BAMOT-BA’AL
(Baʹmot-Baʹal) [Ba’als offerhøje].
En by i Moab hvortil Moabs konge Balak førte profeten Bileam for at han kunne se Israels lejr og nedkalde en forbandelse over den. (4Mo 22:41) At Balak valgte dette sted til forbandelsen og de dermed forbundne ofre, kunne tyde på at byen lå højt og var et center for ba’alsdyrkelsen. (4Mo 23:1-9) Derefter blev Bamot-Ba’al og andre byer „på højsletten“ tildelt Rubens stamme som dens arvelod. (Jos 13:15, 17) I første del af det 9. århundrede f.v.t. erklærede kong Mesja af Moab at han havde genopbygget „Bet-Bamot, thi den var blevet ødelagt“. (Linje 27 på Mesjastelen) Det ser ud til at navnene Bamot, Bamot-Ba’al og Bet-Bamot alle betegner det samme sted. — Jf. Ba’al-Meon, Beon og Bet-Ba’al-Meon i artiklen BA’AL-MEON.
Beskrivelsen i Bibelen tyder på at Bamot-Ba’al lå på højsletten øst for den nordlige ende af Det Døde Hav. En mulig identifikation er Khirbet Quweijiya, der ligger ca. 14 km øst for Det Døde Hav, nær ved det bjerg der uden tvivl svarer til Nebo Bjerg.