Prøv at spise med pinde

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I TAIWAN

UDTRYKKET i den lille piges glædestrålende ansigt viser tydeligt at hun nyder måltidet. I sin venstre hånd har hun en skål fyldt med ris, små stykker grøntsager og fisk. I sin højre hånd har hun to tynde bambuspinde. Med pindene mellem de små fine fingre samler hun de lækkerbiskener op hun bedst kan lide, og putter dem i munden. Undertiden tager hun skålen op til munden, og med nogle få hurtige bevægelser med pindene skovler hun risen ind i munden. Det ser alt sammen ganske naturligt, nemt og elegant ud.

Det den lille pige har i hånden, er selvfølgelig de berømte spisepinde. I Kina bliver de kaldt for k’uai tzu (pinyin, kuaizi), hvilket lyder som ordet for „hurtige smådrenge“. Det er sandsynligvis derfra det engelske ord for spisepinde, „chopsticks“, kommer, da man på pidginengelsk siger chop, som betyder „hurtig“. Hvorom alting er, findes de i så godt som hver eneste husstand i Sydøstasien. Måske har du prøvet at bruge dem hvis du har spist på en kinesisk restaurant. Men ved du hvor idéen med at bruge spisepinde kommer fra? Eller hvordan og hvornår de første gang blev brugt? Kunne du tænke dig at lære at bruge dem?

„Hurtige smådrenge“

Spisepinde er tynde og har en længde på cirka 20 til 25 centimeter. Den øverste halvdel af pinden er ofte kantet. Det gør den nemmere at holde på og hindrer den i at rulle hen ad bordet. Den nederste halvdel er almindeligvis afrundet. De japanske spisepinde er ofte kortere og mere spidse end de kinesiske.

I denne masseproduktionstid får man på mange restauranter en pakning med spisepinde som stadig hænger sammen foroven. Man skal selv skille dem ad inden man kan bruge dem. Da de blot er til éngangsbrug, er de lavet i ganske enkelt træ eller bambus. På dyre restauranter og i hjemmet er de spisepinde der benyttes, ofte meget smukt udført i poleret bambus, lakeret træ, plastic, rustfrit stål eller måske endda i sølv eller elfenben. De kan også være dekoreret med digte eller billeder.

Hvordan man bruger spisepinde

Turister der besøger orientalske lande som Kina og Japan, bliver fascineret når de ser et lille barn på måske kun to år der spiser med et par tilsyneladende alt for store pinde. På næsten ingen tid kan barnet tømme skålen stykke for stykke. Det ser meget nemt ud.

Har du lyst til selv at prøve? I begyndelsen vil du sikkert finde det vanskeligt at få spisepindene til at lystre, men med lidt øvelse bliver det nemmere, og spisepindene vil virke som en forlænget hånd.

Spisepindene holdes kun med den ene hånd, som regel den højre. (Se illustrationerne på side 15.) Først skal du hule hånden og holde tommeltotten adskilt fra de andre fingre. Læg en spisepind mellem tommeltotten og de andre fingre, og lad den hvile på pegefingeren og spidsen af ringfingeren. Læg dernæst den anden pind parallelt med den første, og hold den med tommeltotten, pege- og langfingeren som når man skriver. Få pindene til at flugte med hinanden ved at slå dem imod bordpladen. Nu skal du bevæge den øverste op og ned ved hjælp af din pege- og langfinger mens du holder den nederste spisepind i ro. Øv dig indtil du uden besvær kan få spisepindenes spidser til at ramme hinanden. Du er nu i stand til at bruge disse alsidige redskaber til at opsamle enhver herlig mundfuld som kinesiske retter består af — fra et lille riskorn til et vagtelæg. Spisepinde og kinesisk mad passer godt sammen fordi maden næsten altid er skåret ud i ensartede små stykker.

Hvad med retter hvor kylling, and eller flæskesteg serveres hel, uden at blive skåret i stykker? Sædvanligvis er kødet kogt eller stegt så mørt at spisepindene nemt kan bruges til at adskille det til mundrette stykker. Spisepinde er ideelle til fisk, som ofte serveres hele; det er lettere at komme uden om benene med spisepinde end med kniv og gaffel.

Hvordan bærer man sig ad med at spise ris? Ved uformelle lejligheder kan du sidde med risskålen i din venstre hånd, løfte den op til munden og skovle risen ind i munden med spisepindene. Ved mere formelle måltider vil du imidlertid samle risen op med spisepindene, en lille smule ad gangen.

Hvordan spiser man suppe, som altid hører til et kinesisk måltid? Man benytter normalt en porcelænsske. Men hvis suppen indeholder nudler, boller, små stykker grøntsager, kød eller fisk, så prøv med højre hånd at tage maden op med spisepindene, og hold så skeen, som du har i din venstre hånd, under når du fører maden op til munden.

Etikette og spisepinde

Når du er inviteret til middag i et kinesisk hjem, er det godt at være opmærksom på kinesisk bordskik eller etikette. For det første står der adskillige fade midt på bordet. Vent indtil værten eller familieoverhovedet samler sine spisepinde op og giver tegn til at alle kan begynde. Det er det rette øjeblik for gæsterne til at takke for invitationen, samle spisepindene op og gå i gang.

Til forskel fra hvordan det oftest er ved et vestligt måltid, bydes fadene ikke rundt ved bordet. I stedet betjener alle sig selv. Når familien spiser sammen, er det kutyme at man hver især bruger sine egne spisepinde til at tage stykkerne lige fra fadene og ind i munden. Desuden betragtes det som dårlige manerer at smaske, slikke på spidsen af sine spisepinde eller fiske rundt efter det man helst vil have på fadet. Mødrene i orienten opdrager deres børn til ikke at bide i spisepindene, ikke kun af hygiejniske grunde, men også fordi det ødelægger pindene.

Nogle gange lægger man skeer eller ekstra spisepinde ind af hensyn til gæster. Pindene benyttes når man skal tage stykker fra fadene på bordet over på et andet fad eller til sin egen risskål. Men man skal ikke blive fornærmet hvis værten bruger sine egne spisepinde til at udvælge en godbid med og derefter lægger den direkte over i din skål. Han vil blot gerne sikre sig at hans ærede gæst får det bedste stykke.

Ligesom det gælder med knive og gafler, betragtes det som dårlige manerer at pege med spisepindene. Det er ligeledes uhøfligt at tage noget op mens man stadig sidder med spisepindene i hånden. Så hvis du er nødt til at bruge serveringsskeen eller at tage en serviet eller en tekop, så læg først dine spisepinde. Der er som regel nogle små nydelige holdere til dette formål.

Når du er færdig med at spise, så læg dine spisepinde pænt fra dig, læn dig tilbage og vent. Det er et udtryk for dårlige manerer at forlade bordet inden alle er færdige. Det er nemlig værten eller familieoverhovedet som afslutter måltidet ved at rejse sig, og dernæst kan alle forlade bordet.

Nu da du ved hvordan spisepinde skal bruges, er alt hvad du må gøre, at anskaffe dig nogle og øve dig i at bruge dem. Næste gang nogen inviterer dig på en kinesisk restaurant eller hjem til kinesisk mad, hvorfor så ikke prøve at spise med pinde. Det kan ligefrem få maden til at smage bedre.

[Ramme på side 14]

Lidt om spisepindenes historie

Nogle kinesiske forskere mener at de første spisepinde blev brugt, ikke til at spise med, men til madlavning. Små stykker råt kød blev pakket ind i blade, og dernæst benyttede man pindene til at lægge små opvarmede sten ind i indpakningen. Senere hen brugte man spisepinde når man skulle fiske maden op af gryden.

De første spisepinde blev sikkert lavet af bambus eller lette træsorter der hurtigt forgår.a Det er en af grundene til at det næsten er umuligt at fastslå et nøjagtigt tidspunkt for hvornår man første gang benyttede dem. Nogle mener at man benyttede spisepinde i Kina allerede under Shang-dynastiet (omkring det 16. århundrede til det 11. århundrede før vor tidsregning). Et historisk dokument fra lige efter Kong Fuzis tid (551-479 f.v.t.) taler om at man ’klemte’ kødet op fra suppen, hvilket nødvendiggør brugen af spisepinde af en eller anden slags.

Tidligt i Handynastiets tid (206 f.v.t. til 220 e.v.t.) var det tilsyneladende blevet almindeligt at bruge spisepinde. I en grav fra den periode som er blevet afdækket i Changsha i Hunanprovinsen, har man fundet en samling af lakerede spiseredskaber, deriblandt spisepinde.

Japanerne, koreanerne, vietnameserne og andre asiatere brugte også spisepinde, hvilket sikkert skyldtes påvirkningen fra kinesisk kultur.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 15]

Øvelse gør mester