Artikulation

FOR at kunne meddele sig klart må man tale klart, det vil sige med god artikulation. Det man siger, kan være spændende nok, måske endda vigtigt, men hvad nytter det hvis ingen kan opfatte hvad man siger?

Hvis tilhørerne ikke forstår hvad vi siger, føler de sig heller ikke motiverede af vores ord. Vi kan tale så kraftigt det skal være, men hvis vi udtaler ordene utydeligt, vil andre ikke få lyst til at gøre det vi foreslår. Det er næsten som om vi taler et sprog der er fremmed og uforståeligt for dem. (Jer. 5:15) Som Bibelen siger: „Hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil da gøre sig rede til kamp? På samme måde også med jer: hvis I ikke med tungen fremfører tale der er let at forstå, hvordan kan man da vide hvad der bliver sagt? Så taler I jo hen i vejret.“ — 1 Kor. 14:8, 9.

Hvad er det der gør talen uklar? Måske åbner man ikke munden tilstrækkeligt. Hvis kæbemusklerne holdes stramme, og læberne næsten ikke bevæger sig, bliver talen meget sløret.

Det kan også være at man taler så hurtigt at det er svært at opfatte ordene. Det er ligesom at afspille en båndoptagelse for hurtigt; alle ordene er der, men man får ikke meget ud af dem.

Når talen ikke er distinkt nok, kan det i nogle tilfælde skyldes en defekt ved taleorganerne. Men de der har et sådant problem, kan godt alligevel få gavn af de forslag der gives i denne lektion.

I de fleste tilfælde skyldes utydelig tale dog at man simpelt hen er for sløset med at udtale ordene. Måske trækker man dem sammen så de bliver svære at skelne. Nogle af stavelserne bliver måske sprunget over eller endelserne snubbet af. Når man trækker ord og stavelser sammen, får tilhørerne fat i nogle ord og sætninger hist og her, men må gætte sig til resten. Hvis man taler uden god artikulation når man vil undervise, går det naturligvis ud over undervisningen.

Hvordan lærer man god artikulation? En af nøglerne til at kunne udtale ordene klart er at forstå hvordan de er sat sammen. På de fleste sprog består ordene af stavelser (en stavelse er et antal bogstaver der udgør en enhed med hensyn til udtale). Nogle af slutstavelserne kan være „endelser“, der fortæller om ordet er i nutid eller datid, i ental eller flertal og i bestemt eller ubestemt form. Som hovedregel skal alle stavelserne udtales så de kan høres, men selvfølgelig ikke alle med samme betoning. Hvis du gerne vil forbedre din artikulation, prøv da at sætte taletempoet ned, og prøv at få alle stavelserne med. Til at begynde med kan det virke overkorrekt, men når du har øvet dig lidt, vil det lyde naturligt og flydende. Visse ord vil selvfølgelig blive afkortet når man udtaler dem, men lad det ikke gå ud over tydeligheden.

Når du vil øve dig i god artikulation, så gør det ved at tale og læse ekstra tydeligt og korrekt. Men pas på — det skal kun være en øvelse. Din almindelige måde at tale på skal være korrekt, men ikke overdrevent korrekt. Det lyder affekteret og unaturligt.

Hvis din tale lyder utydelig, så lær at holde hovedet op og hagen ud fra brystet. Når du læser op fra Bibelen, skal du holde bogen så højt at du ikke behøver at bevæge øjnene ret meget for at flytte blikket fra publikum ned mod bogen. Så kan din tale nå uhindret ud.

Lær at undgå spændinger — det vil også forbedre din tale. Spændinger i ansigtet eller i de muskler der styrer åndedrættet, kan i høj grad hæmme taleprocessen. Spændingerne griber ind i det samspil der helt naturligt og ubesværet skal være mellem dine tanker, dine taleorganer og dit åndedræt.

For eksempel må kæbemusklerne slappe af hvis de skal kunne lystre hjernen. Også læberne må være afslappede. De skal være parate til at lukke helt op og helt i, da det er afgørende for mange af de lyde der dannes i mundhulen og svælget. Hvis kæbemusklerne og læberne er stramme, kan munden ikke lukkes rigtigt op. Så kan lyden kun slippe ud mellem tænderne, og resultatet bliver en sløret, hvislende mumlen. Men at kæber og læber skal være afslappede, betyder selvfølgelig ikke at man skal blive slap i sin udtale. Samtidig med at man slapper af i musklerne, må man holde fast ved gode, præcise udtalevaner.

Når du skal finde ud af om din udtale er god nok, kan det være en hjælp for dig at læse højt. Læg nøje mærke til om du virkelig udnytter taleorganerne. Lukker du munden så meget op at lydene kan slippe uhindret ud? Tungen er måske det travleste af taleorganerne, men den er langtfra alene om arbejdet. Halsen, underkæben, læberne, og musklerne i ansigtet og svælget — alle disse har en andel. Bruger du dem? Hvis det virker som om du slet ikke bevæger ansigtet når du taler, er der stor sandsynlighed for at du ikke artikulerer godt nok.

Hvis du har en båndoptager, kan du lave en optagelse hvor du taler naturligt, sådan som du plejer når du er ude i forkyndelsen. Lav en passende lang indspilning, flere minutter, med dagligdags tale. Når du så lytter til optagelsen, kan du bedre slå ned på de ord hvor din udtale ikke er klar nok. Læg mærke til om du taler sløret og utydeligt, og om du snubber nogle endelser af, og find ud af hvorfor du gør det. Som regel kan man komme sådanne svagheder til livs ved at arbejde på de punkter vi har nævnt ovenfor.

Er du talehæmmet? Sæt ind på at gøre mundbevægelserne lidt større end du har gjort før, og prøv at være ekstra omhyggelig med din udtale. Fyld lungerne med luft når du trækker vejret, og tal langsomt. Det har hjulpet mange talehandicappede til at tale langt mere klart. Hvis du læsper, prøv da at trække tungen tilbage når du siger en s-lyd, sådan at tungen ikke rammer fortænderne. Selv om problemet ikke bliver fuldstændig løst, skal du ikke fortvivle. Moses havde muligvis et talehandicap, men husk at Jehova alligevel benyttede ham til at overbringe vigtige budskaber både til Israels folk og til Ægyptens Farao. (2 Mos. 4:10-12) Hvis du stiller dig til rådighed, vil han også benytte dig, og han vil velsigne din tjeneste.