et gennemgående tema i de kristnes historie,“ skriver Robin Lane Fox i bogen Pagans and Christians. De første kristne blev kaldt en sekt og anklaget for at forstyrre den offentlige orden. (Apostelgerninger 16:20, 21; 24:5, 14; 28:22) Af samme grund blev nogle udsat for tortur og dræbt af vilde dyr i de romerske arenaer. Denne hårde forfølgelse fik nogle, blandt andre teologen Tertullian, til at kæmpe for religionsfrihed. I år 212 skrev han: „Det er en grundlæggende menneskerettighed, et medfødt privilegium, at enhver skal kunne praktisere sin tro i overensstemmelse med sin overbevisning.“

I 313 sluttede Romerrigets forfølgelse af de kristne da Konstantin udstedte Ediktet i Milano, som gav både kristne og ikkekristne religionsfrihed. Da „kristendommen“ således blev en juridisk anerkendt religion i Romerriget, ændrede situationen sig for de kristne. Men i 340 opfordrede en skribent der bekendte sig som kristen, til at hedningerne skulle forfølges. Da kejser Theodosius I i 392 forbød den hedenske religion i Romerriget med Ediktet i Konstantinopel, fik religionsfriheden en brat afslutning. Med den romerske „kristendom“ som statsreligion indledte kirken og staten en forfølgelseskampagne der varede i flere hundrede år. Den kulminerede i de blodige korstog der blev udkæmpet fra det 11. til det 13. århundrede, og de grusomme inkvisitioner der begyndte i det 12. århundrede. De der vovede at drage den etablerede ortodoksi, kirkens monopol på fortolkningen af lærespørgsmål, i tvivl, blev stemplet som kættere og jagtet i den nærmest hetzagtige stemning der kendetegnede den tid.

Man undskyldte den religiøse intolerance med at religiøs enhed var det sikreste grundlag for staten, og at religiøse stridigheder var en trussel mod den offentlige orden. „Staten vil altid være i fare så længe den tolererer to religioner,“ hævdede en af dronning Elizabeths ministre i England i 1602. Det var i realiteten meget lettere at forbyde religiøse afvigere end at undersøge om de udgjorde en reel trussel mod staten eller statsreligionen. The Catholic Encyclopedia skriver: „Hverken de verdslige eller de gejstlige myndigheder skelnede den mindste smule mellem farlige og fredelige kættere.“ Men det skulle snart blive anderledes.

Den svære kamp for tolerance

Det der gav stødet til forandring i Europa, var de omvæltninger som blev forårsaget af protestantismen, en sekterisk bevægelse der nægtede at lade sig knuse. Med forbløffende hurtighed splittede den protestantiske reformation Europa religiøst og bragte tanken om retten til samvittighedsfrihed i forgrunden. I 1521 forsvarede den kendte reformator Martin Luther sine synspunkter med ordene: „Min samvittighed er bundet af Guds ord.“ Det var også splittelse der udløste Trediveårskrigen (1618-48), en række grusomme religionskrige der hærgede Europa.

Det gik imidlertid op for mange at religiøse stridigheder ikke var vejen frem. Man forsøgte derfor at indføre fred i det krigshærgede Europa ved hjælp af en række edikter, som for eksempel Nantesediktet i Frankrig (1598), men uden særligt held. Disse edikter har haft stor betydning for vore dages opfattelse af begrebet tolerance. I begyndelsen havde ordet „tolerance“ en negativ klang. „Hvis vi under visse omstændigheder blev nødt til at tolerere sekterne . . . ville det uden tvivl være et onde, endda et stort onde, men ikke så slemt som krig,“ skrev den berømte humanist Erasmus i 1530. Af samme grund foretrak nogle, som for eksempel franskmanden Paul de Foix i 1561, at bruge udtrykket „religionsfrihed“ frem for „tolerance“.

Med tiden blev tolerance ikke betragtet som det bedste af to onder, men som noget der beskyttede folks rettigheder. Det ansås ikke længere som et udtryk for svaghed, men som en sikkerhed. Da religions- og tankefrihed begyndte at blive betragtet som grundlaget for det moderne samfund, blev fanatismen trængt i baggrunden.

I slutningen af det 18. århundrede blev tolerance forbundet med frihed og lighed. Det kom til udtryk i love og erklæringer, som for eksempel den franske Erklæring om Menneskets og Borgernes Rettigheder (1789) og den amerikanske Bill of Rights (1791). Efterhånden som disse dokumenter fremmede en mere liberal holdning fra det 19. århundrede og fremefter, blev tolerance, og dermed frihed, ikke længere betragtet som en forbandelse, men som en velsignelse.

Relativ frihed

Hvor dyrebar friheden end er, er den kun relativ. For at sikre alle borgere deres rettigheder vedtager staten love der begrænser visse personlige friheder. Vi vil se på nogle af de spørgsmål vedrørende frihed der for tiden debatteres i mange europæiske lande: I hvilket omfang bør lovgivningsmagten have lov til at gribe ind i den enkeltes privatliv? Hvilken virkning har det? Hvordan berører det religionsfriheden?

Medierne har på ny sat gang i debatten om borgerrettigheder og personlige friheder. Beskyldninger om hjernevask, afpresning, børnemisbrug og en række andre alvorlige forbrydelser er blevet rettet mod nogle religiøse grupper, ofte uden håndgribelige beviser. Nyhedsrapporter om minoritetsreligioner har fået meget presseomtale. Nedsættende betegnelser som „kult“ og „sekt“ er nu blevet almindelig sprogbrug. Under pres fra den offentlige mening har nogle regeringer lavet lister over såkaldt farlige sekter.

Frankrig er et land der er stolt af sin tradition for tolerance og sin adskillelse af kirke og stat. Det bryster sig af at være ’frihedens, lighedens og broderskabets’ land. Men ifølge bogen Freedom of Religion and Belief — A World Report er der i dette land blevet fremlagt forslag om at føre „en oplysningskampagne i skoler for at fremme modstanden mod nyreligiøse bevægelser“. Mange mener at et sådant tiltag vil udgøre en trussel mod religionsfriheden. Hvordan?

Religionsfriheden trues

Sand religionsfrihed eksisterer kun når staten giver alle religiøse grupper som respekterer og adlyder loven, den samme behandling. Et land der egenmægtigt bestemmer hvilke religiøse grupper der ikke skal anerkendes som trossamfund og opnå de privilegier som staten tildeler anerkendte religioner, kan følgelig ikke siges at have sand religionsfrihed. I 1997 kunne man i bladet Time læse: „Den ædle tanke om religionsfrihed klinger hult når staten tilraner sig retten til at godkende religioner på samme måde som den ville udstede kørekort til bilister.“ En fransk appeldomstol har for nylig erklæret at en sådan fremgangsmåde ’bevidst eller ubevidst fører til totalitarisme’.

Grundlæggende friheder undertrykkes også når én gruppe har monopol på medierne. Desværre er dette i stigende grad tilfældet i en række lande. I et forsøg på at definere hvad der er religiøst korrekt, har antisektorganisationer for eksempel udnævnt sig selv som anklagere, dommere og nævninge og derefter gennem pressen prøvet at påtvinge offentligheden deres fordomsfulde opfattelser. Men, som det udtrykkes i den franske avis Le Monde, viser disse organisationer derved til tider „den samme sekterisme som den de efter sigende prøver at bekæmpe, og risikerer at skabe en stemning af ’heksejagt’“. I avisen stilles spørgsmålet: „Er det da ikke en trussel mod fundamentale friheder . . . når offentligheden stempler religiøse minoritetsgrupper?“ Martin Kriele siger ifølge et citat i Zeitschrift für Religionspsychologie: „Heksejagten på sekterne giver større grund til bekymring end langt flertallet af de ’såkaldte sekter og psykogrupper’ gør. Kort sagt: Lad borgere der ikke overtræder loven, være i fred. Valg af religion og ideologi bør være frit og forblive frit, også i Tyskland.“ Lad os betragte et eksempel.

„Mønsterborgere“ stemplet som farlige

Hvilken religiøs gruppe har katolske myndigheder ifølge Spaniens kendte avis ABC omtalt som „den farligste af alle sekter“? Det vil måske overraske dig at høre at avisen skrev om Jehovas vidner. Hviler beskyldningerne imod dem på et fordomsfrit og objektivt grundlag? Læg mærke til følgende kommentarer fra andre kilder.

„Jehovas Vidner lærer folk at de skal betale deres skat, at de ikke skal tage del i krig eller i krigsforberedelser, at de ikke må stjæle, og at de i det hele taget bør følge en livsform som, hvis den blev efterlignet af andre, ville føre til en forbedring af normerne for menneskelige relationer.“ — Sergio Albesano, Talento, november-december 1996.

„I modsætning til de insinuationer der fra tid til anden fremføres, mener jeg ikke at [Jehovas Vidner] udgør nogen som helst fare for statens institutioner. De er fredselskende borgere der optræder samvittighedsfuldt og er respektfulde over for myndighederne.“ — Et belgisk parlamentsmedlem.

„Jehovas vidner er tydeligvis de ærligste mennesker i Forbundsrepublikken.“ — Den tyske avis Sindelfinger Zeitung.

„Man kan godt betragte [Jehovas vidner] som mønsterborgere. De betaler omhyggeligt deres skat, passer de syge og kæmper for at udrydde analfabetismen.“ — Den amerikanske avis San Francisco Examiner.

„Jehovas vidner har i højere grad end medlemmer af andre trossamfund formået at opretholde varige ægteskaber.“ — Tidsskriftet American Ethnologist.

„Jehovas vidner er blandt de ærligste og flittigste borgere i de afrikanske lande.“ — Dr. Bryan Wilson fra Oxford University.

„Igennem årene har medlemmer af dette trossamfund i stor udstrækning bidraget til større trosfrihed.“ — Nat Hentoff, bogen Free Speech for Me — But Not for Thee.

„De har . . . afgjort ydet deres bidrag til bevarelsen af noget af det allermest værdifulde i vort demokrati.“ — Professor C. S. Braden, bogen These Also Believe.

Som ovennævnte citater viser, er Jehovas vidner i hele verden kendt som eksemplariske borgere. De er også kendt for at give gratis bibelundervisning og for at fremme familieværdierne. Deres læseklasser har hjulpet hundredtusinder, og deres humanitære arbejde har i årenes løb hjulpet mange tusind mennesker, især i Afrika.

Vigtigheden af objektivitet

Samfundet er fyldt med skruppelløse mennesker der udnytter uskyldige ofre. Der er derfor stort behov for at være på vagt når nogen fremsætter påstande om en religion eller et trossamfund. Men hvor objektivt og hvor fremmende for religionsfriheden er det når journalister frem for at rådspørge uhildede eksperter stoler på oplysninger fra kirker der har et dalende medlemstal, eller antisektorganisationer hvis objektivitet er af tvivlsom karakter? Den avis der kaldte Jehovas Vidner for „den farligste af alle sekter“, indrømmer for eksempel at dens definitioner kom fra „eksperter inden for den katolske kirke“. Et fransk tidsskrift har endvidere skrevet at hovedparten af artikler om formodede sekter stammer fra antisektorganisationer. Man kan spørge sig selv om det er den bedste måde at få saglige oplysninger på.

Internationale domstole og organisationer der beskæftiger sig med menneskerettigheder, som for eksempel FN, siger at antisektorganisationernes „sondring mellem en religion og en sekt er for konstrueret til at den kan accepteres“. Hvorfor holder nogle da stadig fast ved brugen af det nedsættende ord „sekt“? Det er endnu et tegn på at religionsfriheden er truet. Hvordan kan denne fundamentale rettighed beskyttes?

[Ramme/illustrationer på side 8]

Forsvarere af religionsfriheden

De blodige religionskrige i Europa i det 16. århundrede medførte et stigende krav om religionsfrihed. De argumenter der dengang blev fremført, er stadig aktuelle i dag.

Sébastien Chateillon (1515-63): „Hvad er en kætter? Jeg kan ikke nå til nogen anden konklusion end at vi betragter alle der ikke deler vores synspunkter, som kættere. . . . En der betragtes som rettroende i én by eller egn, kan blive betragtet som kætter i en anden.“ Her rører den berømte franske bibeloversætter og ivrige forsvarer for tolerance et vigtigt punkt i debatten om religionsfrihed: Hvem kan definere hvem der er kætter?

Dirck Volckertszoon Coornhert (1522-90): „Vi læser at . . . Kristus i Jerusalem og senere mange martyrer i Europa . . . forstyrrede [samfundet] med deres sandhedsord. . . . Betydningen af ordet ’forstyrrede’ må klart og præcist defineres.“ Coornhert fremførte at religiøs afvigelse ikke måtte ligestilles med en trussel mod den offentlige orden. Han spurgte: Er de der samvittighedsfuldt adlyder og respekterer loven, virkelig til fare for den offentlige orden?

Pierre de Belloy (1540-1611): Det er „tåbeligt at tro at religiøs pluralisme kan føre til, og fremme, tumulter i landet“. Belloy, en fransk sagfører der skrev i tiden omkring religionskrigene (1562-98), hævdede at den nationale enhed ikke er baseret på religiøs ensartethed medmindre selvfølgelig at regeringen ligger under for pres fra religiøst hold.

Thomas Helwys (c. 1550–c. 1616): „Hvis hans [kongens] undersåtter er lydige og trofaste mod alle menneskelige love, er det alt hvad han bør forlange af dem.“ Helwys, der var en af grundlæggerne af baptistmenigheden i England, var fortaler for en adskillelse af kirke og stat, og han tilskyndede kongen til at give alle kirker og sekter religionsfrihed og at være tilfreds med at have verdslig myndighed over folk og besiddelser. Hans skrifter satte fokus på et spørgsmål der stadig er aktuelt i dag: I hvor høj grad bør staten have lov til at bestemme over folks åndelige liv?

Anonym forfatter (1564): „For at sikre trosfriheden er det ikke nok at tillade en person at fravælge en religion han misbilliger, hvis det ikke samtidig er ham tilladt frit at udøve den religion han synes om.“

[Illustrationer]

Tertullian

Chateillon

De Belloy

[Kildeangivelse]

Alle billeder: © Cliché Bibliothèque Nationale de France, Paris