EZEKIEL

(Ezeʹkiel) [Gud styrker].

Præsten Buzis søn. Han var blandt de fanger som Nebukadnezar førte til Babylon sammen med Jojakin i 617 f.v.t. Han fik sine første syner fra Gud „i det tredivte år, i den fjerde måned, på den femte dag i måneden“, i „det femte år af kong Jojakins landflygtighed“. Han profeterede for de jøder der boede ved floden Kebar, som visse forskere i nutiden mener har været en af Babylons store kanaler. „Det tredivte år“ ser ud til at gælde Ezekiels egen alder. Han begyndte at tjene som profet på det tidspunkt. — Ez 1:1-3.

Da han var af præsteslægt, har han uden tvivl været godt kendt med templet, tempelordningen og alt hvad der foregik der, og han har været velbevandret i Loven. Ezekiel var sikkert også godt kendt med Jeremias og hans profetier eftersom Jeremias var profet i Jerusalem under hans opvækst. Ezekiel havde også haft den fordel at bo i Juda under den retfærdige kong Josias, der nedbrød ba’alsaltrene og billedstøtterne, reparerede templet og intensiverede genindførelsen af den sande tilbedelse i Juda efter at Lovbogen (åbenbart et originaleksemplar skrevet af Moses) var blevet fundet i templet. — 2Kr 34.

Hvor lod Jehova sine profeter tjene før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne?

Ezekiels profetgerning forløb samtidig med Jeremias’ og Daniels. Jeremias tjente som Guds profet for jøderne i Jerusalem og Juda og kom i kontakt med de utro judæiske konger. Daniel, der befandt sig ved det babyloniske og senere det medo-persiske hof, modtog profetier om verdensrigernes march og deres tilintetgørelse ved Guds rige. Ezekiel tjente blandt jøderne og deres overhoveder i Babylonien og fortsatte profeternes gerning dér. Mens jøderne i Jerusalem havde gavn af templet med dets ypperstepræst og præsteprofeten Jeremias, blev jøderne i Babylon altså ikke svigtet af Jehova. Ezekiel var Guds profet for dem; han udførte ikke nogen offertjeneste, men han gav dem råd og vejledning ud fra Guds lov.

Der var en nær forbindelse mellem Jeremias’ og Ezekiels profetgerning, idet de begge gendrev og søgte at udrydde den forestilling blandt jøderne i Jerusalem og i Babylonien at Gud inden længe ville gøre ende på det babyloniske overherredømme, og at Jerusalem ikke ville falde. Jeremias sendte ligefrem et brev til de landflygtige i Babylonien og fortalte dem at de skulle slå sig ned og holde fred med Babylon, for der skulle gå en periode på 70 år før de ville blive udfriet. Ezekiel fik uden tvivl dette brevs indhold at høre. Måske hørte han også oplæsningen af den bog som Jeremias senere sendte, og hvori Babylons fald blev forudsagt. — Jer 29; 51:59-64.

Profeterede for et opsætsigt folk. Som illustreret med de to kurve med gode og dårlige figner som Jeremias så, var de landflygtige i Babylonien gunstigere stillet over for Jehova end de jøder der var tilbage i Juda. (Jer 24) Alligevel var det ikke noget let hverv Ezekiel havde foran sig, for de landflygtige israelitter var også en del af ’det opsætsige hus’. Som Ezekiel havde fået at vide: „De er jo stædige og som stikkende torne over for dig, og det er mellem skorpioner du bor.“ (Ez 2:6) På Jehovas bud bosatte han sig blandt de landflygtige i Tel-Abib ved floden Kebar. (Ez 3:4, 15) De landflygtige boede i deres egne huse. (Jer 29:5) De kunne, i det mindste i nogen grad, udøve deres religion på organiseret vis. Judas ældste var i stand til at besøge Ezekiel flere gange. (Ez 8:1; 14:1; 20:1) Da tiden for genrejsningen kom ved udløbet af de 70 år, ønskede mange oven i købet at blive boende i Babylon.

En af grundene til at nogle af jøderne i Babylon vægrede sig ved at vende tilbage, kan have været materialisme. Ved en af Eufrats kanaler nær Nippur, der ifølge nogle forskere lå i nærheden af Kebar, har en amerikansk ekspedition afdækket arkiverne fra en stor forretningsvirksomhed, „Murashu og Sønner“. I de indskrifter man har fundet her, forekommer mange jødiske navne, hvilket tyder på at jøderne var blevet ret veletablerede, og at en hel del af dem havde involveret sig i Babylons forretningsliv.

Hans hustrus død. Ezekiel fortæller at han blev bemyndiget som profet ved floden Kebar i det femte år af kong Jojakins landflygtighed (altså i 613 f.v.t). Han profeterede i mindst 22 år, indtil år 591 f.v.t., idet hans sidste daterede profeti stammer fra landflygtighedens 27. år. (Ez 29:17) Ezekiel var tilsyneladende lykkeligt gift. Jehova sagde imidlertid til ham: „Menneskesøn, se, den som du skatter højt tager jeg fra dig med en dødelig plage.“ (Ez 24:16) Hans hustru havde måske været utro mod ham eller mod Jehova, men uanset hvad grunden til hendes død var, fik Ezekiel befaling til ikke at græde, men at stønne i stilhed. Ezekiel skulle bære sin hovedbeklædning og ikke vise nogen ydre tegn på sorg. Det skulle være et tegn for de landflygtige på at Jehova ville vanhellige sin helligdom, som israelitterne var så stolte af, og at Jerusalem, trods deres forhåbninger, ville blive ødelagt. — Ez 24:17-27.

„Vægter“. Ezekiel blev bemyndiget på næsten samme måde som Esajas. Han fik et ærefrygtindgydende syn af Jehova siddende på sin trone omgivet af levende skabninger der havde fire ansigter og fire vinger. Ved siden af dem var der hjul inden i andre hjul, og hjulene bevægede sig samtidig med de levende skabninger. Jehova talte til Ezekiel og kaldte ham „menneskesøn“ for at minde profeten om at han blot var et jordisk menneske. (Ez kap. 1, 2; jf. Es kap. 6.) Han blev sendt som vægter til israelitterne for at advare dem mod at fortsætte ad deres ugudelige vej. De var hårdhjertede, men advarselen skulle gives så de kunne vide at Jehova havde haft en profet iblandt dem. Og selv om de nægtede at lytte, ville han blive krævet til regnskab for deres liv, altså pådrage sig blodskyld, hvis han ikke advarede dem med Jehovas ord. — Ez 3:7, 17, 18; 2:4, 5; 33:2-9.

Tableauer og lignelser. Ezekiel profeterede ofte ved hjælp af tableauer, det vil sige symbolske handlinger, samt gennem syner, allegorier eller lignelser. Et særlig fremtrædende tableau var den billedhandling på henholdsvis 390 og 40 dage som skildrede Jerusalems belejring, og som indeholder en vigtig tidsprofeti. Det krævede lydighed, tålmodighed og megen tro at udføre denne billedhandling for et troløst og spottende folk. Under Jerusalems belejring rettede Ezekiel sin profetiske opmærksomhed mod de hedenske nationer der hadede Israel og ville vende sig imod det og fryde sig over dets fald, idet han beskrev den straf Jehova ville bringe over dem. Efter Jerusalems fald ændredes tonen i Ezekiels profetier. Efter en stærk fordømmelse af Israels begærlige hyrder og af landet Se’ir begyndte han nu med sine profetiske handlinger at opbygge tro på Guds løfter om at Israel ville blive genoplivet, genindsamlet og forenet, og at Jehovas tjener „David“ som hyrde ville velsigne folket for stedse under en fredspagt. (Ez 37) Ezekiel gav derefter en detaljeret beskrivelse af det genopbyggede tempel, sådan som Jehova viste ham det. Dette profetiske tempel pegede frem til noget der lå langt ude i fremtiden. Der er aldrig blevet bygget et sådant tempel bogstaveligt. — Ez 40-48.

Paralleller til Jesu Kristi tjeneste. Der er visse paralleller mellem Ezekiels og Jesu tjeneste. Både Ezekiel og Jesus måtte forkynde et domsbudskab for et uinteresseret, hårdhjertet folk. Budskabet indeholdt dog et håb for dem der ville vende om fra deres onde vej. Ezekiel fik at vide at folk ville komme og høre hans ord, men at de ikke ville tage ordene til hjerte. (Ez 33:30-32) På samme måde kom der store skarer for at høre Jesus tale, men kun få tog imod hans lære. Ezekiel forkyndte for fanger i Babylonien. Jesus sagde at han havde fået til opgave at forkynde frigivelse for fanger (Lu 4:18); han forklarede jøderne at de var i åndelig trældom og havde behov for den udfrielse han var kommet for at bringe. (Joh 8:31-36) Ligesom Ezekiel irettesatte han aldrig jøderne med sine egne ord, men sagde dét Jehova havde befalet ham at sige. — Joh 5:19, 30.

Ezekiels håb. Ezekiel var trofast mod Gud, idet han gjorde alt hvad han fik befaling til, selv om hans gerning var vanskelig. Han er blandt de profeter der holdt ud ved tro, og som ’tragtede efter et bedre fædreland, det vil sige et der hører himmelen til’. (He 11:16) Han hørte ikke til den skare der udgør himlenes rige (Mt 11:11), men han så frem til oprettelsen af Messias’ rige og vil til sin tid ved en opstandelse erfare opfyldelsen af Guds løfte og det messianske riges velsignelser. (He 11:39, 40) Det der var karakteristisk for Ezekiel, var hans styrke, mod, lydighed og nidkærhed for tilbedelsen af Gud.