DILD

[gr.: aʹnēthon].

Nyere leksika siger samstemmende at det græske ord betegner dildplanten (Anethum graveolens). Enkelte ældre bibeloversættelser (KJ, Dy) siger anis (gr.: anʹnēson). I det nuværende Palæstinaområde er dilden mere udbredt end anisen, og der er vidnesbyrd om at dilden blev dyrket i oldtidens Mellemøsten såvel som af grækerne og romerne. Den var en af de ubetydelige planter de skinhellige farisæere så overdrevent nøjeregnende tog tiende af, mens de forsømte vigtigere ting i Loven. (Mt 23:23) Den jødiske Misjna (Ma‛aserot 4:5) foreskrev at der skulle ydes tiende ikke alene af frøene, men også af planterne og frøkapslerne.

Planten både dyrkes og vokser vildt; den ligner anis og bliver ca. 50 cm høj med fjersnitdelte, lysegrønne blade og skærme af små, gule blomster. Den dyrkes på grund af sine aromatiske frø, der er efterspurgte som krydderi til maden og som lægemiddel for maveonder.