En sjælden vestafrikansk penny
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I SIERRA LEONE
HAR du nogen sinde set en mønt som denne? Det er en penny fra Kissi-folket. Nogle af disse mønter er udstillet på Sierra Leones Nationalmuseum i Freetown. Museet oplyser: „Denne mærkværdige mønt fandtes både i Sierra Leone og Liberia. Den var gangbar i provinserne så sent som i 1945. Eftersom den var symbolet på hoved (afrundet ende) og fod (spidse ender), blev det sagt at mønten besad en ånd. Når en høvding døde, blev mange Kissi-pennyer knækket og lagt ned i hans grav. Den sidste vekselkurs man kender til, var 50 Kissi-pennyer for en vestafrikansk shilling.“
Ifølge bogen The African Slave Trade af Basil Davidson blev slaver for mange år siden byttet for „jernlængder“. Hentydes der til Kissi-pennyer? Det mener nogle eksperter, men andre har en anden mening. Det er muligt at disse mønter ikke blev brugt til at købe slaver for, men de blev med sikkerhed brugt til at betale brudekøbesum med.
Som ovenfor nævnt blev disse mønter nogle gange brugt religiøst, især i forbindelse med den ubibelske lære om sjælens udødelighed. Når en person døde, blev det anset for passende at begrave ham i hans hjemby. Hvis døden indtraf når han befandt sig langt hjemmefra, var det selvfølgelig ikke altid muligt at bringe liget hjem. Løsningen var derfor at transportere sjælen ved hjælp af en Kissi-penny.
En slægtning til den afdøde skulle rejse til den by hvor døden var indtruffet, og få fat i en penny hos medicinmanden. Gennem besværgelser kunne medicinmanden efter sigende knytte den afdødes sjæl til pennyen. Det var derefter slægtningens opgave at bære sjælen (pennyen) hjem og begrave den i familiegravstedet.
Slægtningen skulle pakke pennyen ind i et rent klæde og begynde sin hjemrejse, der skulle foretages i stilhed. Man troede at hvis han talte med nogen undervejs, ville sjælen forlade pennyen og vende tilbage til den by hvor personen var død. I så fald var slægtningen nødt til at rejse tilbage og hente sjælen igen, og medicinmanden skulle så uden tvivl have betaling endnu en gang.
Hvis det blev nødvendigt at tale under rejsen, skulle slægtningen forsigtigt lægge pennyen fra sig, dog ikke på jorden, inden han talte. Så snart han samlede pennyen op igen, skulle han forholde sig tavs.
Kissi-pennyen har næppe kunnet være i lommen eller i tegnebogen, for den var mellem 33 og 35 centimeter lang. Men dens form var praktisk dengang, for den kunne nemt bundtes og bæres på hovedet. De rige plejede at opbevare disse pennyer under loftet. Når de rette klimatiske forhold var til stede, ville fugten lægge sig på mønterne og dryppe ned i rummet nedenunder. Mængden af ’regn’ var en god målestok for en persons rigdom.