HANUN

(Haʹnun) [han har vist gunst; han har været nådig].

1. Ammonitterkongen Nahasj’ søn og efterfølger på tronen. På grund af den loyale hengivenhed Nahasj havde vist David, sendte David nogle sendebud for at trøste Hanun over tabet af hans fader. Hanuns fyrster overbeviste ham imidlertid om at dette blot var et påskud fra Davids side for at udspionere byen. Han vanærede derfor Davids sendebud ved at barbere halvdelen af deres skæg af, skære halvdelen af deres dragt af op til sædet og sende dem bort. Da Ammons sønner så at de var blevet en stank for David fordi de havde ydmyget hans sendebud, begyndte Hanun at træffe krigsforberedelser og lejede aramæerne til at kæmpe mod Israel. Ved de slag der fulgte, blev ammonitterne og aramæerne fuldstændig besejret af Israel, og David satte de overlevende ammonitter fra Rabba til at udføre tvangsarbejde. — 2Sa 10:1–11:1; 12:26-31; 1Kr 19:1–20:3.

2. En mand der sammen med Zanoas indbyggere restaurerede Dalporten og en del af Jerusalems mur. — Ne 3:13.

3. „Zalafs sjette søn“; han var med til at restaurere Jerusalems mur. — Ne 3:30.