KNIV

Et enkelt- eller dobbeltægget redskab til at skære med. De knive der blev anvendt i fortiden i de bibelske lande, var lavet af sten (især flint), kobber, bronze og jern.

Det hebraiske ord ma’akhæʹlæth, der egentlig betyder „spiseredskab“, anvendes også om store knive, som for eksempel dem man brugte til at partere offerdyrene med. Den trofaste Abraham tog en ’slagterkniv’ (ma’akhæʹlæth) i hånden da han skulle til at ofre Isak (1Mo 22:6, 10), og levitten der delte sin medhustrus lig i 12 stykker, brugte en kniv af samme slags. (Dom 19:29) I Ordsprogene 30:14, hvor der tales om „en generation hvis tænder er sværd og hvis kæber er slagterknive“, bruges det samme hebraiske ord som et billede på rovgriskhed.

Da israelitterne blev omskåret ved Gibeat-Ha’aralot, lavede Josua „flintknive“. (Jos 5:2-4) En del af det hebraiske udtryk for kniv er her chæʹræv, der almindeligvis gengives med „sværd“. (Jf. Jos 5:2, fdn.) Den almindelige „kana’anæiske“ flintkniv var ca. 15 cm lang, dobbeltægget og havde en ophøjet ryg ned langs midten.

Fortidens skrivere og sekretærer benyttede en slags kniv til at spidse deres rørpinde og udradere tekst med. I Jeremias 36:23 nævnes at en bogrulle som Jeremias havde ladet skrive på Jehovas befaling, blev skåret i stykker med „skriverens kniv“.

Mange kobberknive fra gammel tid har et lige blad der er 15 til 25 cm langt; man har også fundet nogle der buer i spidsen. Skaftet var ofte ud i ét med bladet, men kunne også være af træ og fastgjort til bladet.

I Ordsprogene 23:1, 2 siges der at man skal ’sætte en kniv for sin strube’ hvis man spiser hos en konge — et billede der uden tvivl skal understrege at man i en sådan situation bør beherske sin appetit.