Blind, glad og til gavn
Fortalt af Polytimi Venetsianos
Som lille pige legede jeg med tre af mine søskende og en kusine da en lille genstand fløj ind gennem vinduet. Det var en granat, og da den eksploderede, blev alle mine tre søskende dræbt. Jeg selv overlevede, men mistede synet.
DET var den 16. juli 1942, og jeg var kun fem år. I flere dage gled jeg ind og ud af bevidstløsheden. Så snart jeg kom til mig selv, spurgte jeg efter mine søskende. Da jeg fik at vide at de var døde, ønskede jeg også at jeg var død.
Da jeg blev født, boede min familie på den græske ø Salamis, nær Athens havneby, Piræus. Selv om vi var fattige, levede vi et fredfyldt liv. Men det sluttede da den anden verdenskrig brød ud i 1939. Min far var sømand på Middelhavet. Han måtte ofte undvige aksemagternes og de allieredes ubåde, fregatter, torpedoer og bomber. Grækenland blev dengang undertrykt af fascister og nazister.
Oplært til at hade Gud
På grund af de frygtelige forhold under krigen mistede min mor et fjerde barn. Hun kom til at lide af dybe depressioner, fik tuberkulose og døde i august 1945 efter at have født sit sjette barn. Religiøse naboer begyndte at sige at vi blev straffet af Gud. I et forsøg på at opmuntre os sagde nogle græsk-ortodokse præster at Gud havde taget mine brødre og søstre til himmelen som små engle, men det gjorde blot det hele værre.
Min far var harmfuld. Hvorfor skulle Gud tage fire små børn fra en fattig familie når han havde millioner af engle hos sig? Denne græsk-ortodokse lære fik stærke gudfjendtlige og antireligiøse følelser op i ham. Fra da af tog min far klar afstand fra al religion. Han lærte mig at hade og foragte Gud og sagde at det var Gud der var skyld i vores smerter og kvaler.
Som et dyr i bur
Kort efter min mors død i 1945 fik min far også tuberkulose og blev indlagt på et sanatorium. Min lillesøster, der stadig var spæd, kom på børnehjem. Da min far senere kom hjem fra sanatoriet og tog hen til børnehjemmet for at hente hende, fik han at vide at hun var død. Jeg blev sendt til en kostskole for blinde, hvor jeg tilbragte de næste otte år af mit liv. I begyndelsen var jeg meget ulykkelig. Jeg var især fortvivlet på besøgsdagene. De fleste af mine blinde skolekammerater havde nogen der kom og besøgte dem, men det havde jeg ikke.
Jeg opførte mig som et dyr i bur. Jeg blev kaldt skolens farlige elev. Som følge heraf blev jeg slået og forvist til ’skammekrogen’. Jeg overvejede ofte at begå selvmord. Med tiden gik det op for mig at jeg var nødt til at lære at klare mig selv. Jeg begyndte at finde glæde ved at hjælpe mine blinde skolekammerater med for eksempel at klæde sig på eller at rede deres senge.
Præsterne fortalte os at Gud havde gjort os blinde fordi vores forældre havde begået nogle frygtelige synder. Det forstærkede kun mit had til den Gud jeg opfattede som ondskabsfuld. Den religiøse opfattelse at de dødes ånder kan pine de levende, gjorde mig desuden bange og vred. Jeg elskede mine afdøde søskende og min mor, men alligevel var jeg bange for deres ’ånder’.
Hjulpet af min far
På et tidspunkt kom min far i kontakt med Jehovas vidner. Han var forbavset over at Bibelen lærer at Satan, ikke Jehova, er årsag til smerte og død. (Salme 100:3; Jakob 1:13, 17; Åbenbaringen 12:9, 12) Da han nu indså hvordan tingene hang sammen, begyndte han at overvære Jehovas Vidners møder og gøre åndelige fremskridt, og i 1947 blev han døbt. Nogle måneder forinden var han blevet gift og havde nu en søn. Med tiden blev hans nye kone også et af Jehovas vidner.
Som 16-årig forlod jeg blindeskolen. Hvor var det skønt at vende tilbage til en kærlig, kristen familie! De havde det de kaldte et familiebibelstudium, som jeg blev indbudt til at overvære. Da jeg gerne ville være høflig og vise respekt, var jeg med til studiet selv om jeg faktisk ikke lyttede efter. Mine negative følelser over for Gud og religion var stadig meget stærke.
Familien gennemgik brochuren God’s Way Is Love. (Guds vej er kærlighed; ikke oversat til dansk) I begyndelsen interesserede det mig ikke, men så hørte jeg min far fortælle om de dødes tilstand. Det fangede min opmærksomhed. Prædikeren 9:5, 10 blev læst op fra Bibelen: „De døde ved slet ingenting . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“
Det begyndte at gå op for mig at min frygt var ubegrundet. Min afdøde familie, min mor og mine brødre og søstre, kunne ikke gøre mig fortræd. Samtalen begyndte nu at dreje sig om opstandelsen. Nu havde jeg alle antenner ude. Mit hjerte strømmede over af glæde da jeg hørte at Bibelen lover at de døde vil få livet igen under Kristi rige. (Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 20:12, 13) Nu fik jeg stor interesse for studiet. Fra da af deltog jeg ivrigt i familiestudiet, og min blindhed hindrede mig ikke i at være godt forberedt.
Et åndeligt syn
Efterhånden som min bibelkundskab blev større, fik jeg rettet min fejlagtige opfattelse af Gud og hans måde at handle på. Jeg lærte at Gud hverken var skyld i at jeg eller nogen anden var blevet blind, men at hans modstander, Satan Djævelen, er årsagen til al ondskab. Jeg var meget ked af at jeg som følge af min uvidenhed havde givet Gud skylden. Med en uslukkelig tørst opnåede jeg mere nøjagtig kundskab om Bibelen. Jeg overværede og deltog i alle de kristne møder, til trods for at vi boede mange kilometer fra rigssalen. Jeg deltog også aktivt i forkyndelsen uden at lade mit synshandicap hæmme mig.
Jeg var meget glad da jeg den 27. juli 1958 blev døbt — over 16 år efter det tragiske øjeblik hvor jeg havde mistet mit syn. Jeg begyndte på en frisk og var fuld af håb og optimisme. Nu havde jeg fået en mening med livet, nemlig at tjene min kærlige himmelske Fader. Kundskaben om ham havde frigjort mig fra falske læresætninger og givet mig mod til fortrøstningsfuldt og beslutsomt at acceptere min blindhed og tackle de vanskeligheder der er forbundet med et sådant handicap. Hver måned brugte jeg 75 timer eller mere på at fortælle andre den gode nyhed fra Bibelen.
Mit ægteskab
I 1966 blev jeg gift med en mand der havde de samme mål i livet som jeg. Alt tegnede til at vi ville få et harmonisk ægteskab, eftersom vi begge arbejdede på at forøge vores andel i forkyndelsen. Nogle måneder brugte vi mange timer i dette livreddende arbejde. Vi flyttede til et isoleret område nær Livadiá i det centrale Grækenland. I de år vi boede der, fra 1970 til 1972, hjalp vi adskillige til at lære sandheden fra Bibelen at kende og blive døbte kristne, til trods for at en undertrykkende militærjunta dengang sad på magten i Grækenland. Vi var også glade for at kunne hjælpe den lille lokale menighed af Jehovas Vidner.
Med tiden begyndte min mand imidlertid at forsømme sit studium af Bibelen og de kristne møder, og til sidst så han stort på alt det han havde lært ud fra Bibelen. Det skabte et meget spændt forhold i vores ægteskab, og i 1977 blev vi skilt. Jeg var fuldstændig knust.
En glædelig tilværelse hvor jeg er til gavn
I denne periode af mit liv var jeg langt nede i kælderen, men igen kom Jehova og hans organisation mig til undsætning. En kærlig kristen broder sagde til mig at hvis jeg lod denne situation, som min mand havde skabt, berøve mig min glæde, ville jeg rent faktisk blive hans slave. Han ville styre min lykke. Omkring samme tid spurgte en af de ældre søstre i den kristne menighed om jeg ville hjælpe hende med at blive en dygtigere forkynder. Inden længe var jeg travlt optaget af det der bringer mig størst glæde, nemlig forkyndelsen.
En anden kristen broder sagde: „Der er fortsat steder hvor du kan gøre stor gavn og hjælpe andre. Du kan skinne som en af Jehovas lysspredere.“ Sikke en spændende tanke! En blind der kunne ’skinne som en af Jehovas lysspredere’! (Filipperne 2:15) Uden tøven rejste jeg fra Athen og slog mig ned i byen Amárinthos i den sydlige del af øen Évvoia, et område med meget få forkyndere. Med venners hjælp lykkedes det at få bygget et hus og få dækket mine behov.
I over 20 år har jeg i flere måneder hvert år kunnet gøre en ekstra indsats i forkyndelsen. Med styrke fra Jehova formår jeg at deltage i alle grene af forkyndelsen, som for eksempel at besøge folk i deres hjem, lede bibelstudier med interesserede og tale med folk på gaden. For tiden har jeg den forret at lede fire bibelstudier med folk der er interesserede i Skaberen. Jeg har også haft den glæde at se tre menigheder blive oprettet i dette område, hvor der for 20 år siden kun var ganske få brødre.
To gange om ugen tilbagelægger jeg over 30 kilometer hver vej for at overvære de kristne møder, da jeg har sat mig for ikke at svigte et eneste af dem. Når jeg under møderne tager mig selv i at lade tankerne vandre fordi jeg ikke kan se taleren, finder jeg min særlige notatbog til blindeskrift frem og begynder at tage korte notater. På den måde tvinger jeg mig til med ørerne og sindet at rette opmærksomheden mod det der bliver sagt. Derudover har jeg den forret at kunne åbne mit hjem for et af menighedens møder. Folk kommer fra de nærliggende landsbyer for at overvære det vi kalder menighedsbogstudiet. Jeg forventer dog ikke altid at andre skal komme og besøge mig, men tager selv initiativet til at besøge dem, hvilket har været til gensidig opmuntring. — Romerne 1:12.
Da jeg i mine teenageår boede hos min far, behandlede han mig aldrig som et blindt barn. Med tålmodighed og udholdenhed brugte han megen tid på at lære mig at bruge mine hænder. Takket være denne praktiske oplæring kan jeg selv passe min have og min lille husdyrbesætning. Jeg arbejder flittigt derhjemme, idet jeg holder huset rent og laver mad. Jeg har lært at man kan finde glæde og lykke i de enkle ting i livet og i det man har. Jeg har udrettet meget med mine resterende fire sanser — høre-, lugte-, smags- og følesansen — og det har givet mig umådelig stor tilfredshed i livet. Det har også været et fantastisk vidnesbyrd for udenforstående.
Holdt oppe af min Gud
Mange undrer sig over hvordan jeg kan blive ved med at være positiv og hvile i mig selv, trods mine begrænsninger. Det kan jeg give Jehova, „al trøsts Gud“, æren for. (2 Korinther 1:3) Efter at jeg mistede synet, overvejede jeg tit at begå selvmord. Jeg tror derfor ikke at jeg ville have været i live i dag hvis det ikke havde været for Jehova og for sandheden fra Bibelen. Jeg har indset at Skaberen har givet menneskene mange gaver, ikke kun synet, og hvis vi gør god brug af dem, bliver vi lykkelige. Da nogle Jehovas vidner på et tidspunkt forkyndte i min landsby, sagde en kvinde følgende om mig: „Det er den Gud hun tjener, der hjælper hende til at udrette alt hvad hun gør!“
Alle mine prøvelser har knyttet mig nærmere til Gud. Det har været meget trosstyrkende. Jeg minder mig selv om at apostelen Paulus også havde det han kaldte „en torn i kødet“, hvilket muligvis var en øjenlidelse. (2 Korinther 12:7; Galaterne 4:13) Det hindrede ham ikke i at være „stærkt optaget“ af den gode nyhed. Ligesom han kan jeg sige: „Med største glæde vil jeg derfor hellere rose mig af mine svagheder . . . For når jeg er svag, så er jeg stærk.“ — Apostelgerninger 18:5; 2 Korinther 12:9, 10.
Frem for alt har mit bibelske håb om at jeg med egne øjne vil få min kære mor og mine søstre og brødre at se i opstandelsen, helt klart haft en positiv og gavnlig virkning på mig. Bibelen lover at ’de blindes øjne vil blive åbnet’, og at „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Esajas 35:5; Apostelgerninger 24:15) Sådanne skønne fremtidsudsigter fylder mig med optimisme mens jeg med spændt forventning ser frem til Guds rige.
[Illustration på side 15]
Min far, som studerede Bibelen med mig
[Illustration på side 15]
I mit køkken
[Illustration på side 15]
Med en veninde i forkyndelsen