SJISJAK
(Sjiʹsjak).
En ægyptisk konge der i de ægyptiske inskriptioner betegnes som Sjesjonk (I). Han betragtes som grundlæggeren af „det libyske dynasti“ og tillægges som regel en regeringstid på ca. 21 år. Han blev efterfulgt på tronen af sin søn Osorkhon I.
Sjisjak herskede i Ægypten da Jeroboam flygtede dertil for at undgå kong Salomons vrede. (1Kg 11:40) Nogle år senere, i Salomons efterfølger Rehabeams femte regeringsår (993 f.v.t.), trængte Sjisjak ind i Juda med en vældig hær af ryttere og stridsvogne. Han indtog en del befæstede byer i Juda og rykkede derefter frem mod Jerusalem. Men Jehova tillod ham ikke at ødelægge byen, for Rehabeam og Judas fyrster havde ydmyget sig efter at have fået et budskab fra profeten Sjemaja. Sjisjak plyndrede dog byen for dens skatte. — 2Kr 12:1-12.
Sjisjaks invasion i Palæstina er arkæologisk bevidnet. Navnet Sjesjonk (Sjisjak) nævnes på et fragment af en stele fundet i Megiddo, hvor stelen muligvis blev rejst til minde om hans sejr. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 263, 264) Og på et relief på en tempelmur i Karnak (den nordlige del af den gamle ægyptiske by Theben) opregnes en lang række byer og landsbyer som Sjisjak erobrede. (BILLEDE, bd. 1, s. 952; Supplements to Vetus Testamentum, Leiden 1957, bd. IV, s. 59, 60) Et betragteligt antal af de steder der kan identificeres med bibelske lokaliteter, lå i tistammerigets område, hvilket tyder på at formålet med Sjisjaks felttog ikke var at hjælpe tistammeriget, men at få herredømmet over de vigtige handelsveje og derved udvide Ægyptens magt og indflydelse.