SLÆGTNING

En person der er af samme slægt som en anden eller knyttet til slægten ved giftermål. På hebraisk og græsk dækkes begrebet af flere ord, der forklares i det følgende.

Go’elʹ (af hebr. ga’alʹ, som betyder „at genløse“, eller „at købe tilbage“) henviser til den nærmeste mandlige slægtning der har retten som genløser eller pligten som blodhævner. En forsætlig morder skulle lade livet for ’blodhævnerens’ hånd. (4Mo 35:16-19) Boaz var „genløser“ og havde „genløsningsret“ som slægtning til No’omi og Rut. (Rut 2:20; 3:9, 12, 13; 4:1, 3, 6, 8, 14) Jehova selv, den store Fader og Livgiver, er både Hævner og Genløser for sine tjenere. — Sl 78:35; Es 41:14; 43:14; 44:6, 24; 48:17; 54:5; 63:16; Jer 50:34.

Sje’erʹ (hebr.: „kød, krop“) bruges i betydningen en nær kødelig slægtning. Ifølge Guds lov måtte en israelit ikke have seksuelt samkvem med sin „nære slægtning“, for eksempel sin faster eller moster. (3Mo 18:6-13; 20:19) Hvis en israelit kom i gæld til en udlænding, kunne israelittens broder, onkel, fætter eller en anden „nær kødelig slægtning“ løskøbe ham. (3Mo 25:47-49) Og hvis én døde uden at efterlade sig en søn, datter, broder eller farbroder, skulle ’den slægtning der var nærmest til ham i hans slægt’ modtage arven. — 4Mo 27:10, 11.

Qarvʹ (hebr.: „nær, nærmest“) bruges ikke blot om en nær slægtning, men også om en fortrolig bekendt. Hvis en broder blev så forarmet at han måtte sælge sin ejendom, skulle „hans nærmeste slægtning“ købe den tilbage for ham. (3Mo 25:25) Job sørgede over at hans „nærmeste“ var forsvundet, og David over at hans „nærmeste“ havde „stillet sig langt borte“. — Job 19:14; Sl 38:11.

Jadha‛ʹ (hebr.: „at kende, være kendt med“) og dermed forbundne udtryk bruges om en kødelig slægtning eller blot en bekendt. No’omi havde „en slægtning på sin mands side“ ved navn Boaz. Jehu henrettede hele Akabs hus, derunder også „hans bekendte“. — Rut 2:1; 2Kg 10:11.

I De Kristne Græske Skrifter betegner ordet syggenēsʹ en kødelig slægtning. Dog bruges det aldrig om forholdet mellem forældre og deres børn. Læg i denne forbindelse mærke til følgende ord af Jesus til hans disciple: „[I vil] endog blive forrådt af forældre og brødre og slægtninge [syggenōnʹ] og venner.“ (Lu 21:16) Da den 12-årige Jesus savnedes, ledte hans forældre først efter ham „blandt deres slægtninge“. (Lu 2:44) Når man afholdt en fest, sagde Jesus, skulle man ikke indbyde sine „slægtninge“, som kunne gøre gengæld, men hellere de fattige. (Lu 14:12-14) Da Peter forkyndte den gode nyhed om frelse for Kornelius, var dennes „slægtninge“ også til stede. (Apg 10:24) Og da Paulus skrev til romerne, omtalte han både israelitterne under ét og en del enkeltpersoner som sine „slægtninge“. — Ro 9:3; 16:7, 11, 21.