Euroen — Ny valuta til et gammelt kontinent
DEN henrykte franske finansminister bed i den nyslåede mønt og proklamerede: „Det er den ægte vare, ikke en forfalskning. Det er den første der er fremstillet i Frankrig, ja, i hele Europa.“ Pengestykket var den første euro, præget ved Frankrigs statslige mønt mandag den 11. maj 1998.
Hvad er euroen? Hvad kommer den til at betyde for privatøkonomien, turismen og erhvervslivet i Europa? Vil den nye møntenhed give dønninger i verdensøkonomien? Før man skiller sig af med sine kroner, mark eller franc, vil det være godt at kende svarene på disse spørgsmål.
Hvordan udmøntede idéen sig?
Da De Europæiske Fællesskaber i henhold til Maastricht-traktaten blev til Den Europæiske Union (EU) den 1. november 1993, var et af de overordnede mål at indføre en fælles møntenhed for medlemslandene.a Siden romertiden har der ikke eksisteret en mønt der var gangbar over hele Europa. Det nye betalingsmiddel fik navnet euro. Ikke alle 15 EU-lande har tilsluttet sig møntunionen. Kun 11 af dem er parate til at sætte euroen i omløb. Det drejer sig om Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. Grækenland har ikke kunnet opfylde de økonomiske kriterier for at være med. De resterende tre — Danmark, Storbritannien og Sverige — har valgt foreløbig at stå udenfor.
Euroen vil blive indført gradvis. Den 4. januar i år blev den sat i omløb på det internationale valutamarked i transaktioner uden kontant afregning. Mønter og pengesedler bliver indført i løbet af et halvt år fra 1. januar 2002 — hvorefter deltagerlandenes hidtidige penge sandsynligvis bliver museumsgenstande og fortidsminder. Man formoder at euroen kommer til at erstatte 12 milliarder pengesedler og 70 milliarder mønter med en samlet vægt på 300.000 tons. Man håber at de resterende EU-lande med tiden også bliver klar til at træde ind i møntfællesskabet.
I forbindelse med overgangen til euroen har Østrigs finansminister sagt: „Vi står på tærskelen til en ny æra hvad angår Europas integration.“ Blandt europæerne har meningerne om euroen imidlertid været delte, idet 47 procent antager at den fælles valuta vil forvandle Europa til et økonomisk kraftcenter, mens 40 procent tror at euroen vil være en hæmsko for verdensdelens økonomi. Nogle har endda gisnet om at møntfællesskabet kunne udløse en krig! Midt mellem yderfløjene erkender de ubeslutsomme „euroskeptikere“ fordelene ved en fælles europæisk valuta, men tvivler på at alle de gyldne udsigter holder stik.
Hilst velkommen af nogle . . .
EU’s øverste forvaltningsorgan, Europa-Kommissionen, har erklæret: „Ved at udstede den fælles valuta tilbyder Europa sine borgere, sine børn og sine samarbejdspartnere . . . et mere konkret symbol på den fælles fremtid det frivilligt har valgt, nemlig at danne et fællesskab baseret på fred og velstand.“
Fortalere for euroen opregner mange tænkelige fordele ved en fælles møntenhed. Den mest mærkbare virkning vil være at man bliver fri for at købe fremmed valuta og i den forbindelse betale vekselgebyr. Det illustreres gerne med det tankeeksperiment at en EU-borger på rundrejse til alle de øvrige 14 EU-lande medbringer 1000 tyske mark og veksler penge i hvert enkelt land. Alene vekselgebyrerne har da i realiteten udhulet beløbet til 500 mark.
Også eksport og import kan foregå uden udgifter til fremmed valuta. En enerådende møntfod vil desuden fjerne den indirekte omkostning ved kurssvingninger. Når et lands valuta taber værdi, er det almindeligt at prisen på importerede varer stiger, og i mange tilfælde fremkalder det inflation. En fælles møntfod fjerner denne risiko, hvilket skulle øge Europas chancer for at tiltrække investeringer udefra.
Euroens fortalere udmaler også et generelt prisfald i Europa. Kunder og forretningsdrivende kan nu let sammenligne priser, og når euroen i 2002 kommer i omløb i form af sedler og mønter, bliver det endnu lettere. Det forventes at prisforskellene for det samme produkt i forskellige dele af Europa vil blive udjævnet.
. . . mødt med forbehold af andre
Mod alt dette indvender kritikerne at euroen vil lægge Europas økonomi i spændetrøje, indskrænke dens smidighed og hæmme dens vækst. De forudsiger at en enerådende valuta vil øge arbejdsløsheden, lokke spekulanter til at angribe pengemarkedet og skabe politiske spændinger. Der har allerede været gnidninger mellem for eksempel Tyskland og Frankrig i anledning af spørgsmålet om hvem der skulle lede Den Europæiske Centralbank, som fører tilsyn med euroen. Og flere krusninger kan imødeses når de enkelte EU-lande søger at sætte dagsordenen.
Nogle EU-lande trækkes for tiden med rekordhøj ledighed, som i brede kredse tilskrives nedskæringer i de offentlige udgifter og skatteforhøjelser som har været påkrævet for at leve op til møntunionens kriterier. Over hele Europa protesteres der mod de finanspolitiske stramninger der gør indhug i offentlig forsorg, pension og sundhedsvæsen. Hvor længe holder den stramme økonomiske disciplin? Kunne nogle lande føle sig fristet til at lempe restriktionerne en smule når euroen er slået igennem? Kunne en slap politik betyde undergang for den europæiske enhedsvaluta?
Andre henleder opmærksomheden på den affektionsværdi en national valuta har. Mange betragter møntenheden som mere end et betalingsmiddel, som noget der er kædet sammen med landets historie og har lige så stor symbolværdi som flaget. Valutaen er udtryksform for borgernes indtjening, budget, handel og opsparing. Tyskerne får halveret beløbsangivelsen på deres bankkonti når de går over til euroen, og italienerne får deres reduceret til en totusindedel når liren bliver afskaffet. Ifølge en undersøgelse bliver overgangen til euroen „traumatisk“ for mange europæere.
Kan alle skæres over én kam?
Nogle økonomer i EU og USA fremhæver at mens der er bred politisk tilslutning til en fælles mønt, er Europas økonomier uensartede, indbyggerne føler sig knyttet til deres respektive nationer, og kulturelt er de væsensforskellige. Modsat amerikanerne er europæerne derfor mindre tilbøjelige til at flytte langt væk hvis de får brug for at søge nyt arbejde. Nogle eksperter mener at denne opdeling berøver eurolandene de midler til at afbøde ugunstige konjunkturer der er forudsætningen for at have fælles økonomi og dermed fælles valuta.
Kritikere påpeger at en fælles valuta fratager de enkelte regeringer deres fleksibilitet når de skal tage sig af økonomiske problemer. De hævder at euroen kommer til at forskyde magten fra medlemslandene til den nye Europæiske Centralbank i Frankfurt am Main. Det vil forstærke kravet om at samordne beskatningsreglerne og andre økonomiske dispositioner på hele kontinentet. Ifølge kritikerne vil de udøvende og lovgivende forsamlinger i Bruxelles og Strasbourg tiltage sig mere magt. Og Maastricht-traktaten lægger faktisk op til en politisk union der i sidste instans skal varetage udenrigs- og forsvarspolitik såvel som økonomi og socialpolitik. Kommer det til at forløbe gnidningsløst og uproblematisk? Det kan kun tiden vise.
„Et hasardspil med høj indsats“
I mellemtiden er pengeinstitutter og supermarkeder i gang med at gøre klar til euroen ved at tilbyde at føre konto i den nye valuta og skilte med priser i euro ved siden af den lokale møntenhed. Hensigten er at det skal gå så glat som muligt med at indføre euroen i 2002. Et populært fransk blad har allerede uddelt over 200.000 lommeregnere der er programmeret til at omregne franc til euro og omvendt.
Bliver euroen en dag lige så stærk en valuta som den amerikanske dollar? Efter manges mening får USA mindre frit spil inden for verdensøkonomien når euroen er slået an. De forudsiger at euroen bliver en global reservemøntenhed på lige fod med dollaren. Jill Considine fra New Yorks Afregningskontor udtaler: „Der bliver nye konkurrencebetingelser.“
Hvordan tegner euroens fremtid sig? Den tyske redaktør Josef Joffe sammenligner overgangen til en fælles valuta med at „Europa slår plat eller krone“, og kalder foretagendet „et hasardspil med høj indsats“. Han tilføjer: „Hvis det går galt, er meget af det som Europa har udrettet i de sidste 50 år, forspildt.“ Den franske finansminister talte på mange europæeres vegne da han sagde: „Der hersker stor optimisme og stor frygt.“
[Fodnote]
a Flere oplysninger om De Europæiske Fællesskaber findes i Vågn op! for 22. maj 1979, side 4-8, og 22. december 1991, side 20-24.
[Ramme på side 14]
Fakta om euroen
En euro får cirka samme værdi som en amerikansk dollar
Eurosedler bliver udstedt med syv pålydender: 5, 10, 20, 50, 100, 200 og 500 euro
Eurosedlerne forsynes på den ene side med et Europakort prydet med nogle repræsentative broer og på den anden side med stiliserede vinduer eller portaler
Pengesedlerne påtrykkes betegnelserne „EURO“ og „ΕΥΡΩ“ med henholdsvis latinsk og græsk skrift
Euromønter bliver præget med otte pålydender: 1, 2, 5, 10, 20 og 50 cent, foruden 1 og 2 euro
Mønternes ene side bliver prydet med et almengyldigt europæisk symbol, og den anden side med et nationalt symbol
[Kort på side 13]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Den europæiske union
STORBRITANNIEN
DANMARK
SVERIGE
GRÆKENLAND
Nuværende deltagerlande i møntunionen
IRLAND
PORTUGAL
SPANIEN
BELGIEN
FRANKRIG
HOLLAND
TYSKLAND
LUXEMBOURG
FINLAND
ØSTRIG
ITALIEN
[Kildeangivelse på side 12]
Alle valutaillustrationer på side 12-14: © European Monetary Institute