Dine gener, dna’et og dig

TAG et godt og grundigt kig på dig selv i spejlet. Læg mærke til din øjen- og hudfarve, dit hårs struktur og din kropsform. Tænk på de evner du har. Hvorfor ser du ud som du gør? Hvorfor har du fået de karaktertræk og talenter som du har? I dag er mysteriet ved at blive opklaret gennem en bedre forståelse af de genetiske eller arvelighedsmæssige principper og virkningerne af miljøet.

’Genetik?’ siger du måske sukkende. ’Det er et videnskabeligt emne som er alt for svært at forstå!’ Men har du nogen sinde fortalt en person at vedkommende havde sin fars grønne øjne og sin mors røde hår og fregner? I så fald ved du allerede noget grundlæggende om arvelighed — at fysiske træk går i arv fra forældre til børn. Denne kendsgerning kan i virkeligheden være afgørende for din forståelse af hvordan mennesket er blevet til — om det er sket ved en udvikling eller en skabelse. Lad os først se på hvordan vi hver især viderefører arven fra mange generationer.

Kroppen består af bittesmå levende enheder der kaldes celler — 100 billioner af dem ifølge et skøn. I hver cellekerne findes der tusinder af gener, selvstændige arveenheder som styrer cellen og bestemmer nogle af vore karaktertræk. Nogle gener bestemmer vores blodtype, andre vores hårtype, øjenfarve og så videre. Hver celle indeholder altså en miniaturearbejdstegning eller kode af gener med alle de informationer der er nødvendige for legemets opbygning, reparation og funktion. (Se diagram, side 5.) Kan alt dette være kommet ved et tilfælde?

Hvordan mysteriet blev opklaret

Teorien om at karaktertræk arves via blodet blev fremsat af Aristoteles i det fjerde århundrede før vor tidsregning og var almindeligt anerkendt i over tusind år. Denne forestilling har også fået indflydelse på sproget, hvor man for eksempel på dansk taler om at være blodsbeslægtede.

I det 17. århundrede fik man kendskab til ægcellen og sædcellen, men man misforstod deres egentlige funktion. Nogle mente at der i ægcellen eller i sædcellen var små, fuldt udviklede skabninger. I det 18. århundrede fandt man dog ud af at et foster dannes når en ægcelle forenes med en sædcelle. En mere eksakt viden om arvelighed hørte dog stadig fremtiden til.

Det var først i 1866 at en østrigsk munk ved navn Gregor Mendel fremsatte den første korrekte teori om arvelighed. Gennem sine eksperimenter med haveærter fandt han det han kaldte „diskrete arvelige elementer“ i kønscellerne, og han hævdede at det var disse elementer der bevirkede at forskellige træk blev overført til næste generation. Disse „diskrete arvelige elementer“ kaldes i dag gener.

Omkring 1910 opdagede man at generne sidder på cellestrukturer der kaldes kromosomer. Kromosomer består hovedsagelig af protein og dna (deoxyribonukleinsyre). Eftersom forskerne allerede vidste hvor stor betydning proteiner har i forbindelse med andre cellefunktioner, gik de i mange år ud fra at det var de kromosomale proteiner der var bærere af den genetiske arv. Men i 1944 kom nogle forskere med det første bevis på at gener består af dna, ikke protein.

I 1953 da James Watson og Francis Crick opdagede det spiralsnoede, trådlignende dna-molekyles kemiske struktur, var man kommet løsningen af livets gåde et stort skridt nærmere.