SJAMMUA

(Sjammuʹa) [en kortform af Sjemaja, der betyder „Jehova har hørt“].

1. En høvding der repræsenterede Rubens stamme, og som af Moses blev sendt ud for at udspejde det forjættede land. Han var søn af Zakkur. Sammen med ni andre spioner overtalte han israelitterne til ikke at tro at Jehova ville rense Kana’an for deres fjender. — 4Mo 13:2-4, 28, 29.

2. En af de sønner David fik med Batseba, og således en helbroder til kong Salomon. (2Sa 5:13, 14; 1Kr 14:3, 4) Ét sted kaldes han Sjim’a. — 1Kr 3:5.

3. En levit af Jedutuns slægt hvis søn eller efterkommer Abda boede i Jerusalem efter landflygtigheden i Babylon. (Ne 11:17) I 1 Krønikebog 9:16 kaldes han Sjemaja.

4. En præst der var overhoved for Bilgas fædrenehus i Jesjuas efterfølger Jojakims dage. — Ne 12:12, 18.