Unge spørger:
Bør jeg anskaffe mig et kreditkort?
„Jeg fik mit første tilbud om et kreditkort med posten da jeg var 16.a . . . Da jeg fyldte 18, havde jeg en gæld på cirka 60.000 dollars (420.000 kroner).“ — Kristin.
TIL at begynde med var det planen at Kristin kun ville bruge sit kreditkort til uventede udgifter — og måske til nu og da at købe en ting hun havde lyst til, men ikke kunne betale kontant. Så mistede hun kontrollen over situationen. „Jeg begyndte at købe helt vildt ind og gik agurk når jeg bestilte varer pr. postordre,“ indrømmer Kristin. „Jeg købte ting som jeg ikke engang brød mig om.“ I dag har Kristin fået et andet syn på kreditkort. „Jeg havde ingen anelse om at dette lille plastickort i den grad ville vende op og ned på min tilværelse,“ siger hun. — Bladet Teen.
Kristins oplevelse er ikke noget enkeltstående tilfælde. Et stigende antal unge styrer mod økonomisk ruin ved at benytte dette lille stykke plastic — kreditkortet. I nogle tilfælde satser firmaerne kraftigt på de unge. De ved sandsynligvis at mange af de ivrige købere kan blive det som den økonomiske rådgiver Jane Briant Quinn kalder „afhængige af den økonomiske rus“ som kreditkortene giver dem. „Jo mere de bruger kreditkortene, desto sværere er det for dem at holde op med det,“ siger hun.
Naturligvis kan det være en fordel at have et kreditkort — for eksempel når der opstår en uventet situation, eller når det er uklogt at gå med kontanter. Det er en af grundene til at kreditkortene er blevet så populære i USA og andre lande. Men hvis kortet ikke bruges fornuftigt, kan det styrte brugeren i en økonomisk afgrund. Torontoavisen The Globe and Mail har offentliggjort en rapport der viser en tredobling „i antallet af forgældede unge mellem 20 og 23 år som har søgt hjælp hos Torontos kreditrådgivningscenter“. Rapporten viser at mange skylder op mod 25.000 canadiske dollars (cirka 117.000 kroner), og kreditkortregninger er en af hovedårsagerne til gælden.
Bør du anskaffe dig et kreditkort? Hvis du er over 18 og har fornuftige forbrugsvaner, er det måske en god idé. (Jævnfør Lukas 16:10.) Man kan godt sammenligne dét at bruge kreditkort med at køre bil. Der er visse fordele ved det, men det er ikke helt risikofrit.
Du må beregne omkostningerne
Når man køber noget på kredit, er det egentlig det samme som at låne penge. Som det er tilfældet med ethvert lån, skal man betale de lånte penge tilbage. (Ordsprogene 22:7) Men hvordan betaler man for de varer man køber på sit kreditkort?
Sædvanligvis får man ved månedens udgang tilsendt en opgørelse over de indkøb der er blevet foretaget på kortet, og summen af det beløb man skylder. Opgørelsen viser også hvor meget der skal betales med det samme. Normalt er dette beløb ret beskedent. Derfor kunne man tænke: ’Det lyder da meget rimeligt. Hvis blot jeg betaler minimumsbeløbet hver måned, vil min gæld til sidst være betalt.’ Problemet er bare at der efter en vis tidsfrist bliver pålagt renter på det beløb man stadig skylder. Og renten på et kreditkort kan være ret høj.b
Tag for eksempel Jens, som på en af sine månedlige opgørelser havde en gæld på cirka 10.000 kroner. Naturligvis behøvede Jens kun at betale minimumsbeløbet, som var på 200 kroner. Men da han så nærmere på sin opgørelse, opdagede han at de 170 kroner af beløbet udelukkende var renter! Det betød at det kun var 30 kroner der gik til afbetalingen af de 10.000 han havde lånt, selv om han betalte minimumsbeløbet på 200 kroner.
Hvor lang tid tager det at bringe en kreditkortregning ud af verden hvis man kun betaler minimumsbeløbet? Den amerikanske forbrugerstyrelse og kreditkortudstederen American Express nævner et tænkt eksempel i en brochure som de har udgivet i fællesskab: Hvis en amerikaner har en udestående saldo på 2000 dollars til 18,5 procent i rente og en lav månedlig minimumsydelse, vil det tage ham over 11 år at afbetale gælden og koste 1934 dollars ekstra alene i rente, hvilket næsten fordobler den samlede pris for det han i sin tid købte.
Som du kan se, kan du hurtigt blive fanget i økonomisk kviksand ved at bruge kreditkort. „Jeg betalte faktisk det dobbelte for alting,“ siger Kristin. „Da jeg fik vanskeligheder med at klare mine afdrag, lagde kreditorerne strafgebyrer oveni. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre.“
Brug kreditkortet fornuftigt
Kristin har af bitter erfaring lært at det kan være farligt at have „køb-nu-betal-senere-holdningen“ når man køber ind. Gælden kan hobe sig op, og inden man ved af det, dækker ens månedlige afdrag måske ikke stort andet end renterne. Hvordan undgår fornuftige kortindehavere en sådan økonomisk fælde?
● De holder øje med deres indkøb og undersøger omhyggeligt deres månedlige opgørelser for at sikre sig at de kun bliver afkrævet penge for indkøb de har gjort.
● De betaler deres regninger til tiden, idet de er klar over at en god kreditværdighed sandsynligvis vil gavne dem senere — for eksempel når de skal søge et job, tegne en forsikring eller have finansieret et bil- eller huskøb.
● Om muligt udligner de kontoen hver måned så de undgår at skulle betale høje renter af mellemværendet.
● De oplyser ikke nummeret og udløbsdatoen på deres kreditkort over telefonen medmindre de kender den person eller det firma de har med at gøre.
● De låner aldrig deres kreditkort ud til nogen som helst, ikke engang til en ven. Det er jo ikke kortbrugerens, men kortindehaverens kreditværdighed det går ud over hvis kortet bliver misbrugt.
● De undgår at bruge deres kreditkort som middel til at skaffe hurtige kontanter, som var det et hævekort. Husk at der normalt er højere rente på kontante udbetalinger end på indkøb.
● De udfylder og indsender ikke enhver kreditkortansøgning de modtager. For de fleste unges vedkommende slår ét kort til.
● De bruger deres kreditkort med omtanke, idet de gør sig klart at de stadig bruger rigtige penge når de køber ind med kortet, selv om de ikke handler med sedler og mønter.
Få gavn af fordelene
Hvad enten du for tiden har et kreditkort eller overvejer at skaffe dig et i den nærmeste fremtid, bør du sætte dig grundigt ind i både fordele og risici. Du kunne stille dig selv følgende spørgsmål: Hvorfor føler jeg behov for et kreditkort? Er det bare for at jeg kan anskaffe mig materielle goder, gå i den sidste nye mode eller gøre indtryk på mine venner? Skulle jeg hellere være tilfreds med det mest nødvendige, det som apostelen Paulus kalder „føde og klæder“? (1 Timoteus 6:8) Vil gælden fra kreditkortene påføre mig tunge økonomiske byrder som vil få mig til at miste de mere vigtige ting i livet af syne? — Mattæus 6:33; Filipperne 1:8-11.
Tænk disse spørgsmål igennem, og drøft dem eventuelt med dine forældre. Hvis du gør det, vil du undgå de økonomiske vanskeligheder som mange har bragt sig selv ud i. — Ordsprogene 22:3.
[Fodnoter]
a Ifølge dansk lov kan unge under 18 ikke få udstedt kreditkort.
b Den årlige rente fremgår som regel af ansøgningen eller af de månedlige opgørelser.
[Ramme på side 19]
Pengesorger
En faktor der skaber splid i mange teenageægteskaber er penge. Det allerstørste problem for 48 teenageægtepar der blev interviewet efter at de havde været gift i tre måneder, var „hvordan pengene skulle bruges“. Efter knap tre års forløb stillede man 37 af parrene det samme spørgsmål, og svaret var igen økonomiske problemer — nu var de endda blevet større! „Hvad sjov er der ved livet,“ spurgte Bill, „når man aldrig har penge nok til at købe de ting man skal bruge for at være tilfreds? . . . Hvis man ikke har så det rækker fra den ene lønningsdag til den næste, kan det starte en masse strid og ødelægge lykken.“
Men selv ikke en stor løn vil kunne afhjælpe pengesorgerne hvis de nygifte stadig har et barnligt syn på materielle goder. En undersøgelse har vist at „teenagere der er ved at stifte familie, med det samme forventer at kunne købe mange af de ting som det sandsynligvis tog deres forældre flere år at skaffe“. For at få disse ting med det samme styrter mange sig ud i gæld. Da de ikke er modne nok til at kunne stille sig tilfreds med „føde og klæder“, belaster de deres ægteskab yderligere. (1 Timoteus 6:8-10) — Unge spørger — Svar der duer, udgivet af Jehovas Vidner.
[Illustration på side 18]
Tankeløs brug af et kreditkort kan føre til økonomisk ruin