INDVOLDE

En fællesbetegnelse for de organer der findes i legemets indre. Det hebraiske ord qæʹræv bruges om menneskers eller dyrs „indre dele“, „indvolde“ eller „indre“. (2Mo 12:9; 29:13; Sl 5:9) Det bruges ofte som et forholdsord med betydningen „i; midt på“. — 1Mo 25:22; 48:16.

Et andet udtryk der bruges om de indre organer, er det hebraiske me‛æhʹ. Det forekommer altid i flertal (me‛īmʹ) og gengives med „indvolde“ i 2 Samuel 20:10 og 2 Krønikebog 21:15, 18, 19. Det kan betegne en skabnings „indre“, som for eksempel i beretningen om den store fisk der slugte Jonas, hvor det forekommer to gange og bruges parallelt med fiskens „skød“. (Jon 1:17; 2:1, 2) Det kan også sigte til menneskets forplantningsorganer. (1Mo 15:4; Rut 1:11) Eftersom der er en tydelig forbindelse mellem et menneskes følelser og dets indre organer, blev det indre, indvoldene, betragtet som sædet for de dybeste følelser. — Jf. Es 63:15; Jer 4:19; 31:20.

Den bogstavelige fordøjelse, der foregår i maven og tarmene, bruges billedligt om den mentale og åndelige fordøjelse. Ezekiel fik i et syn befaling til at spise en bogrulle og fylde sine indvolde (hebr.: me‛īmʹ) med den. Profeten skulle hente åndelig styrke ved at grunde over det der stod skrevet i bogrullen, og gemme det i sin hukommelse. Derved fik han åndelig næring og blev udrustet med et budskab som han skulle overbringe. — Ez 3:1-6; jf. Åb 10:8-10.

Det græske ord splagchʹna betyder bogstaveligt „indvolde“ og bruges én gang i denne betydning. (Apg 1:18) Ellers bruges det billedligt og betegner „inderlig hengivenhed“ og „inderlig medfølelse“. — 2Kor 6:12; Flp 1:8; 2:1; Kol 3:12; 1Jo 3:17.