FØDSELSDAG

Den dag en person er født, eller årsdagen derfor. På hebraisk jōm hullæʹdhæth (1Mo 40:20) og på græsk geneʹsia (Mt 14:6; Mr 6:21).

Hebræerne registrerede fødselsår, hvilket fremgår af Bibelens slægtsregistre og tidsangivelser. (4Mo 1:2, 3; Jos 14:10; 2Kr 31:16, 17) Man vidste besked med levitters, præsters og kongers alder. (4Mo 4:3; 8:23-25; 2Kg 11:21; 15:2; 18:2) Dette gjaldt også i Jesu tilfælde. — Lu 2:21, 22, 42; 3:23.

Ifølge Bibelen var den dag et barn blev født, almindeligvis en glædens og taksigelsens dag for forældrene, og det med rette, for „sønner er en arv fra Jehova, moderlivets frugt en belønning“. (Sl 127:3; Jer 20:15; Lu 1:57, 58) Dog findes der ikke i Bibelen noget vidnesbyrd om at trofaste tilbedere af Jehova nogen sinde brugte at fejre fødselsdag, hvilket var en hedensk skik.

Bibelen nævner kun to fødselsdagsfester, nemlig den ægyptiske faraos i det 18. århundrede f.v.t. og Herodes Antipas’ i det 1. århundrede e.v.t. De to beretninger ligner hinanden ved at der ved begge lejligheder blev holdt et stort selskab og uddelt gunstbevisninger, og at der ved dem begge fandt en henrettelse sted. Faraos overbager blev halshugget ved den første, og Johannes Døber blev halshugget ved den anden. — 1Mo 40:18-22; 41:13; Mt 14:6-11; Mr 6:21-28.

Udtrykket „på vor konges dag“ i Hoseas 7:5 kan måske sigte til den afgudsdyrkende israelitiske konges fødselsdag, der blev fejret med en fest hvor ’fyrsterne gjorde sig syge som følge af vinen’. Men det kan lige så vel sigte til årsdagen for hans tronbestigelse, som blev fejret med sådanne festligheder.

Når det om Jobs sønner siges at de „holdt fest i hinandens huse hver sin dag“, skal det ikke forstås sådan at de fejrede hinandens fødselsdage. (Job 1:4) Ordet „dag“ er i dette vers en oversættelse af det hebraiske ord jōm og sigter til tidsrummet fra solopgang til solnedgang. Ordet „fødselsdag“ er derimod på hebraisk sammensat af to ord, jōm (dag) og hullæʹdhæth. At der skelnes mellem „dag“ og „fødselsdag“, fremgår af 1 Mosebog 40:20, hvor begge udtryk forekommer: „Nu var det den tredje dag [jōm] Faraos fødselsdag [ordr.: „dagen (jōm) for Faraos fødsel (hullæʹdhæth)“].“ Der er således ikke i Job 1:4 tale om at fejre fødselsdag, sådan som i 1 Mosebog 40:20. Sandsynligvis har Jobs syv sønner holdt en familiesammenkomst (muligvis en forårs- eller høstfest), og efterhånden som den ugelange fest skred frem, har hver søn skiftedes til at holde festen og være vært ved festmåltidet i hver sit hus, på „hver sin dag“.

Det tidlige bibelske syn på at holde fødselsdag ændredes ikke med kristendommens indførelse. Jesus indstiftede en mindehøjtid som skulle holdes i hævd år efter år, ikke på hans fødselsdag, men på hans dødsdag, idet han sagde: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lu 22:19) Hvis de første kristne ikke fejrede deres frelsers fødselsdag eller gjorde den til en mindedag, ville de langt mindre fejre deres egen fødselsdag. Kirkehistorikeren August Neander skriver: „Begrebet fødselsdagsfest var helt fremmed for de kristne i denne periode.“ (Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche, 1842, bd. 1, s. 518) Og den kirkelige forfatter Origenes fra det 3. århundrede skriver: „Af alle de hellige i Bibelen berettes det ikke om en eneste af dem at han eller hun har holdt en fest eller et stort gæstebud på sin fødselsdag. Det er kun syndere (som Farao og Herodes) der holder store fester på den dag de blev født ind i denne nedre verden.“ — The Catholic Encyclopedia, 1913, bd. X, s. 709.

Man finder altså hverken i De Hebraiske eller i De Græske Skrifter noget grundlag for at fejre fødselsdag. M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1882, bd. I, s. 817) oplyser desuden at jøderne „betragtede fejring af fødselsdage som afgudsdyrkelse . . ., sandsynligvis på grund af de afguderiske riter hvormed de blev fejret, og som var til ære for den pågældende dags skytsgud“.