Hvad „denaren“ er et billede på i vor tid

1. Hvorfor må der på grund af det der skete på pinsedagen i år 33 komme en endelig opfyldelse af lignelsen om „denaren“?

I DISSE sidste dage er der i kristenheden sket noget der ligner det som arbejderne i det gamle Israels „vingård“ erfarede for nitten hundrede år siden. Den gamle „vingård“, Israels nation under den mosaiske lovpagt, var et forbillede; meget af det der skete for Israel var profetiske „skygger“ af ting der skulle komme. (1 Kor. 10:1-6, 11; Kol. 2:16, 17; Hebr. 10:1) Endvidere fik profetien i Joel 3:1-5, som apostelen Peter citerede på Pinsedagen da den symbolske „denar“ blev udbetalt, ikke sin fulde opfyldelse dengang for nitten hundrede år siden. Der måtte derfor finde en større og endelig opfyldelse sted af Joel 3:1-5. Det betød at der også måtte komme en større og endelig opfyldelse af Jesu lignelse om „denaren“, og det i disse „sidste dage“ for denne tingenes ordning. (Ap. G. 2:17, 18; 2 Tim. 3:1-5) Der foreligger kendsgerninger som beviser dette.

2, 3. (a) Hvornår ophørte man med at bruge „denaren“? (b) Hvad har kristenheden hævdet at være, og hvilken tjeneste mener dens præster at de har fået betroet, og hvad er grunden?

² Som forudsagt i profetien i Esajas 5:1-7 forkastede Jehova Gud sin forbilledlige „vingård“, det kødelige, omskårne Israel, og det skete for nitten hundrede år siden. Han har siden da haft en åndelig „vingård“ hvori Jesus Kristus er vintræet, hovedstammen, og hans sande efterfølgere grenene. (Joh. 15:1-8) Han har nu et åndeligt „Guds Israel“, som ikke er underlagt den gamle lovpagt der blev afskaffet da Jesus døde, men som er under den nye pagt for hvilken Jesus Kristus er den himmelske mellemmand. (Matt. 26:26-28; Luk. 22:19, 20; 1 Tim. 2:5, 6) Efter at alle Kristi apostle var døde ved slutningen af det første århundrede, ophørte man lidt efter lidt med at bruge den symbolske „denar“ som var blevet udbetalt på Pinsedagen. I første halvdel af det fjerde århundrede blev kristenheden til som en religiøs organisation. Den har siden bredt sig i hele verden og består efterhånden af mange kirker og samfund der styres af religiøse ledere og gejstlige, både katolske, ortodokse og protestantiske.

³ Kristenheden har et præsteskab og et lægfolk og er splittet i mange religiøse sekter og samfund, ligesom Israels religiøse organisation var det på Jesu og hans apostles tid. Kristenheden hævder at være Guds åndelige Israel og at være med i den nye pagt med Gud ved mellemmanden Jesus Kristus. Den hævder ligeledes at være Guds åndelige „vingård“, og at de mange sekter og kirker er som „grenene“ på vintræet, Jesus Kristus. Kristenhedens religiøse gejstlighed, der udgøres af ordinerede præster og prædikanter, hævder således at de arbejder i den højeste Guds „vingård“. De er formelt blevet ordineret i deres respektive kirker og samfund, og er på den måde indsat i deres gejstlige stillinger over hjorden, lægfolket. De stillinger de indtager som gejstlige er blevet deres levevej, en heltidsbeskæftigelse, og de betragter sig selv som heltidstjenere for Gud. Og når de én gang er blevet ordineret betragter de sig selv som gejstlige resten af livet, selv når de trækker sig ud af den aktive tjeneste og pensioneres.

4. Hvor har kristenhedens præster, som følge af det de gør krav på, stillet sig selv i Guds vingård, og hvordan betragter de de indviede, døbte kristne som ikke har rang af gejstlige?

⁴ Som følge af det gejstligheden således gør krav på, er præsterne at betragte som de „første“ der er blevet lejet til at arbejde i Guds „vingård“, det åndelige Israel, og de er lejet for en hel dag. De mennesker der i religiøse kredse har påtaget sig deltidsarbejde, er blevet betragtet som underordnet de gejstlige og som nogen der fortjener en mindre løn. Enhver indviet, døbt kristen som er begyndt at prædike Guds rige uden at have fået undervisning på et præsteseminarium eller et universitet og uden at være blevet ordineret og tildelt en titel og en grad og et sogn med en prædikestol, er blevet foragtet af disse gejstlige af første rang. Kristenhedens ordinerede præster har tabt den kendsgerning af syne at alle indviede, døbte kristne er grene på vintræet, Jesus Kristus, og har den tjeneste at bære frugt som åndelige „præster“ for Gud, og derfor ser de ned på dem. De har betragtet dem som de „sidste“ der skulle kunne gøre fyldest i Guds tjeneste og arbejde i Guds åndelige „vingård“. Kristenhedens prædikestole er almindeligvis ikke tilgængelige for sådanne indviede Guds tjenere der bliver betragtet som ulærde, uskolede „lægfolk“.

5. Hvilken gruppe kristne i nyere tid var blandt dem der blev betragtet på denne måde, og hvad lykkedes det præsteskabet at få gjort ved dem under den første verdenskrig?

⁵ Blandt dem der blev betragtet på denne måde af kristenhedens ordinerede præsteskab var en gruppe indviede kristne der har holdt sig selv adskilt fra kristenheden og dog er blevet kendt vidt og bredt i dette tyvende århundrede. De blev organiseret i den sidste halvdel af det nittende århundrede og var til at begynde med blot en lille gruppe. I 1884 oprettede de det selskab der nu er kendt som Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania, der har tjent dem som forlag og som et administrativt organ. De blev kendt som de internationale bibelstudenter. Kristenhedens præster foragtede disse bibelstudenter som prædikanter og fortolkere af Guds ord, og modstod dem og prøvede at hindre dem i deres nidkære forkyndelse af Guds rige. Det blev de ved med indtil det til sidst, under den første verdenskrigs vanvid, lykkedes dem at få Vagttårnsselskabets præsident og kasserer, samt flere af deres redaktionelle medarbejdere, fængslet. Desuden blev den religiøse litteratur de havde udgivet, helt eller delvis forbudt forskellige steder i verden.

Ikke „denaren“

6. Hvorfor så det ud til at disse kristne var „de sidste“ der blev lejet, og hvad var deres opfattelse med hensyn til „den ellevte time“?

⁶ Som følge af at disse indviede kristne bibelstudenter optrådte ret sent på verdens religiøse skueplads, og på grund af deres uortodokse fremtræden, forekom de at være „de sidste“ som den store husbond, Jehova Gud, lejede til at arbejde i sin åndelige „vingård“, den sande, organiserede kristne menighed. Dette blev især tydeligt i betragtning af at hedningetiderne endte i året 1914, det år den første verdenskrig udbrød. (Luk. 21:24) I overensstemmelse med deres forståelse af profetien om verdens ende, og i betragtning af de forværrede tilstande i verden under den første verdenskrig, så det for disse kristne internationale bibelstudenter ud som om den sidste time, „den ellevte time“ i Jehova Guds åndelige „vingård“, var ved at være til ende. De havde længe været interesseret i Jesu lignelse om arbejderne i vingården, og henvisninger til denne lignelse og den „ellevte time“ findes allerede i Zion’s Watch Tower for april 1881, side 7, under overskriften: „Søges: 1000 forkyndere“, en artikel der opfordrede flere til at arbejde i „vingården“.

7. Hvilken bog udgav selskabet i juli 1917, og hvilke forbindelse mente man den havde med den symbolske „denar“?

⁷ Midt under krigen, i juli 1917, udgav Watch Tower Bible & Tract Society bogen „The Finished Mystery“ [„Den fuldbyrdede Hemmelighed“], syvende og sidste bind af Studier i Skriften.a Da man troede at den trofaste rest af den kristne menighed snart skulle herliggøres i himmelen, mente man at denne bibelhåndbog, The Finished Mystery, sammen med de tjenesteprivilegier den gav anledning til, var den symbolske „denar“ der blev givet som en belønning til de trofaste arbejdere i „vingården“ før de blev taget bort fra jorden. Ja, på bogens side to, før udgiverens forord, var der trykt et forstørret billede af en mønt, ligesom en denar. Inskriptionen på den lød: „Kongernes Konge og Herrernes Herre tilegnes dette Værk. Til Gavn for hans offerviede Hellige der venter paa Sønnekaar, og for ’alle dem, der paa ethvert Sted paakalder Herren’, ’Troens egne’, og for den sukkende Skabning, der er i Nød og venter paa Guds Børns Aabenbarelse.“ Samme år, den 1. oktober 1917, bragte The Watch Tower desuden, på side 293, en artikel med overskriften „Penningen“ [„Denaren“]; heri blev bogen The Finished Mystery og den dermed forbundne „ære“ omtalt som den symbolske „denar“.b

8. (a) Hvad havde bogens udgivere imidlertid ikke forudset da man fortolkede „denaren“ på denne måde? (b) Hvad skete der i Canada og De forenede Stater efter at Den fuldbyrdede Hemmelighed var udgivet dér?

⁸ Da man fortolkede „denaren“ som The Finished Mystery, Syvende Bind, var der imidlertid ingen som forventede eller forudså at den første verdenskrig ville ende det følgende år (1918), at der ville komme en fredsperiode og at den salvede rest ville fortsætte tjenesten her på jorden og ikke i himmelsk herlighed. Men sådan gik det. Syv tusind bibelstudenter blev organiseret for at kunne sprede The Finished Mystery fra hus til hus.c I foråret 1918 blev denne bog imidlertid forbudt både i De forenede Stater og Canada. Ja, De forenede Staters regering, der på det tidspunkt var i krig med Tyskland, benyttede ligefrem denne bog som grundlag for at idømme de internationale bibelstudenters ledere en fængselsstraf til afsoning i forbundsfængselet i Atlanta i Georgia.

9. Hvad skete der efter den første verdenskrig i forbindelse med bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, og hvad stod til sidst klart med hensyn til „denaren“?

⁹ På den måde blev de kristne bibelstudenters arbejde i høj grad lammet ved regeringens indgreb, præsteres modstand, den religiøse forfølgelse og de vanskeligheder krigen medførte. I foråret 1919 blev Vagttårnsselskabets fængslede talsmænd endeligt løsladt, og forbindelsen med Selskabets afdelingskontorer rundt om i verden blev genoptaget. I 1920 ophævedes forbudet mod det syvende bind, og The Finished Mystery kunne således igen spredes i De forenede Stater. I 1927 holdt Selskabet imidlertid op med at udsende The Finished Mystery og de seks andre bind af Studier i Skriften, og de blev erstattet af nye bibelstudiebøger der var udarbejdet i efterkrigsårene. I løbet af ti år blev det således klart at det syvende bind og den ærefulde tjeneste der var forbundet med det, ikke virkelig var denaren.

10. Hvad begyndte man omkring året 1925 at forstå med hensyn til Jehovas navn, og hvordan nåede denne forståelse et højdepunkt i 1931?

¹⁰ I mellemtiden, i året 1925, begyndte disse kristne bibelstudenter at forstå at det centrale i Guds hensigt var ophøjelsen af Guds navn, Jehova, ved hjælp af hans oprettede messianske rige. Ja allerede fra 1922 begyndte man ofte at henvise til Esajas 43:10-12 for at vise at de kristne måtte være vidner for Herren Gud i den tid de havde tilbage på jorden.d Arbejdet med at vidne om hans navn blev stærkere fremhævet for dem. Et højdepunkt i denne forbindelse blev nået i året 1931 da bibelstudenterne, hvis navn bestandig blev smædet, var samlet til et internationalt stævne i Columbus, Ohio, De forenede Stater, og dér vedtog en resolution hvormed de antog det navn som blev foreslået i Esajas 43:10-12, nemlig navnet „Jehovas vidner“.

11. Eftersom bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed og arbejdet med den havde vist sig ikke at være „denaren“, hvad begyndte man da at mene med hensyn til navnet „Jehovas vidner“, og hvordan begrundede man det?

¹¹ Arbejdet med at indsamle den salvede rest af arvingerne til Guds himmelske rige så ud til at være næsten færdigt. Derfor forekom den gave som de modtog i 1931 i form af dette bibelske navn, som en belønning for tolv års hårdt kristent arbejde siden 1919. Bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed og den ære der var forbundet med at sprede den, havde vist sig ikke at være „denaren“. Kunne det nu ikke tænkes at den gave som de internationale studenter havde fået i form af det nye navn, var „denaren“?

12. Hvad sagde The Watchtower henimod slutningen af året 1933 om „denaren“?

¹² I året 1933 bragte bladet The Watchtower and Herald of Christ’s Presence for 15. november og 1. december (i to dele) den ledende artikel „Arbejdernes Løn“. (På dansk i Vagttaarnet for 15. januar og 1. februar 1934.) Den behandlede Jesu lignelse om arbejderne i vingården. I den anden paragraf i den første artikel stod der: „Arbejderne er dem, der befinder sig i Templet og skal dømmes, og som udfører Rigets Arbejde; Lønnen eller Denaren er den Ære at modtage det nye Navn, som Jehova giver sit Folk.“ (Side 19) I paragraf 21 på side 24 blev der videre sagt: „Der kunde ikke udbetales Skabninger pas Jorden nogen større Løn, end den at modtage et Navn af Jehova Guds Mund, et Navn, der giver Udtryk for det særlig fortrolige Forhold, der bestaar mellem Jehova og hans trofaste Folk. Aldrig tidligere har han givet Skabninger en saadan Løn.“

13. Hvad begyndte man omkring 1937 at forstå med hensyn til hvem der var vidner for Jehova, og hvad sagde bogen The New World i 1942 om den „store skare“ af de „andre får“ i dag?

¹³ I året 1937 blev det imidlertid helt klart at de trofaste profeter og Guds tjenere lige fra den første martyr, Abel, og frem til Johannes Døber, også var Jehovas vidner, „så stor en sky af vidner“. (Hebr. 11:1–12:1) Senere blev det vist i bogen „The New World“, som udkom i 1942 (ikke på dansk), at den „store skare“ af de „andre får“, forudsagt i Åbenbaringen 7:9, 10, også var Jehovas vidner. (Siderne 368, 369, 375) I dag regnes „den store skare“ af disse „andre får“ som er blevet indsamlet og forenet med den salvede rest, med blandt Jehovas vidner. De har siden året 1935 vist sig at være Jehovas vidner; det viser alle historiske kendsgerninger. Hvis ikke de er vor tids Jehovas vidner, hvad er de så?

14. Hvad ser vi altså med hensyn til navnet „Jehovas vidner“, og hvad kan der siges om dette „nye navn“ i forbindelse med pinsen i året 33?

¹⁴ Vi ser altså at navnet Jehovas vidner ikke blot gælder den salvede rest, og derfor kan dette nye navn på de kristne ikke være den symbolske „denar“ i Jesu lignelse. Det „nye navn“ var ikke „denaren“ som blev udbetalt i år 33 på pinsedagen, eftersom Jesu Kristi disciple allerede var Jehovas vidner, idet de af fødsel hørte til Jehovas udvalgte folk, omtalt i Esajas 43:1-12.

15. (a) Hvordan kan vi nu få en klarere forståelse af hvad „denaren“ er? (b) Hvornår indtraf „aftenen“ og afslutningen på dagens arbejde i vingården nu i vor tid, og hvordan skete det?

¹⁵ Der er nu gået fireogtredive år siden 1933 da Adolf Hitlers nazister begyndte den frygtelige forfølgelse af Jehovas vidner. Nu kan vi få en klarere forståelse af hvad „denaren“ er, ved at se tilbage på den første opfyldelse af Jesu lignelse om arbejderne i vingården dér tilbage i apostlenes dage for nitten hundrede år siden. I den nutidige opfyldelse af lignelsen indtraf „aftenen“ og enden på den tolv timers arbejdsdag, under den første verdenskrig, som markerede udløbet af hedningetiderne i efteråret 1914. Heltidsarbejderne, de „første“ der blev lejet, kristenhedens præsteskab, gav sig til at støtte de krigsførende nationers krigsanstrengelser. De „sidste“ der blev lejet blev hindret i at udføre deres arbejde, og det standsede praktisk talt i 1918 da Vagttårnets litteratur blev forbudt og de internationale bibelstudenters ledende talsmænd blev fængslet. Denne situation svarer til det der skete da Jesus døde og hans disciple blev spredt.

Hvordan „denaren“ er blevet brugt indtil nu

16. (a) Hvornår kunne man nu forvente at lønnen ville blive udbetalt? (b) Hvorfor var foråret 1919 som Pinsedagen for dem der var lejet til at arbejde i „vingården“?

¹⁶ Den første verdenskrig standsede den 11. november 1918, og verden vendte nu sin opmærksomhed mod fredsbestræbelserne og genopbygningen i efterkrigsperioden. Folkenes Forbund blev foreslået som et middel til at sikre verden fred og sikkerhed. I den religiøse verden var tiden nu åbenbart kommet til at udbetale lønnen, både til dem der påstod at de arbejdede i Jehovas åndelige vingård og til dem der virkelig havde arbejdet der! Hvad var nu den „denar“ de fik til brug i efterkrigstiden? Foråret 1919 var som Pinsedagen for dem der var lejet som de „sidste“ til at arbejde i „vingården“. For de kristne internationale bibelstudenter var det som en opstandelse fra de døde. Den 26. marts 1919 blev deres ledende talsmænd og skribenter løsladt fra fængselet, arbejdet i efterkrigstiden blev straks planlagt, arbejderne i „vingården“ blev reorganiseret verden over, og det første stævne blev holdt i Cedar Point, Ohio, fra den 1. til 8. september 1919, hvor 7000 overværede det offentlige møde; den 1. oktober 1919 begyndte man desuden at udgive et nyt blad, The Golden Age (i dag kendt som Vågn op!), som et søsterblad til Vagttårnet. At de internationale bibelstudenter på denne måde blev genoplivet og på ny optrådte på den religiøse skueplads, vakte forbløffelse og bestyrtelse i kristenheden.

17. Hvad viste „denaren“ sig at være for de arbejdere der var blevet lejet som „de sidste“?

¹⁷ Her blev da, ligesom på Pinsedagen for nitten hundrede år siden, „denaren“ udbetalt til dem der sidst var lejet til at arbejde i Jehovas åndelige „vingård“. Guds messianske rige var blevet født i himlene ved hedningetidernes udløb i 1914, og „denaren“, der blev udbetalt til arbejderne i vingården, var den forret og den ære at tjene som salvede ambassadører for Guds nyoprettede messianske rige fra da af og frem til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, ved Harmagedon. Denne ambassadørtjeneste blev udført med Guds hellige ånds hjælp. I harmoni hermed fik de den forret at opfylde Mattæus 24:14 og forkynde den gode nyhed om Guds oprettede messianske rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne før enden på denne tingenes ordning kom. (Åb. 16:14-16; Mark. 13:10) „Denaren“ har i sandhed vist sig at være af vidunderlig stor værdi for dem!

18. Hvem klagede herover, og hvad gav det sig til sidst udslag i?

¹⁸ Gejstligheden i kristenheden, som hævder at være Guds vingård, har klaget over denne måde at udbetale åndelig løn på, og deres klagen har taget form af en forfølgelse af Rigets forkyndere. Præsteskabet kunne have deltaget i aflæggelsen af vidnesbyrdet om Riget, men det forkastede Guds oprettede rige ved i stedet at prædike til gunst for Folkeforbundet som de kaldte „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. De har hele tiden holdt sig gode venner med de verdslige politikere.

19. Hvem viser sig at være „de sidste“ til at modtage „denaren“?

¹⁹ Den salvede rest af Rigets arvinger, også dem som Jehova Gud har føjet til siden 1919, er meget taknemmelige for „denaren“ de har fået udbetalt. Siden de fik den i året 1919 har de brugt den og i stigende grad påskønnet dens værdi. Kristenhedens præsteskab viser sig at være de „sidste“ til at tage imod den værdifulde „denar“, om de overhovedet tager imod den før Babylon den Store (dermed også kristenheden) ødelægges på Jehovas store og frygtelige dag som nu er nær. — Joel 3:4, 5; Ap. G. 2:20, 21.

20. Hvordan er de der har fået „denaren“ udbetalt, allerede blevet belønnet fordi de har påskønnet den og gjort brug af den indtil nu?

²⁰ Især siden året 1935 er „denaren“ blevet brugt ved indsamlingen af „den store skare“ fårelignende mennesker, den skare der er forudsagt i Åbenbaringen 7:9-17. Disse har taget imod Rigets budskab som det bliver forkyndt af Rigets salvede ambassadører, og indtil nu har henved en million af dem rundt om på jorden skilt sig ud fra Babylon den Store og sluttet sig til den salvede rest i lovprisningen af Jehova Gud og hans messianske konge, Jesus Kristus. Rigets ambassadører er således allerede blevet rigt belønnet fordi de taknemmeligt har taget imod, påskønnet og brugt „denaren“ som Jehova har givet dem!

[Fodnoter]

I mange Aar er syvende Bind blevet lovet os. Alle har vi spejdet efter det; og de sidste, der var kommet ind i Sandheden, skulde have samme Ret som de første til at modtage det. Lignelsen viser, at nogle vilde knurre og være utilfredse. I Overensstemmelse med denne Lignelse ser vi nogle knurre og forkaste syvende Bind. De er altsaa ikke tilfredse med Penningen — den Ære, Herren har tilbudt dem, Delagtighed i Høstens vidunderlige Afslutningsarbejde. Saadanne tager ikke nu mere nogen Del i Høsten, men er mere optaget af at knurre, finde Fejl og prøve paa at hindre Arbejdet.“ — Vagt-Taarnet, januar 1918.

Hvorledes man bør gaa frem

Den Organisation, der laa til Grund for Arbejdet ved Udbredelsen af syvende Bind, blev til en storslaaet Succes. Syv Tusinde af Vennerne [i Amerika] tog Del i denne Gerning. Vi anmoder nu alle de forskellige Vennekredse om at faa denne Organisation i Stand paany, saa at I kan staa parate til at tage en Gerning op igen.“ — Vagt-Taarnet, november 1919, siderne 175, 176.

„Hvorfor skal vi da forkynde Budskabet for dem, der ikke forstaar det? Vil nogen høre? Herrens Profet svarer: ’Før frem et blindt Folk, som dog har Øjne, og døve, som dog har Øren! Alle Hedningefolk, saml eder til Hobe, og Folkefærd skal komme tilsammen. Hvo iblandt dem er der, som kundgør dette? Og lad dem forkynde os, hvad de tidligere har spaaet! Lad dem stille sine Vidner, for at de kan faa Ret, eller lad dem høre og sige: Det er Sandhed! I er mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg har udvalgt, . . . I er mine Vidner, siger Herren, og jeg er Gud. — Esajas 43, 8-12.

Vi ser saaledes, at de, der tilhører Tempelklassen, klart betegnes som Guds Vidner nu i Tiden, for at de skal bringe Folket et Trøstens Budskab om, at Himmeriges Rige er kommet nær, og at Millioner af nulevende Mennesker aldrig skal dø. Vi ser altsaa, at det er Guds Hensigt, at hans Navn skal ophøjes, og at Folket skal kende, at han er Herren. Vi ser, at Gud vil have et Folk paa Jorden i denne Nødens Tid, et Folk, der er tydeligt kendetegnet som adskilt og forskelligt fra alle andre, et Folk, der staar som hans Vidner og uden Frygt raaber det Budskab ud: ’Himmeriges Rige er kommet nær!’“ — Vagttaarnet, februar 1923, siderne 25, 26.

[Illustration på side 206]

Fra „The Finished Mystery“

[Illustration på side 209]

Ambassadører for Guds rige — et privilegium disse gør brug af