Indkøbscentre — Her forener man det nyttige med det behagelige
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I AUSTRALIEN
INDKØBSTURE er åbenbart noget man enten elsker eller hader. For manges vedkommende har fremkomsten af indkøbscentre dog bevirket at det der engang var en sur pligt, er blevet betydelig mere spændende.
Indkøbscentre er ikke noget nyt fænomen. På mange måder minder de om markeder — et sted hvor man køber og sælger og mødes for at få en sludder. I 1859 tog den franske købmand Aristide Boucicaut udgangspunkt i dette koncept idet han åbnede et stormagasin hvor man kunne købe mange forskellige varer. Stormagasinerne bredte sig hurtigt i både Europa og USA.
Blandt dem der udnyttede idéen, var Frank Woolworth. I marts 1912 bar næsten 600 varehuse hans navn. Konceptet med flere varehuse og specialforretninger under samme tag tog langsomt form og førte til det vi i dag kalder et indkøbscenter. I det store og hele har indkøbscentre vist sig at være en god forretning for detailhandlerne — ét indkøbscenter har en årlig omsætning på næsten 1,7 milliarder kroner.
Når man indretter et indkøbscenter, lægger man stor vægt på kundernes velvære. De må frem for alt ikke gå og være sultne. Af den grund indretter man restauranter og fastfoodsteder — i håb om at få glade og tilfredse kunder som beslutter sig til at blive lidt længere i centret. Noget andet der fremmer afsætningen, er at appellere til folks ønsker snarere end til deres behov. En avis skrev at indkøbscentret er et sted „hvor forstadshusmoderen kan blive vindueskigger og se sig mæt i luksus i et luftkonditioneret, neonbelyst eldorado hvor hun foran sig har forbrugersamfundets bugnende tagselvbord — varer for millioner“.
Når man hos forbrugerne har vakt ønsket om en vare, er det næste skridt at få dem til at købe den. Noget der plejer at virke, er at gøre indkøbsturen til en fornøjelse. Reklamefolk prøver at appellere til begge køn. Alligevel er målgruppen, som det fremgår af førnævnte citat, først og fremmest kvinder. Lige fra begyndelsen har indkøbscentrenes bestyrere og reklamefolk kappedes om de kvindelige kunder, deriblandt mødre med børn. Pasning af de små, underholdning til børnene, biografer, netcaféer — alt dette gør det muligt for indkøbscentrets kunder ikke blot at købe ind, men også at mødes med hinanden og få en sludder. Caféer byder på en afslappet atmosfære der er ideel når man skal hvile sig eller mødes med nogen. Et indkøbscenter i Australien har en skøjtebane til sportsinteresserede kunder, et andet center har en bowlingbane.
Indkøbscentrene tiltrækker også de unge. „Jeg har en masse kammerater som kommer her,“ siger en ung mand. „Næsten hver gang jeg er her, løber jeg på nogen jeg kender. . . . Det her bord er vores stambord.“ Men der er også mange ældre som kan lide at komme i butikscentrene. „Jeg kommer for at møde de venner jeg har fået her i centret,“ siger en dame på 86. „Jeg kender ikke noget andet sted hvor man træffer så mange venlige mennesker. . . . Mit liv ville være trist uden indkøbscentret.“
På den anden side er der mange kunder som mener at et butikscenter er en „salgsmaskine“, som det også kaldes i bogen Shelf Life. Tidsskriftet The Humanist går endnu videre og beskriver butikscentrene som „den del af vores samfund hvor menneskenes værd bedømmes ud fra størrelsen på deres tegnebog“. I en sådan atmosfære må man selvfølgelig bevare en vis balance for at undgå at blive materialistisk. — Mattæus 6:19-21.
Fristelser og farer
Nogle undgår indkøbscentre fordi de afskrækkes af de store menneskemængder på den begrænsede plads. Og det er da også rigtigt at indkøbscentre let bliver overfyldte, især i weekenden. For eksempel er der et australsk indkøbscenter som har hen ved 19 millioner besøgende om året. Det svarer til hele Australiens befolkning. Men ud over problemet med de mange kunder i almindelighed, er der problemet med de stadig flere butikstyve blandt de unge kunder i særdeleshed. Tidsskriftet SundayLife! skriver: „Et af de største sociale problemer i forbindelse med indkøbscentre er at man ikke ved hvordan man skal tackle det store antal unge der samles sådanne steder.“
For nogle butiksejere er der endnu et problem: den konstant stigende leje. „Det får nogle forretninger til at gå nedenom og hjem,“ sukker en butiksindehaver. Tidsskriftet Forbes formulerer det sådan: „Indkøbscentre kan ’stadses op’, og lokalerne lejes ud til mere fashionable butikker. Men det koster dyrt.“ Artiklen forudser endda en mulig nedgang i amerikanske handelscentres detailhandel — foruroligende nyt for landets 1900 regionale butikscentre. „Deres kundetal er aftagende,“ står der i artiklen.
Hvad er udsigterne for disse mammutforetagender? Det må fremtiden vise. Ét er dog sikkert: Folk vil altid være glade for at finde et sted hvor de kan forene det nyttige med det behagelige.