KELITA

(Keliʹta) [muligvis af en rod der betyder „at være for kort“ [dvs. „at være af dværgvækst“]].

1. En af de levitter på Ezras tid der erkendte at det var forkert af dem at have taget sig fremmede hustruer, og som derfor sendte disse bort. Han kaldes også Kelaja. (Ezr 10:23, 44) Muligvis den samme som nr. 2 og nr. 3.

2. En af de levitter der sammen med Ezra „forklarede loven for folket“ i 455 f.v.t. — Ne 8:7, 8; se nr. 1.

3. En levit. Enten han selv eller en af hans efterkommere var med til at besegle den „bindende aftale“ på Nehemias’ tid. (Ne 9:38; 10:1, 9, 10) Hvis det var denne Kelita selv og ikke en af hans efterkommere der var til stede da aftalen blev indgået, kan han være den samme som nr. 1 eller nr. 2.