Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g99 22/6 s. 3-5
  • Har universet haft en begyndelse?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Har universet haft en begyndelse?
  • Vågn op! – 1999
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Vidnesbyrd om en begyndelse
  • Betydningen af disse vidnesbyrd
  • Et univers fyldt med overraskelser
    Vågn op! – 2009
  • Vort ærefrygtindgydende univers — et produkt af tilfældigheder?
    Vågn op! – 2000
  • Hvad vi kan lære af universet
    Vågn op! – 1992
  • Det ærefrygtindgydende univers
    Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?
Se mere
Vågn op! – 1999
g99 22/6 s. 3-5

Har universet haft en begyndelse?

OP GENNEM tiden har mange med stor forundring betragtet den funklende stjernehimmel. Den uendelighed og ærefrygtindgydende skønhed der præger vores univers, virker overvældende på os. Hvem eller hvad står bag? Hvorfor er det her? Har universet eksisteret altid, eller har det haft en begyndelse?

David L. Block, som er professor i astronomi, har skrevet: „At universet ikke har eksisteret evigt — at det har haft en begyndelse — har ikke altid været erkendt.“ I de seneste årtier har vidnesbyrdene tvunget de fleste som udforsker universet, til at tro at det har haft en begyndelse. U.S.News & World Report skrev i 1997: „Stort set alle astrofysikere mener i dag at universet opstod som følge af en voldsom eksplosion (big bang-modellen), der udslyngede stof i alle retninger.“

Robert Jastrow, som er professor i astronomi og geologi ved Columbia University i USA, har om denne alment anerkendte konklusion skrevet: „Kun få astronomer kunne have forudset at denne begivenhed — universets pludselige fødsel — ville blive et bevist videnskabeligt faktum. Men iagttagelser af himmelen gjort ved hjælp af teleskoper har tvunget dem til at drage denne konklusion.“

Er „universets pludselige fødsel“ virkelig „et bevist videnskabeligt faktum“? Lad os se på de vidnesbyrd som har ført til denne konklusion.

Vidnesbyrd om en begyndelse

Albert Einsteins almene relativitetsteori, som blev fremsat i 1916, sagde indirekte at universet enten udvidede sig eller trak sig sammen. Den idé var imidlertid klart i modstrid med tanken om at universet var statisk, en opfattelse som dengang var almindeligt udbredt, og som Einstein også selv havde på det tidspunkt. Han indførte derfor hvad han kaldte „en kosmologisk konstant“ i sine beregninger. Det blev gjort i et forsøg på at tilpasse relativitetsteorien til den udbredte tro på at universet var statisk og uforanderligt.

I 1920’erne hobede der sig imidlertid så mange nye vidnesbyrd op at det fik Einstein til at kalde sin tilpasning af relativitetsteorien for „sit livs største fejltagelse“. Opstillingen af det kolossale 254-centimeters teleskop på Mount Wilson i Californien gjorde det muligt at indsamle sådanne vidnesbyrd. De iagttagelser man i 1920’erne gjorde ved hjælp af dette teleskop, beviste at universet udvider sig.

Tidligere kunne de største teleskoper man havde, kun identificere enkelte stjerner i vores egen galakse, Mælkevejen. Der var ganske vist observatører som havde bemærket nogle lysende tågeklatter som man kaldte stjernetåger, men den almindelige opfattelse var at der var tale om gasskyer i vores egen galakse. Ved hjælp af det langt kraftigere Mount Wilson-teleskop identificerede Edwin Hubble imidlertid enkelte stjerner i disse stjernetåger. De lysende tågeklatter blev til sidst identificeret som galakser svarende til vores egen Mælkevej. I dag anslås det at der findes mellem 50 og 125 milliarder galakser, som hver består af op til flere hundrede milliarder stjerner.

I slutningen af 1920’erne opdagede Hubble at galakserne er på vej væk fra os, og at de fjerner sig med større hastighed jo længere borte de befinder sig. Astronomerne kan beregne den hastighed hvormed en galakse fjerner sig fra os, ved hjælp af en spektrograf som måler spektret af det lys der kommer fra stjernerne. Lys fra fjerntliggende stjerner ledes gennem et prisme som opløser lyset i dets forskellige farvekomponenter.

Lys fra en genstand som bevæger sig væk fra iagttageren, er rødligt og kaldes rødforskudt. Lys fra en genstand der nærmer sig, kaldes tilsvarende blåforskudt. Det er bemærkelsesværdigt at alle kendte galakser, bortset fra nogle få som befinder sig tæt på os, har rødforskudte spektrallinjer. Det er på den måde forskerne kan konstatere at universet udvider sig på ordnet vis. Den hastighed hvormed udvidelsen foregår, kan afgøres ved at måle graden af spektrallinjernes rødforskydning.

Hvilken konklusion har erkendelsen af universets udvidelse ført til? En forsker bad folk om at tænke på det modsatte af en udvidelse. Han bad dem forestille sig at de så en film af det ekspanderende univers blive vist bagfra, så tilskueren blev vidne til universets tidligere historie. Hvis man forestiller sig det, ville man i stedet se universet trække sig sammen, og til sidst ville det hele vende tilbage til det samme udgangspunkt.

I sin bog Kosmiske tanker — Om sorte huller og babyuniverser, udgivet i 1993, har den fremtrædende fysiker Stephen Hawking konkluderet „at videnskaben kunne forudsige, at universet måtte have haft en begyndelse“.

Men for nogle få år siden var der mange som ikke mente at universet havde en begyndelse. Den berømte videnskabsmand Fred Hoyle mente ikke at universet er blevet til ved det som han lidt nedsættende kaldte ’et stort brag’. Han hævdede blandt andet at det, såfremt en sådan dynamisk begyndelse havde fundet sted, måtte være en begivenhed der kunne spores et eller andet sted i universet. Der burde være spor af strålingen i rummet, et genskin så at sige. Hvad afslørede forskernes søgen efter en sådan baggrundsstråling?

I The New York Times for 8. marts 1998 stod der at „astronomerne Arno Penzias og Robert Wilson omkring 1965 opdagede den allestedsnærværende kosmiske baggrundsstråling, resterne af den oprindelige eksplosion“. Artiklen tilføjede: „Tilsyneladende er big bang-modellen blevet endeligt bekræftet.“

I årene efter Arno Penzias’ og Robert Wilsons opdagelse rejste nogle imidlertid spørgsmålet om hvorfor man, hvis big bang-modellen var korrekt, ikke havde observeret små uregelmæssigheder i strålingens intensitet. Hvis der skulle kunne dannes galakser, måtte universet have haft køligere og tættere områder hvor stoffet kunne samle sig. De forsøg Arno Penzias og Robert Wilson foretog fra Jordens overflade, afslørede imidlertid ikke sådanne uregelmæssigheder.

I november 1989 blev satellitten Cosmic Background Explorer (COBE) derfor sendt ud i det ydre rum af rumfartsorganisationen NASA i USA. De opdagelser denne satellit gjorde, blev betegnet som storslåede. Professor Block forklarede: „Den svage mikrobølgestråling som blev målt af et differential-mikrobølgeradiometer (Differential Microwave Radiometer) om bord på COBE, var de samme bølgebevægelser som for milliarder af år siden førte til dannelsen af galakserne, og som har sat deres præg på vort kosmos.“

Betydningen af disse vidnesbyrd

Hvad kan vi udlede af det faktum at universet havde en begyndelse? Robert Jastrow har sagt: „Man kan kalde det big bang, men det er lige så præcist at kalde det selve skabelsesøjeblikket.“ Arno Penzias, som var med til at opdage universets baggrundsstråling, sagde: „Astronomien leder os tilbage til en unik begivenhed, et univers som blev frembragt af intet.“ COBE-satellittens holdleder, George Smoot, har bemærket: „Det vi har fundet, er et vidnesbyrd om universets fødsel.“

Hvis universet havde en begyndelse, eller blev skabt, er det så rimeligt at konkludere at der også må have været en „Begynder“ eller Skaber som har frembragt det? Det er der mange der mener. George Smoot sagde om de opdagelser man gjorde ved hjælp af COBE: „Det er som at se Guds ansigt.“

Der er selvfølgelig millioner af mennesker som uden de seneste årtiers videnskabelige vidnesbyrd har troet på Bibelens indledende ord: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mosebog 1:1.

Det er dog ikke alle der ønsker at anerkende dette enkle bibelske udsagn. Fysikeren Stephen Hawking har udtalt: „Mange forskere kunne ikke lide tanken om at universet havde en begyndelse, et skabelsesøjeblik.“ Michael J. Behe har sagt at de „ikke brød sig om de konsekvenser teorien havde ud over de rent videnskabelige og arbejdede ihærdigt på at udvikle alternative teorier“.

Spørgsmålet er altså: Opstod universet af sig selv? Skete det blot tilfældigt, eller blev det skabt af en intelligent Skaber? Vidnesbyrdene i den følgende artikel kaster mere lys over disse spørgsmål.

[Illustrationer på side 4]

Mount Wilsons teleskop var med til at vise at universet havde en begyndelse

[Kildeangivelse]

Observatoriet tilhørende Carnegie Institution of Washington

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del