SAGTMODIGHED

Det at have et mildt sind, uden præg af hovmod eller forfængelighed. Den sindsindstilling der gør at man tålmodigt finder sig i ondt uden at lade sig irritere, føle vrede eller gøre gengæld. Sagtmodighed er nært beslægtet med og findes sjældent adskilt fra sådanne andre dyder som mildhed og ydmyghed. (Se MILDHED; YDMYGHED.) Det hebraiske ord der gengives med „sagtmodig“ (‛anawʹ), kommer af roden ‛anahʹ, der betyder „at underkue, mishandle, ydmyge“.

I Bibelen fremhæves sagtmodighed som en egenskab der først og fremmest ses i forholdet til Gud og dernæst til ens medmennesker. Der siges for eksempel: „De sagtmodige skal atter fryde sig over Jehova.“ (Es 29:19) Sagtmodige mennesker er lærvillige — Jehova „lærer de sagtmodige sin vej“ (Sl 25:9) — og de er villige til at lade sig tugte af Gud skønt tugten i øjeblikket kan synes vanskelig at bære. (He 12:4-11) Sagtmodighed får mennesker til at vente på at Jehova griber ind og fjerner det onde som de uretfærdigt lider under, i stedet for at blive forbitrede over forholdene. (Sl 37:8-11) Og de bliver ikke skuffede, for Jehovas udvalgte, ’kvisten ud af Isajs stub’, vil retlede med retskaffenhed „til gavn for de sagtmodige på jorden“. — Es 11:1-4.

Moses. Moses var et sådant menneske, ja, han var „langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“, en der kunne tage kritik uden at fare op eller blive fortrydelig. (4Mo 12:3) Dette blev sagt om Moses på et tidspunkt da Mirjam og Aron knurrede imod ham. Deres knurren var i virkeligheden en malplaceret klage imod Jehova, og Jehova greb straks ind og satte dem i rette. — 4Mo 12:1-15.

Nogle kommentatorer mener at bemærkningen om Moses’ sagtmodighed var uberettiget selvros fra Moses’ egen side. Andre kritikere hævder at udtalelsen er tilføjet senere af en anden, mens atter andre ser den som et vidnesbyrd om at det slet ikke er Moses der har skrevet Mosebøgerne. I F. C. Cooks Commentary (London 1871, bd. 1, 2. del, s. 693) siges der imidlertid om disse ord: „Når vi betragter dem som udtalt af Moses, ikke ’proprio motu [på eget initiativ]’, men under ledelse af den hellige ånd, der var over ham (jf. xi. 17), vidner de om en vis ’objektivitet’ der taler for at de er ægte og inspirerede. Der er i disse ord, såvel som i de passager hvori Moses ikke mindre klart beretter om sine egne fejl (jf. xx. 12 ff.; 2 Mos. iv. 24 ff.; 5 Mos. i. 37), en ligefremhed som man finder hos en der vidner om sig selv, men ikke roser sig selv (jf. Matt. xi. 28, 29). Ordene er indskudt for at forklare hvorfor Moses ikke søgte at retfærdiggøre sig, og hvorfor Herren som følge deraf greb så ufortøvet ind.“

Jesus Kristus. Jesus Kristus lagde sagtmodighed for dagen ved at udholde enhver form for personlig fornærmelse og mishandling uden at beklage sig. Han lod sig endda føre som et lam til slagtebænken uden at åbne munden i protest. (Flp 2:5-8; He 12:2; Apg 8:32-35; Es 53:7) Denne den større Moses anbefalede også sig selv til andre som en der var sagtmodig eller havde et mildt sind. (Mt 11:28, 29, DA92, NV) Som forudsagt i Esajas 61:1 blev han salvet med Jehovas ånd til at „bringe godt nyt til de sagtmodige“. Efter at have oplæst denne profeti i synagogen i sin hjemby, Nazaret, sagde han: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ (Lu 4:16-21) Ved at sende sin elskede søn til jorden for at lære de sagtmodige om frelsen viste Gud dem en ganske særlig gunst. — Sl 149:4; Ord 3:34.

Er til gavn. Den opfordring profeten Zefanias fremsatte, lyder stadig: „Søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed [el.: ydmyghed]. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ (Zef 2:3, fdn.) Og de sagtmodige får vidunderlige løfter som rækker endnu videre. For eksempel: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Sl 37:11) I både åndelig og bogstavelig forstand skal de sagtmodige „spise og mættes“. — Sl 22:26.

I modsætning til de ugudelige, som fører de sagtmodige på afveje og forsøger at tilintetgøre dem (Am 2:7; 8:4), hører Jehova altså på de sagtmodige og besvarer deres bønner; han skuffer ikke deres tillid. (Sl 10:17; 9:18) Det er sandt som ordsproget siger: „Det er bedre at have en ydmyg ånd sammen med sagtmodige end at dele bytte med de stolte.“ — Ord 16:19.