Brev

Om omregning af kalenderens datoer for „endens tid“

Den 21. december 1949.

Kære broder . . .!

Vi er i besiddelse af dit brev af nyere dato, hvori du anmoder om nærmere oplysning angående omregningen af den julianske kalenders datoer til de tilsvarende gregorianske, således som de er opgivet i Vagttaarnet for 1. marts 1950. Efter modtagelsen af dit brev er disse datoer blevet kontrolleret af vore matematikere og har alle vist sig at være nøjagtige, således som de var offentliggjort.

Selv om du har ret i, at der er en forskel på en dag hvert 128. år mellem den julianske og den gregorianske kalender, må man dog, når man foretager en omregning fra den ene til den anden, lade sig lede af de regler, der er fastsat af ophavsmændene til disse kalendere. Følgende regler vil du finde angivet i 1942-udgaven af Encyclopædia Britannica, bind IV, side 569. Den julianske kalender, der blev autoriseret af Julius Cæsar år 45 f. Kr., regner med et almindeligt år på 365 dage og et skudår på 366 dage hvert fjerde år, hvor der tilføjes en ekstra dag til måneden februar. Den gregorianske kalender, som pave Gregor XIII gjorde sig til talsmand for i 1582 (nu antaget af hele kristenheden i den vesterlandske verden og af Rusland i 1918), virker efter følgende regel: „Alle år, hvis tal er delelige med 4, er skudår, undtagen det sidste år i hvert århundrede, som kun er et skudår, når århundredets tal er deleligt med 4; men 4000 og dets mangefold 8000, 12.000, 16.000 o.s.v. er almindelige år.“ Ligesom den julianske kalender har den gregorianske et almindeligt år på 365 dage, og i dens skudår føjes ekstradagen til februar måned.

Mens den julianske kalender altid har skudår ved århundredskiftet, hvorimod den gregorianske kun har et almindeligt år på den tid, undtagen når århundredåret er deleligt med 4, er den julianske kalender som følge heraf lidt længere, omtrent en dag længere hvert 128. år. Forskellen mellem de to kalendere er almindeligt mærkbar ved århundredårene. Da den gregorianske kalender altså er lidt kortere, er dens år nærmere det egentlige solår på 365 dage 5 timer 48 minutter og 46 sekunder. Det muliggør, at forårsjævndøgn almindeligvis falder på samme dag, nemlig den 21. marts, som det var beregnet at skulle ifølge dem, der udarbejdede den gregorianske kalender, ligegyldigt om kalenderen blev brugt i tiden efter Kristus eller før.

Læg mærke til, hvor udmærket det passer på følgende eksempler. På side 78 i ovenfor omtalte nummer af Vagttaarnet citeres Det Nautiske Almanakselskab i England at have sagt: „Forårsjævndøgn i år 607 f. Kr. var den 28. marts (efter den julianske kalender).“ Ligesom de gregorianske datoer er bagud for de julianske datoer med hensyn til identiske begivenheder i tiden forud for det tredje århundrede e. Kr., er denne kalender nøjagtig 7 dage bagud i det syvende århundrede f. Kr. Trækkes de 7 dage fra den 28. marts, indtræffer forårsjævndøgn den 21. marts 607 f. Kr., således som det også skulle ifølge den gregorianske kalender, der har en fast dato for jævndøgnene. Tag så f. eks. året 45 f. Kr., da den julianske kalender begyndte; den julianske dato for forårsjævndøgn det år var den 23. marts. Omregningsfaktoren for det første århundrede f. Kr. er ÷2, hvilket fastsætter forårsjævndøgn til den 21. marts år 45 f. Kr. efter den gregorianske kalender. Læg endvidere mærke til, at på tiden for kirkemødet i Nikæa i året 325 e. Kr. indtraf forårsjævndøgn den 20. marts efter den julianske kalender. Omregningsfaktoren for det fjerde århundrede er +1. Atter indtræffer derved forårsjævndøgn den 21. marts år 325 e. Kr. ifølge gregoriansk udregning. Som et sidste eksempel lægger vi mærke til, at i pave Gregors tid (1582) indtraf forårsjævndøgn den 11. marts efter juliansk udregning. Omregningsfaktoren for det sekstende århundrede e. Kr. er +10, og således føres også her datoen for forårsjævndøgn op til den 21. marts ifølge gregoriansk kalender. Du vil vide, at katolikkerne for at få indført deres gregorianske kalender i 1582 bestemte at stryge 10 dage af deres gamle julianske kalender, således at den 15. oktober det år fulgte umiddelbart efter datoen den 4. oktober. Skønt de romersk-katolske lande og senere de protestantiske lande antog denne nye kalender efter 1582, fortsætter de græsk-ortodokse katolikker stadig med at bruge den originale julianske kalender uden regulering.

Den øjensynlige grund til, at de gregorianske datoer er forud for de julianske i tiden siden det tredje århundrede e. Kr., er, at den ekstra dags forskel altid falder som den sidste dag i februar, en tilføjelse, der går forud for forårsjævndøgn, når der regnes i positiv retning. Regner man derimod med den gregorianske kalender tiden bagud på den anden side omregningsfaktoren nul, falder den til februar tilføjede ekstra dag altid efter forårsjævndøgn, når der regnes i negativ retning.

Hvad angår de omtalte omregningsfaktorer, kan vi henvise dig til følgende astronomiske værker, hvorfra vi har fået vor oplysning og bekræftelsen på de omspurgte datoer:

Robert Schram i bogen Kalendariographische und Chronologische Tafeln, udgivet i Leipzig i 1908.

Karl Schoch i bogen Planeten Tafeln Für Jedermann, udgivet i Berlin i 1927. Sidstnævnte tavler findes også på engelsk i bogen The Venus Tablets of Ammizaduga af S. Langdon og J. K. Fotherringham, udgivet i London. Dr. Schochs tavler findes i tillægget til denne engelske udgave.

Vi glæder os sammen med dig over at være Jehovas tjenere og tegner

dine i Jehovas tjeneste hengivne brødre