Få et godt liv trods en manglende legemsdel

„BJERGBESTIGER igen på toppen,“ erklærede en avis da Tom Whittaker nåede toppen af Mount Everest. Mange har besteget dette høje bjerg før, men Tom Whittaker er den første der har gjort det selv om han har mistet en fod. Whittaker mistede foden ved et trafikuheld, men ved hjælp af en kunstig fod, en protese, kunne han genoptage sin sport. Lignende anordninger hjælper tusinder der har fået amputeret en legemsdel, til at leve et godt liv. Det er ikke længere usædvanligt at se folk der har mistet en legemsdel, løbe sprint, spille basketball eller køre på cykel.

Førhen bestod kunstige ben og hænder af primitive træstykker og jernkroge. Men efterhånden som tusinder blev lemlæstet i krige, skete der forbedringer. Ikke overraskende er det en militærlæge, franskmanden Ambroise Paré fra det 16. århundrede, som har fået æren for at have opfundet de første egentlige proteser. I forbindelse med moderne proteser bruges der hydraulik, avancerede knæled, bøjelige fødder af kulfiber, silikone, plast og andre højteknologiske produkter som hjælper folk til at gå mere naturligt og på en mere komfortabel måde end man nogen sinde havde drømt om. Fremskridt inden for mikroelektronikken har gjort det muligt for patienter at bevæge kunstige arme og hænder mere naturligt. Proteser er også blevet mere naturtro. Mange moderne kunstige lemmer har fingre og tæer, og nogle ser ud som om de har årer. En fotomodel der mistede et ben på grund af kræft, fik en protese der var så naturtro at hun kunne fortsætte sit modelarbejde.

En positiv indstilling

Psykolog Ellen Winchell siger dog advarende: „Når man gennemgår en krise som den en amputation medfører, er det en voldsom belastning for hele ens tilværelse, både fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt.“ Tag for eksempel William, der mistede et ben på grund af koldbrand efter en skade. Han siger: „Nøglen til at klare udfordringer er at have en positiv indstilling. Jeg har aldrig betragtet mit handicap som et handicap. I stedet har jeg bevaret en positiv indstilling til de forandringer ulykken har medført.“ Ellen Winchell, som selv har fået foretaget en amputation, er af samme mening. Hun siger at folk med et optimistisk livssyn har nemmere ved at acceptere tabet af en legemsdel end pessimister. Som Bibelen siger, er ’et hjerte der fryder sig, god medicin’. — Ordsprogene 17:22.

Vågn op! har talt med en række kristne som har lært at leve med at de mangler en legemsdel. De fleste gav udtryk for at man ikke skal være forlegen over eller prøve at skjule sit handicap. „Det ville genere mig mere hvis andre følte at det var noget man ikke måtte tale om,“ siger Dell, som har mistet sit venstre ben fra knæet og nedefter. „Det får efter min mening blot folk til at føle sig ilde til mode.“ Hvis man for eksempel mangler højre hånd og bliver præsenteret for nogen, bør man ifølge visse eksperter ikke holde sig tilbage fra at hilse på vedkommende med venstre hånd. Og hvis nogen spørger angående protesen, er det godt at tale åbent om den. At have en afbalanceret holdning til sit handicap hjælper andre til at slappe af. Som regel vil samtalen ret hurtigt skifte over til andre emner.

Der er „en tid til at le“. (Prædikeren 3:4) En kvinde der har mistet en hånd, siger: ’Bevar frem for alt din humoristiske sans. Det er vigtigt at huske at den måde vi betragter os selv på, i høj grad er bestemmende for hvordan andre betragter os.’

„En tid til at græde“

Dells første reaktion på at have mistet et ben var: „Det hele er håbløst. Livet er forbi.“ Både Florindo og Floriano mistede lemmer som følge af landminer i Angola. Florindo siger at han græd i tre dage. Floriano måtte også kæmpe med sine følelser. „Jeg var kun 25 år da det skete,“ skriver han. „Den ene dag kunne jeg klare det hele, den næste dag kunne jeg ikke engang rejse mig. Jeg var deprimeret og nedslået.“

Der er „en tid til at græde“. (Prædikeren 3:4) Det er kun naturligt at gennemleve en periode med sorg når man har lidt et alvorligt tab. (Jævnfør Dommerbogen 11:37; Prædikeren 7:1-3.) „For at forvinde sorgen må man gennemgå en sorgproces,“ skriver Ellen Winchell. At give udtryk for sine følelser over for en forstående tilhører kan ofte være til stor hjælp. (Ordsprogene 12:25) Men sorgprocessen vil ikke fortsætte for evigt. Nogle kan i en periode blive følelsesmæssigt ustabile, kritiske, ængstelige eller indesluttede efter at have mistet en legemsdel, men disse følelser glider som regel i baggrunden med tiden. Hvis det ikke er tilfældet, lider vedkommende måske af en depression, en lidelse der sædvanligvis kræver lægebehandling. Familie og venner bør være vågne over for tegn på at vedkommende har behov for en sådan hjælp.a

W. Mitchell, som er lam i begge ben, skriver: „Vi har alle brug for andres omsorg. Der er næsten ingen grænser for hvad man kan klare når blot man er omgivet af et netværk af venner og familie, mens et mindre tilbagefald kan tage modet fra en der prøver at kæmpe sig gennem livet alene. Venskaber kommer ikke af sig selv. De skal opdyrkes og plejes, ellers visner de.“ — Jævnfør Ordsprogene 18:24.

Få et godt liv trods en manglende legemsdel

Russell blev for eksempel født med kun den øverste del af det venstre ben. I en alder af 78 dyrker han stadig regelmæssig motion og lever et indholdsrigt liv selv om han nu må bruge stok. Russell, der er munter af natur, fortæller at han i mange år har haft tilnavnet Happy (Glad).

Douglas, som mistede et ben under den anden verdenskrig, går ved hjælp af en protese. Som et af Jehovas vidner har han i de sidste seks år haft den glæde at være pioner, eller heltidsforkynder. Og kan du huske Dell, som mente at livet var slut da han mistede sit ben? Han fører også en tilfredsstillende tilværelse som pioner og er i stand til at forsørge sig selv.

Men hvordan klarer sådanne patienter sig i fattige og krigshærgede lande? Verdenssundhedsorganisationen siger: „Kendsgerningerne i dag viser at kun en lille procentdel af folk med handicap får hjælp.“ Mange må bruge stok eller primitive krykker for at komme omkring. Undertiden er der dog hjælp at få. Floriano og Florindo der blev ramt af landminer i Angola, fik begge en protese gennem Internationalt Røde Kors og den schweiziske regering. Floriano glæder sig over at virke som menighedstjener i Jehovas Vidners lokale menighed, og Florindo er ældste og heltidsforkynder.

En forening for handicappede har rammende sagt: „De eneste der er handicappede, er dem der har mistet modet.“ Interessant nok har Bibelen hjulpet mange handicappede til at holde modet oppe. Dell siger: „Det var en kolossal hjælp at lære sandheden at kende mens jeg var ved at komme mig.“ Russell fastslår: „Mit bibelske håb har altid hjulpet mig gennem vanskeligheder.“ Hvilket håb er det Bibelen stiller i udsigt for dem der har mistet en legemsdel?

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

Fantomsmerter

Fantomfornemmelse er fornemmelsen af at den amputerede legemsdel stadig er der. Det er et normalt fænomen hos patienter efter amputation og kan føles så tydeligt at en pjece advarer: „Vær opmærksom på fantomfornemmelser når du står ud af sengen eller rejser dig fra en stol uden at have protesen på. Kig altid ned for at minde dig selv om at din fod ikke er der.“ En patient som havde mistet begge ben, ville rejse sig for at give sin læge et håndtryk, men faldt på gulvet i stedet.

Et andet problem er fantomsmerter. Det er en reel smerte der synes at komme fra en amputeret legemsdel. Fantomsmerternes intensitet, type og varighed varierer fra person til person. Heldigvis aftager både fantomfornemmelser og fantomsmerter som regel med tiden.

[Illustration på side 6]

Moderne proteser gør livet mere fornøjeligt for mange handicappede

[Kildeangivelse]

Foto: Med tilladelse af RGP Prosthetics

[Illustration på side 7]

Det er normalt at sørge over et alvorligt tab

[Illustration på side 8]

Mange der mangler en legemsdel, lever alligevel et meningsfyldt liv