ADRIATERHAVET
Omtales i Apostelgerninger 27:27 som det hav på hvilket Paulus tilbragte 14 urolige døgn før han led skibbrud på øen Malta. Strabon siger at havet har navn efter byen Atria, der lå ved Poflodens munding i det der nu kaldes Veneziabugten. (Geography, 5, I, 8) Den nuværende italienske by Adria ligger et stykke inde i landet. Det ser ud til at navnet Adriaterhavet først blev anvendt om det lokale farvand, men lidt efter lidt blev udvidet til at omfatte hele det nuværende Adriaterhav, Det Joniske Hav og den del af Middelhavet der ligger øst for Sicilien (og Malta) og vest for Kreta. Navnet omfattede altså et havområde som var noget større end det der i dag kaldes Adriaterhavet; på Paulus’ tid var det derfor korrekt at sige at Adriaterhavet grænsede op til øen Malta.