LAURBÆRTRÆ

[hebr.: ’oʹræn].

En stedsegrøn, busklignende vækst, der også kan vokse som et træ og blive op til 15 m højt. Alle dele af træet (rødder, bark, blade og frugter) indeholder en olie som længe har haft medicinsk anvendelse. Bladene er lancetformede og læderagtige og har en glinsende overside.

Dette træ omtales kun én gang i De Hebraiske Skrifter, nemlig i Esajas 44:14, hvor det nævnes som det sidste i en opregning af flere træer. Lexicon in Veteris Testamenti Libros (af L. Koehler og W. Baumgartner, Leiden 1958, s. 88) anfører det hebraiske navn som identisk med laurbærtræet (Laurus nobilis). (Se også The Interpreter’s Dictionary of the Bible, redigeret af G. A. Buttrick, 1962, bd. 2, s. 293.) Laurus nobilis vokser i Palæstina langs kysten og et stykke op i bjerglandet, og det findes også i andre Middelhavslande.

I det antikke Grækenland lavede man kranse af laurbærblade hvormed man prydede sejrherrerne i De Pythiske Lege, og man brugte dem også som en æresbevisning over for indehaverne af særlige embeder.