Strudsen — den flyver ikke, men er en imponerende sprinter

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I KENYA

BLANDT girafferne, zebraerne, gnuerne og gazellerne der strejfer om på den vidtstrakte afrikanske savanne, opholder der sig nogle af de mest bemærkelsesværdige dyr Skaberen nogen sinde har udtænkt. Folk der ser dem, fyldes med ærefrygt på grund af deres størrelse, højde, kraftige ben og smukke, dunede fjer. Med en højde på godt to og en halv meter og en vægt der kan komme op på 155 kilo, er disse fugle de største der findes. På swahili hedder de mbuni, men vi kender dem nok bedre under betegnelsen strudse.

Som en stoltserende kamel

For længe siden gav man strudsen navnet Struthio camelus, som er en kombination af latin og græsk og henviser til en angivelig lighed med kameler. Ligesom kamelen, tåler strudsen høje temperaturer og trives bedst i ørkenlignende områder. Den har også kraftige øjenvipper, der beskytter dens store øjne mod savannens støv. Dens ben er lange og senede, og dens fødder er stærke og kødfulde og har kun to tæer. Når man ser strudsen stoltsere omkring på de åbne sletter, forbløffes man over dens smidighed, udholdenhed og andre egenskaber der også er karakteristiske for kamelen.

Strudsen græsser blandt hovdyrene og æder næsten alt hvad der rører på sig. Ja, strudsen er altædende, og i dens måltider indgår ikke kun insekter, slanger, gnavere, rødder og de fleste planter, nej, den sluger også træ, skaller, stokke og sten og næsten enhver tingest med stærke farver.

På grund af sin betydelige vægt og størrelse kan den ikke flyve. Men takket være sine stærke, muskuløse ben tæller den blandt verdens hurtigste dyr. Når den løber hen over steppen, kan den nå hastigheder på op til 65 kilometer i timen. Strudsen „ler ad hest og rytter,“ som der står i Bibelen. (Job 39:18) Og rigtignok kan denne tobenede sprinter med lethed løbe fra mange af de hurtigste firbenede rovdyr fordi den er så rapfodet og udholdende over lange distancer.

Redebygning

I yngletiden foretager strudsehannen en kunstfærdig parringsopvisning. Hannen knæler for hunnen og breder sine store sort-hvide vingefjer ud og begynder at ryste dem rytmisk idet den bevæger dem fra side til side som to enorme vifter. Dens nøgne hals og ben begynder at rødme så deres stærke lyserøde farve står i smuk kontrast til de ravnsorte kropsfjer. Imens den svajer sin lange hals fra side til side, stamper den i jorden med sine fødder.

Højst sandsynligt er det meningen at denne kunstfærdige opvisning af fjerklædt finesse skal imponere den gråbrune og mere kedeligt udseende hun. Men alt imens hannen fortsætter sin parringsdans, går hunnen som oftest rundt og pikker i jorden og er helt uanfægtet af postyret omkring hende.

Så snart hannen har udvalgt en hun, vælger den en redeplads. Den skraber en fordybning i støvet et eller andet sted på den åbne savanne og fører flere hunner hen til den. Efter to-tre uger har disse hunner lagt godt en snes æg i reden.

I de seks uger som det tager at udruge æggene, sidder hannen på reden om natten og en af hunnerne klarer opgaven om dagen. På dette tidspunkt er æggene sårbare og efterstræbt af sultne løver, hyæner, sjakaler og ådselgribbe. Gribbene bryder hul på æggene ved at kaste sten mod deres skal.

Enorme æg, kæmpeunger

De grå-hvide eller flødefarvede strudseæg er verdens største og kan godt veje omkring halvandet kilo hver. Skallen er hård og blank og har en glat, porcelænsagtig overflade. Hvert æg svarer til 25 hønseæg, og strudseæggene er højt skattede for deres nærende indhold og dejlige smag. Buskmænd bruger nogle gange de tomme skaller som vandbeholdere.

Når det enorme æg udklækkes, kommer der en kæmpestor unge ud. De nyudklækkede unger er forsvarsløse, men de vokser hurtigt og er de fødte løbere. Inden for en måned bærer deres kraftige ben dem af sted med hastigheder der nærmer sig 55 kilometer i timen.

Det er forældrene der tager sig af ungernes beskyttelse. At strudsen stikker hovedet i busken når den møder en fare, er en myte. Tværtimod kan forældrene blive vildt aggressive når de for at beskytte deres yngel jager rovdyr bort med kraftige spark. En anden forsvarstaktik de bruger, er at distrahere rovdyret ved at lade som om de er sårede; på den måde leder de opmærksomheden hen på sig selv og bort fra deres unger. Men når rovdyret kommer for tæt på, stikker de af og løber for livet. Ungerne lader de klare sig selv. I den forbindelse har det vist sig at være sandt hvad der står i Bibelen, nemlig at „den behandler sine unger hårdt, som om de ikke var dens egne“. — Job 39:16.

En yppig fjerdragt

I årtusinder har mennesker beundret strudsen. Udhuggede billeder viser fortidens ægyptiske konger på strudsejagt med bue og pil. Nogle kulturer betragtede strudsen som hellig. Kineserne satte pris på de dejligt symmetriske strudseæg og brugte dem som værdifulde gaver til herskere. I årtusinder har yppige, bløde strudsefjer prydet generalers, kongers og afrikanske høvdingers hovedbeklædning.

I det 14. århundrede satte modebevidste europæere stor pris på strudsefjer. Men det var ikke så let at jage strudsen med bue og pil eftersom den har et skarpt syn og hastigt undslipper faren. Dengang var strudsen ikke i fare for at uddø.

I det 19. århundrede kom strudsefjer atter på mode. Denne gang var jægerne udrustet med moderne våben og nedslagtede strudse i millionvis. Strudsefarmenes fremkomst har sandsynligvis reddet de enorme ikkeflyvende fugle fra at uddø. Nu er strudsene blevet husdyr og opdrættes i fangenskab for at frembringe fjer til modetøj og fjerkoste. Deres skind forarbejdes til bløde læderhandsker og håndtasker, og deres kød serveres på restauranter.

I dag strejfer den prægtige struds stadig om på Afrikas sletter. Dens bosted er blevet væsentligt indskrænket i forhold til tidligere, og i nogle områder er den uddød, men den opholder sig fortsat på den øde og tørre savanne, som den foretrækker. Der kan man se den fare hen over sletterne med sine store, bølgende fjer, i færd med at udføre sin parringsdans eller med at vogte sin rede med de kæmpemæssige æg. Denne hurtigløbende, ikkeflyvende fugl er endnu en fascinerende vinget skabning der vækker fryd og forundring hos dem der ser den.

[Illustration på side 16]

En strudsehan

[Illustration på side 16, 17]

Strudsene er blandt de hurtigste skabninger i verden

[Illustration på side 16, 17]

Deres fødder kan være effektive våben

[Illustration på side 18]

En strudsehun