FLINT

En meget hård stenart, hårdere end stål; så hård at der springer gnister hvormed der kan tændes ild, når man slår to stykker mod hinanden. I Bibelen omtales flint i overført betydning som udtryk for egenskaber som hårdhed, bestandighed og udholdenhed under modstand. — Es 5:28; 50:7; Ez 3:9.

Flint forekommer i kridt- og kalkstensaflejringer i Israel og på den nordlige del af Sinajhalvøen. Stenen er ret skør og spalter i halvmatte brud med yderst skarpe, skærende kanter, en egenskab som mennesket hurtigt har lagt mærke til og forstået at udnytte. Fra de allertidligste tider har man af denne stenart fremstillet knive, øksehoveder, mejsler, spydspidser, pilespidser og andre redskaber og våben. Det var med en flintesten at Moses’ hustru omskar sin søn, og da israelitterne var nået til Gilgal, udførte de den samme operation med knive der var fremstillet af flint. (2Mo 4:25; Jos 4:19; 5:2, 3, 8, 9) Jehova bragte vand frem af den flinthårde klippe til sit folk i ørkenen. — 5Mo 8:15; Sl 114:8.