BA’AL-MEON

(Baʹal-Meʹon) [kortform af Bet-Ba’al-Meon].

En fremtrædende by på højsletten i det nordlige Moab. Den blev sammen med Nebo, Kirjatajim og andre byer tildelt Rubens stamme. (4Mo 32:37, 38; 1Kr 5:8) Rubenitterne, der gerne ville bo i dette område på grund af dets gode græsgange, genopbyggede åbenbart byerne og gav dem nye navne. I den tidlige liste i 4 Mosebog 32:3, 4 optræder Ba’al-Meon muligvis under navnet „Beon“. Senere omtaler Josua den som Bet-Ba’al-Meon, som sandsynligvis var dens fulde navn. — Jos 13:17.

Det lader til at Ba’al-Meon blev generobret af moabitterne under kong Mesja af Moab, øjensynlig i sidste halvdel af det 10. århundrede f.v.t. Mesja oplyser på Mesjastelen (9. linje) at han „byggede [måske: befæstede] Ba’al-Me’on, og . . . lavede et vandreservoir i den“, og længere nede i teksten (30. linje) nævner han byen ved dens fulde navn, Bet-Ba’al-Me’on. På et beskrevet potteskår der er fundet i Samaria (ostrakon 27), omtales desuden en vis „Ba’ala, ba’al-meonitten“.

I det 7. århundrede f.v.t. rettede profeten Jeremias en guddommelig advarsel mod Moab og forudsagde at landet ville blive hærget af Babylon, idet han specielt nævnte visse byer, deriblandt Bet-Meon (formentlig Ba’al-Meon). (Jer 48:20-23) Ezekiel omtalte Ba’al-Meon som en af de moabitiske byer der ville blive taget i besiddelse af „Østens sønner“. (Ez 25:9, 10) Historien og den arkæologiske forskning bekræfter at disse profetier er gået i opfyldelse. — Se MOAB, MOABITTER, 2.

Ba’al-Meon identificeres med Ma‛in, en betragtelig ruinhøj der ligger ca. 6 km vestsydvest for Medeba og 12 km øst for Det Døde Hav, på et plateau i ca. 800 m’s højde.