Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor sagde Jesus efter sin opstandelse til Maria Magdalene, at hun ikke måtte røre ham, men befalede Tomas at røre ved ham? — Læser i New York.
Den over hele verden brugte King James-oversættelse såvel som den danske gengiver Jesu ord til Maria således: „Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader.“ Derpå bad han hende gå og fortælle disciplene om hans opstandelse og kommende himmelfart. (Johannes 20:17) Moderne tale klargør, hvad Jesus mente, som vi ser det af En Amer. Overs., der gengiver det: „Du må ikke klynge dig til mig, for jeg er endnu ikke gået til min Fader.“ Det var ikke et spørgsmål om at røre Jesus; hun havde ikke alene rørt ham, men klynget sig til ham, uden tvivl ængstelig for, at han skulle forsvinde og fare op til himmelen. Jesus forsikrede hende imidlertid om, at han ikke ville fare til himmelen lige straks, og at hun skulle lade være med at klynge sig til ham og i stedet gå og fortælle disciplene, hvad der var sket. Samme dag viste Jesus sig for disciplene, men Tomas var ikke til stede og erklærede senere, at han ikke ville tro det, før han havde set naglegabene på Jesus og havde stukket sin hånd i hans side, hvor spydet havde ramt ham. Få dage senere viste Jesus sig for disciplene, mens Tomas var nærværende, og han opfordrede Tomas til at røre ved hans sår. (Johannes 20:25-27) I begge tilfælde havde Jesus god grund til at tale, som han gjorde, og der er ikke noget i de to tilfælde, der modsiger hinanden,
● Hvordan kan det være, at Moseloven tillod israelitterne at give den fremmede noget selvdødt, men ikke selv måtte spise det? — Læser i California.
Spørgsmålet hentyder til 5 Mosebog 14:21, som lyder: „I må ikke spise noget selvdødt dyr. Du kan give det til den fremmede inden dine porte, at han kan spise det, eller du kan sælge det til en udlænding. Thi du er et folk, der er helliget Jehova din Gud.“ Når israelitterne bortgav eller solgte et kadaver til en fremmed eller udlænding, fremstillede de ikke sagen i et forkert lys. Og modtageren eller køberen af sådanne varer handlede frivilligt. Han var ikke tvunget til at købe dem eller tage imod gaven. Der var intet som helst uretfærdigt heri; det var simpelthen en indskrænkning, som var pålagt israelitterne, og ingen anden nation rettede sig efter den på det tidspunkt. Grunden til, at israelitterne måtte se anderledes på sagen end de øvrige nationer, vises ved ordene: „Thi du er et folk, der er helliget Jehova din Gud.“
● Hvad betyder den fodvask, der omtales i Johannes 13:4-16? Vil det sige, at kristne skal vaske hverandres fødder som en ceremoni? — Læser i Virginia.
På Jesu tid bar folk sandaler, og de rejsendes fødder blev snavsede, så det var nødvendigt for dem at vaske fødder, når de nåede frem til deres bestemmelsessted. Som en høflighed mod den vandringsmand, der måtte være træt efter rejsen, lod værten ofte en tjener vaske hans fødder. (Lukas 7:44) Men da det ikke var almindeligt blandt de kristne at holde tjener — de fleste af dem var fattige — var det værten eller værtinden, som vaskede gæstens fødder. (1 Timoteus 5:10) Det var en tjeneste, som havde stor praktisk værdi på Jesu tid. Og da Jesus vaskede disciplenes fødder, udførte han ikke en religiøs ceremoni, men gav et eksempel til efterfølgelse. „Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.“ (Johannes 13:14, 15) Han demonstrerede ydmyghed og kærlighed ved at udføre en tjenergerning til hans brødres bekvemmelighed, og ved sit eksempel lod han disciplene se det nødvendige i at være en tjener i Guds organisation og tjene hinanden med sandhedens vand og hjælpe hinanden til at vandre en ren vej. (Efeserne 5:25, 26) Kristne i vor tid bør derfor følge hans eksempel ved ydmygt og beredvilligt at tjene deres brødre med praktiske ting, ligesom fodvask på Jesu tid var noget praktisk. Da forholdene i vor tid er anderledes end dengang, har fodvasken ikke samme praktiske værdi som da, og den skal ikke udføres blot som en ceremoni.
● Hvordan skal det forklares, at Jesus blev født år 2 f. Kr., når den kristne tidsalder regnes fra hans fødsel? — Læser i New jersey.
Da kristenheden begyndte at tælle årene siden Jesu fødsel, blev der begået en fejlregning. Det er almindelig anerkendt, men der er delte meninger om, hvori denne fejl består, idet nogle påstår, at tidsregningen begynder fra fire til otte år for sent. Bibelen viser imidlertid, at Jesu fødsel fandt sted år 2 f. Kr. I Tiberius’ femtende regeringsår begyndte Johannes Døber sin tjenergerning, og på den tid (omkring 1. april) var Johannes tredive. Et halvt år senere blev Jesus tredive. (4 Mosebog 4:3; Lukas 3:1-3, 23; 1:36) Det måtte være omkring 1. oktober, i kejser Tiberius’ sekstende regeringsår. Tiberius’ første år som regent begyndte den 19. august år 14 e. Kr.; hans femtende år endte den 18. august år 29 e. Kr. Hvis derfor Jesus blev tredive år omkring den 1. oktober år 29, betyder det, at hans fødsel tredive år i forvejen må have fundet sted omkring 1. oktober år 2 f. Kr.
(The Watchtower, 15. august 1950)