Mit brændende ønske om at tjene Gud

Jeg var fem år og kendt som legepladsens skræk. Det var mens jeg gik på Perkins Blindeskole.

De næste 13 år af mit liv tilbragte jeg på denne skole i Watertown i Massachusetts, USA. Jeg vidste at alle de andre børn på skolen var blinde, men jeg troede at jeg selv kunne se. Mine forældre behandlede mig aldrig anderledes end mine fem søstre. Alt hvad de gjorde, gjorde jeg også — hjalp til i hjemmet, løb på rulleskøjter, svømmede, klatrede i træer og så videre. Jeg blev aldrig behandlet som blind, derfor opfattede jeg mig ikke som sådan.

Jeg havde mod på livet, elskede eventyr og var ude på skæg og ballade. Jeg fik de andre unger med op i rutsjebanen, karrusellen eller i fællesgyngen. Jeg gyngede så vildt at de skreg, men selv sang jeg af mine lungers fulde kraft og sagde at det bare var sjovt. Jeg tror nok at jeg gik over gevind, for vagten ringede med klokken og kaldte mig til sig og daskede mig med hårbørsten, hvorefter jeg blev anbragt på en stol i skammekrogen. Den var lige ved trappen som alle lærerne benyttede. Når de så mig, lo de og sagde: „Nå, sidder du nu dér igen?“

Lad mig gå lidt længere tilbage og forklare hvorfor jeg kom på blindeskole. Jeg er født i 1941, og da jeg var to år fik mine forældre at vide at jeg havde en svulst på den ene synsnerve. Øjet måtte fjernes. Under operationen opdagede de at svulsten også havde bredt sig til synsnerven i det andet øje og voksede ind imod min hjerne. Det betød at enten måtte begge øjne fjernes eller også ville jeg dø. Dengang, i 1943, blev blindhed betragtet som værre end døden. En øjenspecialist sagde: „Hvis det var mit barn ville jeg lade hende dø.“ En anden specialist var uenig. „Nej, lad hende leve.“ Til alt held for mig lod mine forældre mig leve. Tre år senere var jeg blevet legepladsens skræk.

Alle børn modtog undervisning i den religion forældrene ønskede. Da min mor var katolik, blev jeg undervist af nogle nonner der hver uge kom fra et nærliggende kloster. De fortalte historier om „helgener“ der viede deres liv til Gud, og i en tidlig alder nærede jeg et brændende ønske om at efterligne disse helgener. Jeg ønskede at vie hele mit liv til Gud, men nonnerne fortalte at der ikke var noget håb for mig. „Du er for uartig,“ sagde de. „Gud kan ikke lide dig!“ Det sagde de fordi jeg legede med protestantiske og jødiske børn, selv om de havde sagt at vi kun måtte lege med katolske børn.

Jeg irriterede nonnerne yderligere da jeg spurgte dem ud om Jehovas navn. På det tidspunkt studerede min mor indimellem med Jehovas vidner, og på mit månedlige weekendbesøg hørte jeg om Guds navn. Da jeg spurgte nonnerne hvorfor de ikke lærte os om Jehova blev de rasende, og det endte med at jeg blev sendt uden for døren. Jeg tror jeg tilbragte halvdelen af mine første år på gangen eller i skammekrogen.

Hvordan kan det være at min mor, som var en god katolik, begyndte at studere med Jehovas vidner? Efter min operation kom der en præst for at besøge hende. Han fortalte at hun måtte have gjort et eller andet ondt siden Gud var blevet vred og havde slået mig med blindhed. I stedet for at trøste hende i hendes sorg gav han hende skyldfølelse. Og desuden gav han Gud skylden for at jeg var blind. Denne præst banede vejen for Jehovas vidner, som kort efter kom og bankede på.

De fortalte mor den gode nyhed om Riget og forklarede at Gud er kærlighed og ikke volder fortræd. Min mor begyndte derfor at studere med Jehovas vidner. Men der gik lang tid før hun indviede sig til at tjene Jehova. Katolicismens falske læresætninger var dybt rodfæstet i hende. Bibelens sandheder som hun lærte at kende var imidlertid „mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker“, og i 1954 blev min mor døbt som et af Jehovas vidner. — 2 Korinther 10:4.

Når jeg en gang om måneden kom hjem på weekend ville far have os med i baptistkirken; samtidig kom nogle af mine søstre i metodistkirken, og min mor tog mig med i Jehovas Vidners rigssal. I samme periode blev min oplæring i katolicismen i skolen intensiveret. Fire trosretninger i samme familie! Jeg var derfor helt forvirret med hensyn til hvordan man skulle tilbede Gud.

Da jeg var 16 trængte et endnu stærkere og mere brændende ønske om at tjene Gud på den rigtige måde sig på. Jeg bad til Jehova om at jeg ville blive gift med en mand som tilhørte den sande religion, uanset hvad det var for en. En dag kom den tilsyneladende perfekte mand og friede til mig. Og eftersom han var katolik og Gud tilsyneladende havde sendt ham som svar på min bøn, konkluderede jeg at katolicismen måtte være den sande tro. Jeg besluttede at jeg fra da af ville være en virkelig god katolik, hustru og mor.

Desværre viste mit ægteskab sig at blive en fiasko. Efter 10 måneder blev vi velsignet med en datter, og 22 måneder senere med en søn; men ægteskabet blev dårligere og dårligere. Jeg var sikker på at det ikke kunne blive værre.

Men her tog jeg fejl. Det blev værre. Vi havde for skik at gå ud og danse hver lørdag aften, og bagefter kom der forskellige hjem til os og fik kaffe og kage. Men denne lørdag tog vi hen til en bekendt. Mens vi var der hørte jeg min mand lægge planer om konebytning. En af de fremmede spurgte hvem han ville få i stedet, og jeg hørte min mand svare: „Du kan få min kone.“ Skræmt og panikslagen flygtede jeg ud af huset. I de tidlige morgentimer måtte jeg betale prisen for at være flygtet. Da min mand kom hjem bankede han mig, idet han sagde at jeg var skyld i at han var blevet til grin.

Hele søndagen bad jeg inderligt til Jehova om at han måtte vise mig den sande religion, hvis der da var nogen sand religion. I modsat fald ønskede jeg at dø. Det eneste der afholdt mig fra at begå selvmord var mine to små børn. Hvem skulle tage sig af dem hvis jeg døde?

Næste formiddag gik jeg barfodet rundt og slog græs. Med mine bare fødder kunne jeg mærke hvor græsset var langt og trængte til at blive slået. Der kom imidlertid to af Jehovas vidner, en mand og en kvinde på besøg. Jeg glemmer aldrig hvor mild og venlig manden var, og han havde en særlig artikel på blindeskrift som Vagttårnsselskabet havde udgivet. Han gav mig den og spurgte om de måtte komme tilbage den følgende uge. Jeg følte mig ikke parat til deres besøg, men de udstrålede begge så stor venlighed og varme at jeg ikke kunne afslå. Jeg husker at jeg gik tilbage til huset og tænkte: „Åh, nej, Gud, ikke dem, ikke Jehovas vidner! Kan det ikke være en anden religion?“

De kom tilbage, og vi studerede hver uge i Bibelen. Senere begyndte der at komme to kvinder, Judy og Penny. De var heltidsforkyndere (kaldet specialpionerer) og var en stor velsignelse fra Jehova. Judy var livlig og udadvendt men også studiesindet og meget dygtig til at finde skriftsteder i Bibelen. Penny var mere stilfærdig men fast og disciplinær, netop som jeg havde brug for. De brugte hele deres liv til at tjene Jehova, og med tiden ønskede jeg at være ligesom dem i stedet for som de „helgener“ nonnerne havde fortalt mig om.

Da de senere begyndte at tale om at jeg en dag skulle ud og forkynde, tænkte jeg: ’Nej, det kan de ikke forvente af mig. Jeg er jo blind!’ Jeg havde aldrig før brugt min blindhed som undskyldning for noget som helst, men denne gang tænkte jeg: ’Ikke mig. Jeg går ikke ud og forkynder fra hus til hus.’ Derfor sagde jeg: „Hvordan kan jeg læse skriftsteder ude ved dørene?“ Penny sagde stille: „Du kan lære dem udenad, kan du ikke?“ Det vidste hun at jeg kunne, for de havde fået mig til at lære to nye skriftsteder hver uge. Jeg kunne ikke løbe om hjørner med de to!

I 1968 havde jeg studeret i to år og var besluttet på at overvære højtiden til minde om Jesu død. Jeg bad før jeg sagde det til min mand. Jeg vidste at han ville reagere voldeligt, og det gjorde han. Han råbte at han hellere ville se mig død end opleve at jeg blev et af Jehovas vidner. Han greb en kniv og pressede den imod min strube. „Sig at du ikke tager af sted, eller jeg dræber dig!“ Jeg bad stille til Jehova: ’Hjælp mig til at forblive trofast selv om jeg måtte dø.’ Jeg mærkede en indre fred strømme ind over mig og tænkte: ’Hvad vil livet være værd uden tjenesten for Jehova?’ Det syntes som en evighed, men til sidst smed han kniven på gulvet. „Jeg kan ikke slå dig ihjel,“ klagede han. „Jeg vil gerne, men jeg kan bare ikke. Jeg ved ikke hvorfor.“

Under mindehøjtiden vældede følelsen af fred igen op i mig og jeg følte mig meget nær Jehova. Da jeg kom hjem var døren låst og mine ting stod på dørtrinnet. Jeg tilbragte natten hos mine forældre. Derefter fortsatte knivtruslerne, og jeg fik stadig bank. Jeg var ofte låst ude når jeg kom hjem fra møderne. Min mand sagde: „Hvis du vil tjene Jehova, så lad ham sørge for dig.“ Han holdt op med at betale regninger. Vi havde efterhånden ikke noget mad, og der blev lukket for gassen og strømmen, og til sidst blev vi sat ud af huset. Men Jehova sørgede altid for mig og børnene.

I juli 1969 holdt Jehovas Vidner et stort stævne i New York. En time før jeg skulle med toget, trængte min mand mig op i en krog, kom med sine sædvanlige trusler og pressede kniven imod min strube. Men nu var jeg blevet vant til det og skælvede ikke. Ved det stævne, den 11. juli 1969, symboliserede jeg min indvielse til Jehova. Sammen med 3000 andre stævnedeltagere blev jeg døbt i havet.

Mindst to gange om året brugte jeg 75 timer om måneden i forkyndelsen, selv om min mand forbød mig det. Jeg vidste at Kristus Jesus havde givet befaling til at forkynde, og jeg måtte adlyde ham. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Men jeg arbejdede altid flittigt derhjemme. Jeg holdt huset rent. Maden stod på bordet til tiden. På mødeaftener lavede jeg min mands livretter. Når jeg kom hjem tilberedte jeg særlige desserter til ham. Alligevel var han sur og gnaven. Men det er svært at blive ved at skælde ud på en som laver ens yndlingsdessert!

I 1975 flyttede vi til Californien. I november 1976 opløstes vort ægteskab, efter 17 år. Jeg havde aldrig ønsket at blive skilt. I Malakias 2:16 siger Jehova at han „hader skilsmisse“. Det var frygteligt at komme igennem, og endnu sørgeligere var det at børnene blev hos deres far i Californien. Jeg selv vendte tilbage til østkysten, hvor jeg havde boet før.

Dér boede mine forældre, som havde givet mig en varm og kærlig barndom. (Min far er siden død, men min mor lever stadig. Hun er over 80 og har været et trofast vidne for Jehova i næsten 40 år.) Jeg boede dog for mig selv, og Jehova skaffede alt det jeg havde behov for: husly, føde, tøj, penge, arbejde og mange kærlige venner som var og stadig er til stor støtte. En af mine venner gennem mange år, Judy Cole, bor nu langt fra mig, men hun ringer ofte og læser artikler fra Vagttårnet for mig og opmuntrer mig. Hun er min bedste ven — naturligvis bortset fra Jehova, hvis venskab jeg skatter højere end alle andres!

Den 1. oktober 1986, klokken 11 om aftenen, ringede min datter Linda til mig fra San Diego i Californien. Hun fortalte at Stephen, min søn, som dengang var 23 år, lå på intensivafdeling og sikkert ikke ville overleve. På en bugtet bjergvej havde han med sin motorcykel ramt et træ, hvorefter han var styrtet 45 meter ned ad en klippe og var landet i en slugt. Der lå kun ét hus i nærheden. Det var klokken to om natten, men til alt held sad manden i huset oppe og studerede. Han hørte braget, kom ud, så hvad der var sket og tilkaldte straks en ambulance.

Stephen var bevidstløs, havde brækket begge ben, havde knust knæskallen og havde fået en kraftig hjernerystelse. Da jeg kom forventede lægerne ikke at han ville overleve. Han lå en uge i koma. Jeg var der da han kom til bevidsthed. „Hej, mor,“ sagde han. Det er de glædeligste ord jeg nogen sinde har hørt. Han ville overleve! Og min glæde blev endnu større da Stephen året efter, i juli 1988, blev døbt som et af Jehovas vidner.

En anden glæde i mit liv er at Vagttårnsselskabet nu har udgivet mange publikationer på blindeskrift! Det er en helt vidunderlig gave for mig! Da jeg kom i sandheden fandtes der praktisk talt intet på blindeskrift. Nu findes der Vi lytter til den store Lærer, Min bibelhistoriebog og Unge spørger — Svar der duer samt bogen Det største menneske der har levet.

For at runde af vil jeg sige at alle mine trængsler kun har bragt mig nærmere til Jehova. De har styrket min tro. Det har aldrig været en mangel for mig at jeg ikke kan se, for jeg ved ikke hvordan det er at se. Jeg kunne selvfølgelig se indtil jeg var to, men det kan jeg ikke huske noget om. Et af mine yndlingsskriftsteder er Salme 145:16, der lyder: ’Jehova åbner sin hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.’ Alle de ønsker som ikke bliver opfyldt nu, vil blive det på hans lovede paradisiske jord, hvor han vil gøre alting nyt. (Åbenbaringen 21:3-5) Selv synet vil jeg få igen, som en søster sagde til mig.

Det som nu fylder mit hjerte med glæde er muligheden for at opfylde mit altid brændende ønske om at tjene Jehova! — Fortalt af Collette Nunes.

[Tekstcitat på side 19]

„Hvis det var mit barn ville jeg lade hende dø“

[Tekstcitat på side 19]

„Du er for uartig,“ sagde de. „Gud kan ikke lide dig!“

[Tekstcitat på side 20]

Præsten gav Gud skylden for min blindhed

[Tekstcitat på side 20]

Jeg hørte min mand planlægge konebytning

[Tekstcitat på side 21]

Han greb en kniv og pressede den imod min strube. „Sig at du ikke tager af sted, eller jeg dræber dig!“

[Illustration på side 17]

Collette med sin førerhund

[Illustration på side 18]

Collette som 17-årig og som 2-årig (da hun endnu kunne se)