PÅFUGL

[hebr.: tukkījīmʹ (flertal)].

En stor hønsefugl af fasanfuglenes familie. Der er to arter, Pavo muticus og Pavo cristatus. Hannen er især kendt for sit prægtige haleslæb af dækfjer i glinsende grønne og gyldne farver med store „øjne“ i blåt. Den kan slå halen op til en imponerende vifte der danner en halvcirkel som rører jorden i begge sider, og den vibrerer med den opslåede hale så fjerene bruser og spiller i mange farver. Halsen og brystet har ligeledes et grønblåt, metalglinsende skær. På grund af sin majestætiske skønhed er fuglen fra de tidligste tider blevet meget værdsat.

På kong Salomons tid bragte hans flåde af tarsisskibe hvert tredje år ladninger hjem af „guld og sølv, elfenben og aber og påfugle“. (1Kg 10:22) Mens nogle af Salomons skibe sejlede til Ofir (øjensynlig i området omkring Det Røde Hav; 1Kg 9:26-28), nævner 2 Krønikebog 9:21 at der var andre som „sejlede til Tarsis“ (sandsynligvis i Spanien) i forbindelse med at de hjembragte ovennævnte varer. Det er derfor ikke sikkert hvorfra påfuglene blev importeret. Disse smukke fugle menes at være hjemmehørende i Sydøstasien, og der findes mængder af dem i Indien og Sri Lanka. Nogle mener at det hebraiske navn (tukkījīmʹ) kan forbindes med det oldtamilske ord for påfugl, tokei. Salomons flåde kan have skaffet disse fugle når skibene sejlede ad deres sædvanlige rute og lagde til ved handelssteder som havde samhandel med Indien. Af interesse er også følgende bemærkning i bogen The Animal Kingdom af Frederick Drimmer: „I århundreder antog forskerne at der ikke fandtes påfugle i Afrika — deres kendte levesteder var Indien og Sydøstasien. Naturforskernes tro blev slået i stykker i 1936 da congopåfuglen [Afropavo congensis] blev opdaget i Belgisk Congo.“ — 1954, bd. II, s. 988.

Nogle foretrækker at forbinde det hebraiske ord tukkījīmʹ med det ægyptiske ky, der betegner en slags abe.