Babylon den Store

Definition: Den falske religions verdensimperium. Omfatter alle religioner og kirker hvis lære og skikke ikke er i overensstemmelse med den sande tilbedelse af Jehova, den eneste sande Gud. Falsk religion begyndte i Babel (senere kaldt Babylon) efter vandfloden i Noas dage. (1 Mos. 10:8-10; 11:4-9) Efterhånden bredte Babylons religiøse lære og skikke sig til mange lande. Babylon den Store blev derfor en passende betegnelse for falsk religion som et hele.

Hvordan ved vi hvad Babylon den Store, der omtales i Åbenbaringen, er?

Det kunne ikke være oldtidsbyen Babylon. Åbenbaringen blev skrevet ved slutningen af det første århundrede og beskriver begivenheder der skulle finde sted i vor tid. The Encyclopedia Americana siger: „Byen [Babylon] blev indtaget af perserne under Kyros den Store i 539 f. Kr. Senere planlagde Alexander den Store at gøre Babylon til hovedstad i sit orientalske imperium, men efter hans død mistede Babylon lidt efter lidt sin betydning.“ (1956, bd. III, s. 7) I dag er byen en ubeboet ruin.

I Åbenbaringens symbolske sprog omtales Babylon den Store som en ’stor by’ med „herredømme“ over jordens konger. (Åb. 17:18) Som en stor by må den bestå af mange elementer og grupper, og når den hersker over jordens konger må den være international. Der siges om den at den omgås politiske herskere og bidrager væsentligt til forretningsverdenens velstand, mens den selv hører til en tredje kategori, der „er blevet bolig for dæmoner“ og har forfulgt „profeter“ og „hellige“. — Åb. 18:2, 9-17, 24.

Oldtidens Babylon var især kendt for sin religion og sin trodsige modstand mod Jehova

1 Mos. 10:8-10: „Nimrod . . . optrådte som en vældig jæger i opposition til Jehova. . . . Og begyndelsen til hans rige blev Babel [senere kaldt Babylon].“

Dan. 5:22, 23: „Men du [kong Belsazzar af Babylon] . . . har . . . hovmodet dig imod himmelens Herre, . . . og du har prist guder af sølv og guld, kobber, jern, træ og sten, som hverken ser eller hører eller ved noget; men den Gud i hvis hånd dit åndedræt er og som alle dine veje tilhører, har du ikke æret.“

En gammel kileskriftinskription lyder: „Ialt findes der i Babylon 53 templer for de store guder, 55 kapeller for Marduk, 300 kapeller for jordguddommene, 600 for himmelguddommene, 180 altre for gudinden Ishtar, 180 for guderne Nergal og Adad og 12 andre altre for de forskellige guder.“ — Citeret i Bibelen har alligevel Ret (København, 1956), Werner Keller, s. 273.

The Encyclopedia Americana siger: „Den sumeriske civilisation [som var en del af Babylonien] var domineret af præster; som statsoverhoved sad lugal’en (bogstaveligt: ’den store mand’), gudernes repræsentant.“ — 1977, bd. 3, s. 9.

Det store Babylon der omtales i Åbenbaringen må derfor være en religiøs magt. Da den er som en stor by og et imperium, kan den ikke symbolisere bare én kirke eller trosretning, men må omfatte alle religiøse samfund og kirker der modstår den sande Gud, Jehova.

Oldtidens babyloniske religiøse begreber og skikke genfindes i religioner overalt i verden

„I oldtidens verden . . . mærkede Ægypten, Persien og Grækenland den babyloniske religions indflydelse. . . . Den stærke iblanding af semitiske elementer både i den tidlige græske mytologi og i de græske kulter, er nu så almindeligt anerkendt af de lærde at den ikke behøver at kommenteres yderligere. Disse semitiske elementer er i udstrakt grad især babyloniske.“ — The Religion of Babylonia and Assyria (Boston, 1898), M. Jastrow jun., s. 699, 700.

Deres guder: Der var treheder af guder, og blandt deres guddomme var der nogle som repræsenterede forskellige naturkræfter og andre som udøvede en særlig indflydelse på visse menneskelige gøremål. (Babylonian and Assyrian Religion, Norman, Oklahoma; 1963, S. H. Hooke, s. 14-40) „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs [Platons] opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Nouveau Dictionnaire Universel (Paris, 1865-1870), redigeret af Maurice Lachâtre, bd. 2, s. 1467.

Brug af billeder: „[I den mesopotamiske religion] spillede billedet en central rolle både i kulten og i den private tilbedelse, som det fremgår af den store udbredelse af billige kopier af sådanne billeder. Hvis billedet havde specielle træk og særligt udstyr, blev guddommen anset for at være til stede i det, og det blev behandlet derefter.“ — Ancient Mesopotamia — Portrait of a Dead Civilization (Chicago, 1964), A. L. Oppenheim, s. 184.

Døden: „Hverken folket eller de førende inden for religiøs tænkning [i Babylon] faldt det nogen sinde ind at noget som én gang var kaldt til live, måske kunne udslettes igen. Døden var døren til en anden form for liv.“ — The Religion of Babylonia and Assyria, s. 556.

Præsteskabets stilling: „At skelne mellem præst og lægmand er karakteristisk for denne [den babyloniske] religion.“ — Encyclopædia Britannica (1948), bd. 2, s. 861.

Udøvede astrologi, spådomskunst og trolddom: Historikeren A. H. Sayce skriver: „[I] det gamle Babyloniens religion . . . blev enhver genstand og naturkraft anset for at have sin zi eller ånd som kunne betvinges af shamanens, eller trolddomspræstens, magiske besværgelser.“ (The History of Nations, New York, 1928, bd. I, s. 96) „Kaldæerne [babylonierne] gjorde store fremskridt i studiet af astronomien som følge af deres bestræbelser for at læse fremtiden i stjernerne. Denne kunst kalder vi ’astrologi’.“ — The Dawn of Civilization and Life in the Ancient East (Chicago, 1938), R. M. Engberg, s. 230.

Babylon den Store er som en skøge der lever i skamløs overdådighed

Åbenbaringen 17:1-5 siger: „’Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge som sidder på mange vande [folkeslag]; med hende har jordens konger [politiske herskere] begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin.’ . . . Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’“ Åbenbaringen 18:7 tilføjer at „hun har herliggjort sig selv og levet i skamløs overdådighed“.

Er det ikke en kendsgerning at de førende religiøse organisationer som regel holder sig til de politiske herskere for at sikre sig magt og materiel vinding, selv om det er gået ud over det almene folk? Er det ikke også sandt at de højere gejstlige lever i luksus, skønt mange af de mennesker de skulle være tjenere for, lever i fattigdom?

Hvorfor kan trosretninger som bekender sig til kristendommen, med rette betragtes som en del af Babylon den Store, sammen med dem der ikke kender Bibelens Gud?

Jak. 4:4: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ (Selv om de ved hvad Bibelen siger om Gud, gør de sig altså til hans fjender hvis de vælger venskab med verden ved at efterligne dens væremåde.)

2 Kor. 4:4; 11:14, 15: „Denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger.“ (Det er altså i virkeligheden Jehovas store modstander, Satan Djævelen, der bliver æret af alle som ikke tilbeder den sande Gud på den måde han anviser, uanset om de hævder at være kristne. Se også Første Korintherbrev 10:20.)

Matt. 7:21-23: „Ikke enhver som siger til mig [Jesus Kristus]: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“

Hvorfor må man ufortøvet forlade Babylon den Store?

Åb. 18:4: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“

Åb. 18:21: „En stærk engel tog en sten op der var som en stor møllesten og slyngede den i havet idet han sagde: ’Således vil Babylon, den store by, med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere.’“

Luk. 21:36: „Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“

Hvad vil der ske med dem der levede og døde som en del af Babylon den Store i fortiden, uden at kende Bibelens sandheder?

Apg. 17:30: „Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider, men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind.“

Apg. 24:15: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Hvem af de „uretfærdige“ der vil blive oprejst fra døden, vil Gud selv afgøre.)

Job 34:12: „Nej sandelig, Gud handler ikke ondt, og den Almægtige bøjer ikke retten.“