Skriftsteder læst med den rette betoning

NÅR man taler om Guds hensigter, hvad enten det sker i forkyndelsen eller fra et podium, bør drøftelsen være funderet på hvad Guds ord siger. Det vil som regel indebære at man læser nogle vers op fra selve Bibelen — og det fortjener at blive gjort godt.

Betoning forudsætter indlevelse. Man bør leve sig ind i det man læser fra Bibelen. Her er nogle eksempler. Når du læser Salme 37:11 højt, skal din stemme udtrykke glad forventning om den fred skriftstedet giver løfte om. Når du læser Åbenbaringen 21:4, hvor der står at lidelser og død vil ophøre, bør stemmen genspejle dyb værdsættelse af den befrielse verset lover. Åbenbaringen 18:2, 4, 5, med den stærke appel til at forlade det syndige „Babylon den Store“, bør læses på en indtrængende måde. Men selvfølgelig skal disse følelser være oprigtige, og de må ikke virke overdrevne. Hvor meget følelse du skal lægge i oplæsningen, afhænger af skriftstedet og af hvad du vil med det.

Betoning af de rette ord. Hvis din kommentar til et vers knytter sig til en bestemt del af verset, bør din oplæsning fremhæve denne del frem for resten af verset. Når du for eksempel læser Mattæus 6:33, og du har i sinde at kommentere ordene ’søg riget først’, vil du ikke lægge hovedtrykket på „hans retfærdighed“ eller på „alle disse andre ting“.

I et indlæg på menighedens tjenestemøde har du måske tænkt dig at læse Mattæus 28:19. Hvilke ord skal betones? Ja, hvis du vil opmuntre tilhørerne til at gøre en indsats for at oprette bibelstudier, kan du betone ordene „gør disciple“. Men hvis du har tænkt dig at nævne de kristnes ansvar for at gøre Bibelens budskab kendt for herboende udlændinge, eller du gerne vil tilskynde nogle til at rejse ud til et land hvor der er større behov, kan du betone ordene „folk af alle nationerne“.

Ofte bliver et skriftsted anvendt som svar på et spørgsmål eller til støtte for et synspunkt nogle betragter som kontroversielt. Hvis man da lægger lige meget tryk på alle ordene i skriftstedet, vil tilhørerne måske slet ikke kunne se forbindelsen. Pointen kan være indlysende for dig, men den er det måske ikke for andre.

Hvis du for eksempel læser Salme 83:18 fra en bibeloversættelse der bruger Guds navn her (vers 19 i nogle oversættelser), og du lægger kraftigt tryk på „den Højeste“, vil den du taler med, måske slet ikke få fat i den vigtige oplysning at Gud har et personligt navn. Nej, her må du betone navnet „Jehova“. Hvis du derimod vil bruge skriftstedet for at understrege at Jehova er den øverste Suveræn, kan du vælge at lægge hovedtrykket på „den Højeste“. Og hvis du vil læse Jakob 2:24 for at vise hvor vigtigt det er at troen er forbundet med gerninger, vil det forvirre tilhørerne hvis du ikke lægger hovedtrykket på „gerninger“, men for eksempel på „erklæret retfærdigt“.

Vi finder et godt eksempel i Romerbrevet 15:7-13. Disse vers er en del af et budskab apostelen Paulus skrev til en menighed der bestod af både jøder og ikkejøder. Her peger apostelen på at Kristi tjeneste ikke alene gavnede de omskårne jøder, men også folk fra nationerne, „for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed“. Derefter citerer Paulus fire skriftsteder som peger på at de vil få denne mulighed. Hvad skal du nu gøre for at få det frem som Paulus havde i tanke med at bruge disse citater? Hvis du vil sætte et blyantsmærke ved de steder der skal betones, kan du markere „nationerne“ i vers 9, „I nationer“ i vers 10, „alle I nationer“ og „alle folkene“ i vers 11 og „nationerne“ i vers 12. Prøv så at læse Romerbrevet 15:7-13 med eftertryk på disse ord. Når du gør det, vil Paulus’ ræsonnement træde klart frem og blive let at opfatte.

Hvordan man kan betone. De tankebærende ord som du gerne vil fremhæve, kan betones på flere måder. Du bør vælge en metode der passer til skriftstedet og til situationen. Her er nogle forslag.

Ved hjælp af stemmen. Ved en forandring i stemmeføringen kan man få nogle tankebærende ord til at træde frem i forhold til resten af en sætning. Det kan gøres ved en ændring af stemmestyrken, idet man enten hæver eller sænker stemmen. På mange sprog, deriblandt dansk, kan man også betone ved at ændre tonehøjden. Man kan desuden fremhæve vigtige tanker ved at gå ned i tempo. På nogle sprog er det ikke muligt at betone ved hjælp af stemmen; dér må man benytte sig af det der er almindeligt på dette sprog, for at opnå det ønskede resultat.

Pauser. Du kan holde en pause før eller efter at du har læst den centrale del af et skriftsted — eller både før og efter. En pause der holdes lige før hovedtanken læses, skaber forventning; en pause lige efter vil give tanken eftertryk. Men hvis der holdes for mange pauser, er der slet ikke noget der skiller sig ud.

Gentagelse. Du kan fremhæve en bestemt passage ved at standse op og gentage den. Det bedste er i mange tilfælde at man først læser hele skriftstedet og derefter gentager de ord der indeholder den tanke man vil have frem.

Gestus. Både med kropsbevægelser og ansigtsudtryk kan man bidrage til at der lægges mere følelse i et enkelt udtryk.

Tonefald. På nogle sprog (deriblandt dansk) kan man læse med særlige tonefald der skiller nogle dele af en tekst ud fra andre. Også her må man være varsom, især med at bruge et sarkastisk tonefald.

Når en anden læser skriftstedet. Når et skriftsted læses af en du besøger i forkyndelsen, kan det være at vedkommende betoner det forkerte ord eller slet ingen ord. Hvad kan du så gøre? Det virker som regel bedst hvis du trækker meningen frem ved simpelt hen at forklare skriftstedet. Når du har gjort det, kan du henlede opmærksomheden direkte på de ord i verset der indeholder den tanke du vil have frem.