Menneskets søgen efter sin skæbne

HVORFOR er skæbnetroen så udbredt? Op gennem historien har mennesket søgt at løse livets mysterier og at forstå begivenhedernes gang. Historikeren Helmer Ringgren siger: „Det er her begreberne ’gud’, ’skæbnen’ og ’tilfældet’ dukker op, afhængigt af om begivenhederne skyldes en personlig kraft, en upersonlig orden eller slet ingen form for orden.“ Historien er fyldt med trosopfattelser, folkesagn og myter der er forbundet med skæbnetroen.

Assyriologen Jean Bottéro siger: „Vores kultur er i stor udstrækning formet af den mesopotamiske civilisation.“ Han tilføjer at det er i fortidens Mesopotamien og Babylonien at vi finder „menneskeslægtens ældst kendte reaktioner på og betragtninger angående det overnaturlige, den ældste identificerbare religiøse struktur“. Det er også her vi finder oprindelsen til skæbnetroen.

Skæbnetroens udspring

I Mesopotamiens gamle ruiner, i det område der nu kaldes Irak, har arkæologer fundet nogle af de ældste kendte skrifter. Tusinder af kileskrifttavler giver os et klart billede af livet i oldtidens Sumer og Akkad og i den berømte by Babylon. Ifølge arkæologen Samuel N. Kramer var sumererne „bekymrede over lidelserne i verden, i særdeleshed deres temmelig gådefulde årsager“. Deres søgen efter svar førte til skæbnetroen.

Arkæologen Joan Oates siger i sin bog Babylon at „hver babylonier havde sin egen personlige gud eller gudinde“. Babylonierne mente at guderne „bestemte alle menneskers skæbne, både kollektivt og som enkeltpersoner“. Ifølge Kramer troede sumererne at „de guder der styrede kosmos, udtænkte og indførte ondskab, løgn og vold som en integreret del af civilisationen“. Skæbnetroen var en meget udbredt og agtet lære.

Babylonierne mente at det var muligt at få oplysning om gudernes planer ved hjælp af spådomskunst — „en teknik hvorved de kunne kommunikere med guderne“. Spådomskunst indebar at man søgte at forudsige fremtiden ved at iagttage og tyde genstande og begivenheder. Ofte blev drømme, indvolde og dyrs adfærd undersøgt. (Jævnfør Ezekiel 21:21; Daniel 2:1-4.) Uventede eller usædvanlige hændelser som man mente var en forudsigelse af fremtiden, blev optegnet på lertavler.

Den franske orientalist Édouard Dhorme siger: „Så langt som man kan gå tilbage i Mesopotamiens historie, finder man sandsigere og spådomskunst.“ Spådomskunst var en uadskillelig del af livet. Professor Bottéro siger at „alt blev betragtet som mulige varsler . . . Hele det fysiske univers blev brugt som materiale hvorfra man efter et omhyggeligt studium kunne få oplysninger om fremtiden.“ Mesopotamierne gjorde i udstrakt grad brug af astrologi som et middel til at forudsige fremtiden. — Jævnfør Esajas 47:13.

Babylonierne brugte desuden terninger eller lodder i forbindelse med deres spådomskunst. Deborah Bennett skriver i sin bog Randomness at de blev brugt for at „mindske muligheden for menneskelig indblanding og derved give guderne en tydelig kanal hvorigennem de kunne tilkendegive deres vilje“. Gudernes beslutninger blev dog ikke betragtet som ufravigelige. Man kunne få hjælp til at undgå en ond skæbne ved at bønfalde guderne.

Skæbnetroen i oldtidens Ægypten

I det 15. århundrede før vor tidsregning eksisterede der nære forbindelser mellem Babylonien og Ægypten. Den kulturelle udveksling mellem disse lande indbefattede religiøse skikke der var forbundet med skæbnetroen. Hvorfor antog ægypterne denne lære? John R. Baines, der er professor i ægyptologi ved Oxford-universitetet, siger: „En stor del af [Ægyptens] religion drejede sig om at forstå og reagere på det uforudsigelige og ulykkelige.“

Blandt Ægyptens mange guder blev Isis beskrevet som „livets og skæbnens herskerinde“. Ægypterne brugte også spådomskunst og astrologi. (Jævnfør Esajas 19:3.) En historiker siger: „Den opfindsomhed de udviste i forbindelse med at spørge guderne til råds, kendte ingen grænser.“ Men Ægypten var ikke den eneste kultur der lånte skæbnetroen fra Babylon.

Grækenland og Rom

I religiøs henseende „undgik det gamle Grækenland ikke den omfattende og stærke påvirkning fra Babylonien,“ siger Jean Bottéro. Professor Peter Green forklarer hvorfor skæbnetroen blev så udbredt i Grækenland: „I en usikker verden, hvor man i stigende grad var utilbøjelig til at tage ansvaret for sine handlinger og ofte følte sig som en marionetdukke der blev styret af en uudgrundelig og ubøjelig skæbnes krav, var guddommelige orakelkendelser [den skæbne guderne bestemte] en måde hvorpå man kunne få sin fremtid afstukket. Dét skæbnen havde bestemt, kunne forudsiges, forudsat at man havde specielle evner eller en særlig indsigt. Det var måske ikke altid det man ønskede at høre, men man stod i det mindste stærkere når man var forberedt på en fare.“

Skæbnetroen beroligede folk angående fremtiden, men den blev også brugt i en mere underfundig hensigt, nemlig som et middel til at holde masserne nede. „Troen på at verden var fuldstændig styret af forsynet, virkede derfor tiltalende på herskerklassen,“ siger historikeren F. H. Sandbach.

Professor Green forklarer dette nærmere idet han siger at skæbnetroen „var en moralsk, teologisk og semantisk retfærdiggørelse af den bestående sociale og politiske samfundsorden: den var det mest magtfulde og det mest snedige middel til bevarelse af magten som den hellenistiske herskende klasse nogen sinde havde udtænkt. Alt hvad der skete, var, ifølge denne tanke, bestemt til at skulle ske; og eftersom naturen var menneskene gunstigt stemt, måtte det der var bestemt til at skulle ske, være til alles bedste.“ I virkeligheden var skæbnetroen med til at „retfærdiggøre hensynsløs egeninteresse“.

Et tydeligt vidnesbyrd om at skæbnetroen var almindeligt anerkendt, ses i den græske litteratur. Blandt de oldgræske litteraturgenrer finder man eposet, sagnfortællingen og tragedien, i hvilke skæbnetroen spillede en nøglerolle. Ifølge den græske mytologi var menneskets skæbne repræsenteret af tre gudinder kaldet moirerne. Klotho spandt livstråden, Lachesis bestemte trådens længde, og Atropos klippede tråden over når tiden var udløbet. Romerne havde en lignende triade af guder som de kaldte parcerne.

Da romerne og grækerne var ivrige efter at kende deres ’skæbne’, lånte og videreudviklede de den babyloniske astrologi og spådomskunst. Romerne kaldte de begivenheder der blev brugt til at forudsige fremtiden, for portenta, eller tegn. De budskaber som kunne udledes af disse tegn, blev kaldt omina. I det tredje århundrede før vor tidsregning havde astrologien vundet stor udbredelse i Grækenland, og i år 62 f.v.t. så det tidligst kendte græske horoskop dagens lys. Om grækernes store interesse for astrologi siger professor Gilbert Murray: „Astrologien overfaldt den hellenistiske ånd, som en sygdom overfalder beboerne på en fjern ø.“

I deres forsøg på at kende fremtiden gjorde grækerne og romerne udstrakt brug af orakler og medier hvorigennem guderne mentes at meddele sig til menneskene. (Jævnfør Apostelgerninger 16:16-19.) Hvilken indvirkning fik denne opfattelse på folk? Filosoffen Bertrand Russell siger: „Frygten [tog] håbets plads. Livets mål blev snarere at undgå ulykke end at opnå noget positivt gode.“ Lignende tanker gav anledning til kontroverser i kristenheden.

„Kristne“ debatter om skæbnetroen

De første kristne levede i en verden hvor de græske og romerske forestillinger om skæbnen var fremherskende. De såkaldte kirkefædre var stærkt påvirket af sådanne græske filosoffer som Aristoteles og Platon. Et af de problemer de søgte at løse, var: Hvordan kan dét at Gud er alvidende og almægtig, den „der fra begyndelsen fortæller om enden“, harmonere med at han er en kærlig Gud? (Esajas 46:10; 1 Johannes 4:8) Hvis Gud fra begyndelsen kendte enden, ræsonnerede de, ville han jo på forhånd have vidst at mennesket ville synde, og hvilke katastrofale følger det ville få.

Origenes, en af de mest produktive oldkristne forfattere, lagde stor vægt på tanken om den frie vilje. Han skrev: „Der er i sandhed utallige passager i Bibelen som tydeligt viser at der findes en fri vilje.“

Origenes sagde at dét at tillægge en ydre kraft ansvaret for ens handlinger „hverken er i overensstemmelse med sandheden eller med fornuften, men at det fremføres af dem der ønsker at ødelægge tanken om den frie vilje“. Origenes fremførte det argument at selv om Gud på forhånd kender begivenhedernes rækkefølge, betyder det ikke at det er ham der lader begivenhederne ske, eller at en begivenhed er noget som nødvendigvis må ske. Ikke alle var dog enige med ham heri.

Augustin (354-430 e.v.t.), en af de førende kirkefædre, gjorde diskussionen endnu mere indviklet ved at nedtone den rolle den frie vilje spiller i begivenhedernes gang. Augustin skabte det teologiske grundlag hvorpå nogle retninger i kristenheden bygger deres lære om prædestination. Hans værker, især De libero arbitrio, skabte megen debat i middelalderen. Debatten nåede sit højeste under reformationen, hvor kristenhedens kirker var stærkt splittede på grund af prædestinationslæren.a

En udbredt opfattelse

Skæbnetroen findes dog ikke kun i Vestens religioner. Når der indtræffer en ulykke, udtrykker mange muslimer deres tro på en skæbne ved at sige „mektub“ — det står skrevet. Mens mange af Østens religioner lægger vægt på den enkeltes indflydelse på sin skæbne, er deres lære præget af troen på en skæbne.

Inden for hinduismen og buddhismen er karma den uafvendelige skæbne der er en følge af gerninger man har gjort i en tidligere tilværelse. De ældste skrifter man har fundet i Kina, er skrevet på skildpaddeskjolde der blev brugt i forbindelse med spådomskunst. Skæbnetroen udgjorde også en del af de nord- og sydamerikanske indfødtes religiøse forestillinger. Aztekerne udviklede for eksempel spådomskalendere der skulle angive den enkeltes skæbne. Fatalistiske opfattelser er også almindeligt udbredte i Afrika.

Den udbredte anerkendelse af skæbnetroen viser at mennesket har et grundlæggende behov for at tro på en højere magt. John B. Noss skriver i sin bog Man’s Religions: „Alle religioner siger på den ene eller den anden måde at mennesket ikke står alene og ikke kan stå alene. Mennesket er nært forbundet med og ligefrem afhængigt af kræfter i Naturen og Samfundet omkring det. Dunkelt eller klart erkender det at det ikke er et selvstændigt kraftcenter som kan klare sig uafhængigt af den omgivende verden.“

Mennesket har ikke alene behov for at tro på Gud, men også for at forstå hvad der sker omkring det. Der er dog en forskel på at erkende eksistensen af en almægtig Skaber og at tro på at han fastlægger vores endelige skæbne. Har vi selv nogen indflydelse på vores fremtid? Hvilken rolle spiller Gud i den forbindelse?

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

En astrologisk kalender fra Babylon, år 1000 f.v.t.

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 7]

Grækerne og romerne troede at tre gudinder afgjorde menneskets skæbne

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 7]

Ægypternes Isis, „skæbnens herskerinde“

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 8]

De ældste kinesiske skrifter på skildpaddeskjolde blev brugt i forbindelse med spådomskunst

[Kildeangivelse]

Institute of History and Philology, Academia Sinica, Taipei

[Illustration på side 8]

På denne persiske æske ses dyrekredsens tegn

[Kildeangivelse]

Foto gengivet med tilladelse af British Museum