Set med en påfugls øjne
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I INDIEN
DET begyndte alt sammen da jeg hakkede hul i æggeskallen og tumlede ud i fugleverdenen. Jeg stod der og blinkede i det tropiske sollys, helt forvirret. Det var alt sammen så fremmed, så skræmmende. Instinktivt kendte jeg mor. Jeg lagde mig til rette under hendes beskyttende vinge. Dér var jeg i sikkerhed; dér følte jeg mig elsket. Jeg syntes mor så så stærk og sikker ud, det gjorde mig tryg.
Således tilbragte jeg de første par dage af mit liv. Skønt jeg ikke forstod det på det tidspunkt, så var jeg en påfuglehan, og jeg havde to påfuglebrødre og to påfuglesøstre. Vi var altså en påfuglefamilie af gennemsnitsstørrelse, da der almindeligvis er fire til seks æg i en påfuglerede.
Og når vi nu taler om reder, så lagde jeg mærke til at den rede hvori jeg kom til verden var en fordybning som var skrabet i jorden midt i en tæt klynge underskov som lå på et uopdyrket, åbent stykke land. Den var beklædt med kviste, blade og græs — meget behagelig, og godt skjult for lurende fjender. Senere fandt jeg ud af at mor må have lagt sine fem skinnende, cremefarvede æg her, hvert æg omkring syv centimeter langt. Omsorgsfuldt rugede hun på æggene i otteogtyve dage indtil jeg indfandt mig.
Jeg har forstået at der i løbet af rugetiden skete noget som let kunne have resulteret i at jeg overhovedet ikke var blevet udruget. Vores rede lå i nærheden af nogle marker med hirse og byg, tæt ved en lille biflod til floden Jamuna. I nærheden var der også et område med uopdyrket jord som var dækket med vildt græs og junglekrat og hvor der lå spredte klippestykker. Her og der voksede vilde myrtebuske og akacietræer. Det var sent på eftermiddagen og solen ville snart gå ned.
Alt var stille og meget roligt. Pludselig gjorde en snigende bevægelse i junglekrattet mor agtpågivende. Hendes skarpe blik gennemsøgte underskoven, og hun fik øje på en vildkat der luskede om. Hun stivnede så at sige på reden mens det sultent udseende dyr nærmede sig. Mors fjer faldt sammen med den omliggende vegetation; hun var næsten usynlig. Katten gik forbi og listede sig videre hen mod kornmarkerne. Var mor blevet set kunne det have betydet døden for hende og os, for påfuglemødre nægter at forlade reden selv om de er i største fare.
Påfugleskikke
Vi påfugle lærer hurtigt. Vi lærte snart at mor ikke var den eneste mage far havde. Han havde fem. Som følge heraf kan en påfuglehan blive far til så mange som femogtyve påfugleunger på ét år — ganske normalt set med en påfugls øjne.
Vores familie hører til en lille flok påfugle der lever i et område af Rajasthan-ørkenen i det nordlige Indien, ikke langt fra Jaipur. Jeg har mange tanter og onkler, og da vi er selskabeligt anlagt kan vi lide at flokkes. Ofte sætter flere familier sig til hvile i det samme træ. I yngletiden strejfer alle mine onkler imidlertid om for at søge sig mager.
Påfugle er lysvågne ved det første daggry, men i stedet for straks at flyve ned på jorden foretrækker vi at give os god tid og spadsere ned fra gren til gren, idet vi bryder morgenstilheden med vores høje skrig. Med det samme koncentrerer vi os om vores morgenmad. Mor lærte os unger at finde vores livretter. Vi lever hovedsagelig af græs og korn. Somme tider tilbringer vi hele dage med at anrette skader på kornmarkerne. Fordi vi er „hellige“ her, udholder landmændene imidlertid vores plyndringer med stoisk karakterstyrke. Fede, saftige insektstege figurerer også på vores menu, sammen med et mørt firben en gang imellem. Far og mor får endog små slanger til middag! Sandsynligvis ikke noget De vil synes om, medmindre De ser på det med en påfugls øjne.
Sidst på eftermiddagen spiser vi tidlig aftensmad og begiver os så til vore grene, idet vi langsomt går op ad „trapperne“ til vi når et passende hvilested. Vi har ord for at lave en masse larm og ståhej mens vi sætter os til rette for natten.
Påfugleforældre deler ansvaret
Far var langt den mest farvestrålende af mine forældre. Mor forstod på den anden side set også at sætte farver sammen. Hun valgte en dragt der faldt ind i omgivelserne når hun havde travlt med rede og æg. Sandsynligvis havde hun så travlt med at lave reder, lægge æg, udruge dem og passe unger at hun syntes at en alt for pæn fjerdragt var upraktisk. Far, som ikke var med til at ruge, havde mere tid til at vise sin smukke hale og spankulere omkring.
Ikke desto mindre må jeg indrømme at far var en klog leder for sin flok. Selv om det somme tider ikke så sådan ud, spejdede han altid omhyggeligt efter fjender — vildkatte, ørne og mennesker. Han ser og hører fantastisk godt. Påfugle bliver sjældent fanget. Af alle junglens indbyggere er far gerne den første der opdager at en leopard nærmer sig. I sådanne tilfælde af fare er det sjældent vi flyver, selv om vi kan flyve hurtigt og langt. I stedet foretrækker vi at løbe hurtigt hen ad jorden.
Når jeg nævner fjender mindes jeg noget der skete da jeg kun var seks måneder gammel. Nogle af os påfugleunger legede i skyggen. En af de unge hanner gjorde sig latterlig ved at prøve at give en umoden frieropvisning. Jordegern for omkring, og et stykke borte sad en enlig blå skade roligt i et margosatræ. I et baniantræ i nærheden efterlignede en flok stære junglens lyde. Et par påfugleunger skændtes om et firben som en af dem havde fanget. Pludselig udstødte far et gennemtrængende skrig som standsede os alle i vores forehavender. Fare! Vi spredtes i alle retninger. En højtflyvende ørn kom pludselig til syne, men takket være fars årvågne omsorg skete der ingen ulykke.
Påfugles fjerbeklædning
I de første få måneder kunne man næppe se forskel på mine søstre og mig. Vores halefjer var ens. Efter otte måneders forløb var tiden ifølge påfuglenes sædvane inde til at jeg måtte forlade hjemmet og klare mig selv. Dette gav mor et pusterum før hendes næste opgave med at opfostre familie. På dette tidspunkt var jeg ved at få de karakteristiske halefjer der ligger oven over de almindelige halefjer. Det er noget der går langsomt. Ikke før i mit fjerde leveår kunne jeg håbe på at få hele hannens fjerbeklædning.
Som månederne gik fik jeg gradvis en ulastelig dragt af dun og fjer. Jeg vejede fem kilo og målte omkring to meter fra hoved til hale. Alene mine øverste halefjer var halvanden meter lange. Jeg var blevet voksen og kunne se frem til at nå en moden alder af tolv år. Jeg kunne nu regne med at skifte fjerdragt en gang om året og måske endog at blive beundret af mennesker der har fotografiapparater i stedet for geværer.
Hvis De bare kunne se mig! For at begynde med hovedet har jeg en top af opretstående fjer med en bar hvid plet på hver side. Jeg er også hvid omkring øjnene. Min lange hals er dækket med en strålende metalgrøn og -blå fjerdragt der går over i spraglet grøn under mine vingefjer. På maven går farven næsten over i sort. Læg mærke til at mine vinger derimod er grå med sorte pletter. Mine virkelige halefjer, som man ikke kan se, er brunlige.
Mine øverste halefjer, der slæber halvanden meter efter mig, er bronzegrønne og -blå. På disse halefjer bliver der ligesom faner hvorpå man ser det velkendte, glitrende „øje“ eller ocellus. Når jeg vil, kan jeg rejse disse lodret over ryggen, spredt som en vifte, og jeg kan holde dem dér ved at støtte dem med de virkelige halefjer. Det er et syn der er værd at se.
Men denne opvisning er ikke i første række beregnet på at glæde menneskelige beundrere. Det er min måde at vinde mager på. Når vor årlige yngletid begynder drager jeg ud for at søge efter eventuelle mager. Så snart jeg får øje på én udfolder jeg al min charme. Jeg opfører en slags dans foran hende. Med fremskudt bryst og de øverste halefjer rejst, spankulerer jeg frem og tilbage idet jeg læner mig fremad. Samtidig udstøder jeg et skærende, hæst skrig, overhovedet ikke musikalsk i Deres ører, men det lader hende forstå at jeg er interesseret. Ved højdepunktet af opvisningen vibrerer jeg med mine underste halefjer, hvilket får de rejste fjer til at flimre i sollyset og frembringer en raslende lyd. Og det virker; for i yngletiden, fra januar til oktober, kan jeg i almindelighed vinde fire til fem mager. Så føler jeg mig som en maharaja der prydet med juveler går rundt blandt sit harem.
Selvfølgelig kan min strålende fjerdragt også indebære en vis fare. Med alt dette ekstra udstyr, hvordan undslipper jeg da jægere og handelsmænd der vil spise mig eller tage mine fjer? Det er sandt at der er love der begrænser jagt og drab på fugle af min slags, men der er altid nogen der er villige til at ignorere loven. Kan De forestille Dem hvor vanskeligt det er for mig at undgå at blive gjort fortræd?
Der er én ting jeg kan gøre for at mindske faren. Hvert år når jeg skifter mine lange halefjer kan jeg efterlade disse smukke souvenirs rundt omkring på jorden så samlere kan finde dem og tage dem med. Så har jeg også, på trods af min fjerdragt, evnen til at glide lydløst gennem tætte krat med en kobras smidighed. For mange mennesker er jeg også genstand for ærefrygt. De betragter mig som en slags „hellig“ fugl. Så påfuglejægere tør ikke udføre deres skændige arbejde alt for åbenlyst.
Påfuglenes historie
Men min fortælling ville ikke være fuldstændig, uden lidt af påfuglenes historie. Jeg formoder at De ved at vi hører til fasanfamilien. Imidlertid har vi så mange fætre blandt fasanerne at eksperterne har klassificeret os under navnet „Pavo cristatus“. Det er sandsynligvis fordi vores top adskiller os fra vore fjerne fætre (cristatus = forsynet med fjerbusk). Da mine forfædre gik i land fra Noas ark slog de sig til slut ned i Indien. Her har vi i tusinder af år tjent som dekorationsfugle i kongeslotte og adelsmænds ejendomme. Selv i fremmede, udenlandske paladser tjente vi som fjerklædte ambassadører.
Det var en stor dag i påfuglenes historie da nogle af mine udmærkede forfædre fra fønikiske skibe gik i land på ægyptisk jord og blev indført i faraos hof, hvor de i fuld påfuglepryd præsenterede deres fjedrede „akkreditiver“. Bibelens historie fortæller at påfugle var blandt de værdifulde ting kong Salomon indførte. Så for tre tusind år siden blev pragten i Zions kongelige palads forøget med dekorative, levende påfugle. (1 Kong. 10:22, 23) Århundreder senere bragte Alexander af Makedonien to hundrede påfugle med hjem til Europa.
Ned gennem tiden har vi altid haft vanskeligt ved at forstå menneskers synspunkt. For eksempel er vi påfugle i årtusinder blevet betragtet som hellige fugle i Indien, og til tider er vi endog blevet tilbedt. Vi figurerer i nogle af indernes gamle religiøse legender. I dag betragtes det stadig i visse dele af Indien som en forbrydelse at dræbe en påfugl. Og dog anbefalede de gamle romere påfugle som spisefugle. I middelalderens Europa var et festmåltid blandt de rige ikke fuldkomment uden et fad med saftig påfugl. Så De kan sikkert forstå hvor forvirrende dette har været, set med en påfugls øjne.
Nu før jeg slutter er der blot en almindelig misforståelse jeg gerne vil rette. Udtrykket „stolt som en påfugl“, der bruges i engelsktalende lande, har givet dét indtryk at en påfugl symboliserer stolthed og forfængelighed. Hvordan tror De det får mig til at føle? Skulle det virkelig være sandt? Mon en viis og kærlig Skaber ville indplante så lidet ønskværdige egenskaber i en af sine umælende skabninger? Men for fuldt ud at værdsætte og forstå en påfugls egenskaber må De se sagen med en påfugls øjne.