Quetzalen — fuglen med den usædvanlige farvepragt
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I COSTA RICA
SELV om Costa Rica dækker mindre end 0,03 procent af Jordens overflade, findes der ikke færre end 875 registrerede fuglearter i landet. Ifølge en kilde er det flere arter end man har fundet i Canada og USA tilsammen. Det er derfor ikke overraskende at Costa Rica er blevet et af de vigtigste rejsemål for ivrige fuglekiggere. Følg nu med os på en tur hvor vi vil få en af landets prægtigste fugle at se, nemlig den farvestrålende quetzal.
I begyndelsen af det 15. århundrede kom den spanske erobrer Hernán Cortés til Mexico. Dér modtog han en hovedbeklædning af quetzalfjer som en gave fra aztekerne. Kun medlemmer af det aztekiske kongehus havde lov at bære en så højt skattet prydelse. Quetzalens smaragdgrønne fjer blev måske regnet for at være mere værd end guld.
I dag lever denne overordentlig smukke fugl i et stort område der strækker sig fra Mexico til Panama. Quetzalen findes i bjergregnskove fra 1200 til 3000 meters højde. Disse skove er ofte indhyllet i skyer som dannes når opstigende varm luft hastigt nedkøles. Det betyder at der året rundt er en frodig vegetation i grønne nuancer og vældige træer som rager omkring 30 meter eller mere op i tågen.
Cirka 200 kilometer nord for hovedstaden San José ligger regnskovsreservatet Santa Elena, hvor der er gode muligheder for at iagttage quetzalen i dens naturlige omgivelser. Her begynder vi, med hjælp fra en naturfører, vores eftersøgning for at få den farvestrålende quetzal at se. Fuglen er svær at få øje på, for dens smaragdgrønne farve får den til at gå ud i ét med regnskovens løv. Vores naturfører begynder at efterligne dens bløde, dæmpede kald, der kan minde om en hundehvalps klynken. Da quetzalen svarer, tror en af de kvindelige deltagere i gruppen faktisk at der er en vildfaren hund i skoven!
Inden længe kommer en han-quetzal ængstelig frem på en gren cirka 15 meter over os for at sondere terrænet. Set gennem en kikkert tager de strålende farver sig endnu flottere ud end vi havde ventet. Det højrøde bryst danner en smuk kontrast til de smaragdgrønne fjer. En betagende pragt der yderligere forstærkes af halefjerene, hvor de hvide fjer danner kontrast til to cirka 60 centimeter lange iriserende grønne halefjer, som også kaldes slæbet. Synet af quetzalen der sidder højt oppe på en gren med det lange slæb bølgende i vinden, er et betagende skue.
At se en quetzal er en oplevelse ud over det sædvanlige. Ifølge vores naturfører må man ofte tage flere ture ind i regnskoven før det lykkes. Det bedste tidspunkt at iagttage quetzaler på er i deres yngletid, som strækker sig fra marts til juni måned. De kan i løbet af denne periode nå at få to kuld, med to unger i hvert.
Da vi vender tilbage til reservatets kontor, hører vi en anden quetzal. I elegant glideflugt, med det grønne slæb efter sig, lander den på en gren ikke mere end 5 meter fra hvor vi sidder. Naturføreren fortæller at en unge er forsvundet fra reden, og at dens far nu flyver fra træ til træ for at søge efter sit afkom. Vi får også at vide at kun cirka 25 procent af æggene når at klække. De resterende æg bliver taget af for eksempel egern, smaragd-tukaner, brune skader, væsler og tayra’er. Et andet forhold der kan true quetzalernes eksistens, er at de placerer deres reder i huller som de laver på spættemanér fra 3 til 20 meter over jorden, i gamle, rådne træstammer. Når det regner kraftigt, kan hullerne blive fyldt med vand eller bryde sammen.
Vi får også at vide at vildtvoksende avocadoer er quetzalens foretrukne føde. Når den fra sin gren får øje på en avocado der hænger og dingler i træet ved siden af, sætter den af med kraftige vingeslag, styrer lige mod målet, snupper frugten med næbbet og vender tilbage til sin siddeplads. Den sluger frugten hel og gylper 20 til 30 minutter senere den store avocadokerne op.
I deres søgen efter vilde avocadoer trækker quetzalerne fra den ene side til den anden af den kontinentale højderyg. For eksempel lever de fra juli til september på den side af bjergene der vender mod Stillehavet. I oktober trækker de så til den side der vender ud mod Det Caribiske Hav, hvor der venter en ny høst af avocadoer.
Da vi går over en hængebro der er spændt ud cirka 30 meter over skovbunden, er en quetzal nær ved at flyve ind i os. Fuglen var tilsyneladende på jagt efter sin frokost da vi krydsede dens vej. Hunnen, der sidder lige over os, sender os et vredt blik fordi vi sådan har trængt os på.
Vi får fortalt at quetzalerne også kan lide brombær, der jo vokser på tornede buske. Når quetzalerne styrtdykker efter bærrene, sker det at deres halefjer hænger fast i tornene, så de taber dem. Fjerene vokser dog med tiden ud igen.
På den måde kan quetzalen fortsat leve op til sit navn. Ordet „quetzal“ stammer nemlig fra det aztekiske ord „quetzalli“, som betyder værdifuld eller smuk. Desværre har også dens skønhed vist sig at være en trussel mod dens eksistens. Quetzalen er opført på listen over truede dyrearter. Den er blevet efterstræbt for sin fjerdragt, der er blevet solgt som souvenir. Nogle eksemplarer er blevet fanget levende og solgt som kæledyr. Gennem lovgivningen er quetzalen dog nu i nogen grad beskyttet imod at blive bytte for en sådan handel, siger vores naturfører.
Endnu en trussel mod quetzalen er skovrydning, som bevirker at dens levesteder forsvinder. For at beskytte denne farvestrålende fugl, og dyrelivet i øvrigt, er 27 procent af Costa Rica blevet udlagt til reservater.
Vores tur for at se quetzalen har været meget udbytterig. Det er sandt at man på British Museum i London kan se den hovedbeklædning af quetzalfjer som Hernán Cortés fik foræret, men det er mere interessant at se quetzalfjer på en levende fugl i naturen! Og indtil videre kan quetzalerne færdes frit og relativt sikkert i Centralamerikas bjergregnskove.