Spørgsmål fra læserne

● Ezekiel 24:16, 17 siger: „Du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde tårer; suk i stilhed og hold ikke dødeklage.“ Ved andre lejligheder sørgede israelitterne over de døde med Guds godkendelse. Hvorfor forbyder Jehova det da i det ovenfor citerede skriftsted? — T. M., Fransk Ækvatorialafrika.

Fordi det var et særligt tilfælde. For at forstå sammenhængen må vi læse det foregående og de efterfølgende vers: „HERRENS ord kom til mig således: Menneskesøn! Se jeg tager dine øjnes lyst fra dig ved en brat død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde tårer; suk i stilhed og hold ikke dødeklage, bind huen på og tag sko på fødderne, tilhyl ikke dit skæg og spis ikke sørgebrød! Tal så om morgenen til folket! — Så døde min hustru om aftenen, og næste morgen gjorde jeg, som mig var pålagt. Og da folket sagde til mig: Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os? svarede jeg: HERRENS ord kom til mig således: Sig til Israels hus: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil vanhellige min helligdom, jeres hovmods stolthed, jeres øjnes lyst, jeres sjæles længsel; og de sønner og døtre, I lod tilbage, skal falde for sværdet! Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle jeres skæg eller spise sørgebrød; jeres huer skal blive på hovederne og jeres sko på fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i jeres synder og sukke for hverandre. Ezekiel skal være jer et tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN.“ — Ez. 24:15-24.

Ezekiels hustru må have været utro mod ham eller mod Jehova, og hun blev pludselig taget bort ved en dom fra Gud. Ezekiel skulle ikke sørge eller græde over hende. I modsætning til israelitterne i almindelighed blottede præsterne deres hoveder, når de sørgede; men Ezekiel, der var af præstelig æt, fik besked på at bære sin turban. At tage skoene af og tildække læberne var et tegn på sorg. De sørgende spiste „sørgebrød“, det vil sige mad, som andre sendte til dem, fordi de mente, at de sørgende var for optaget af deres sorg til at sørge for deres materielle fornødenheder. (3 Mos. 10:6; 21:1-3, 10; 2 Sam. 15:30; Mika 3:7) Ezekiel skulle ikke vise sin sorg ved nogen af disse tegn. Det skulle være et tegn for israelitterne, der da var i fangenskab i Babylon sammen med ham. Jerusalem og ganske særlig byens helligdom var deres øjnes lyst; men Jehova stod i begreb med at vanhellige den ved at tillade de hedenske babylonere at nedrive byen og helligdommen. Mange af deres nære slægtninge i Jerusalem ville blive dræbt, og de øvrige ville blive taget til fange. Dog skulle israelitterne og Ezekiel i Babylon ikke sørge. Jerusalem var blevet utro, og templet var besmittet, og trods det at de i årevis var blevet advaret på den mest tålmodige måde, lagde de ingen anger for dagen. Denne retfærdige dom fra Jehova skulle ikke vække sorg. Man bør acceptere de retfærdige domme over de onde uden at sørge over dem, der har handlet forkert.

I Jerusalem advarede Jeremias om den kommende ødelæggelse, ligesom Ezekiel gjorde i Babylon. Jeremias giver lignende vejledninger angående sorg: „Thi så siger HERREN: Kom ikke i sorgens hus, gå ikke til klage, vis dem ikke medynk, thi jeg tager min fred fra dette folk, lyder det fra HERREN, både nåde og barmhjertighed; og store og små skal dø i dette land og ikke jordes. De skal ikke holde dødeklage eller ridse huden eller klippe sig for deres skyld, bryde brød til en, der har sorg, til trøst for den døde, eller kvæge ham med trøstebæger for fader og moder.“ Hvorfor ikke? „Fordi jeres fædre forlod mig, lyder det fra HERREN, og holdt sig til andre guder og dyrkede og tilbad dem; mig forlod de og holdt ikke min lov; og I bærer jer værre ad end jeres fædre, thi se, I vandrer hver efter sit onde hjertes stivsind uden at høre mig; derfor slænger jeg jer bort fra dette land til et land, I ikke kender, så lidt som jeres fædre, og der skal I dyrke andre guder både dag og nat; thi jeg vil ikke give jer nåde.“ — Jer. 16:5-7, 11-13.

Jehovas domme er retfærdige, og de eksekveres med retfærdighed. Jehovas tjenere, som har hans ånd, og som elsker retfærdighed og hader ondskab, sørger ikke over, at de, der handler uret, lider døden for Jehovas udpegede skarpretters hånd. Udryddelsen af de onde tjener til at hævde og ophøje Jehovas navn, som de har foragtet, spottet og latterliggjort, og når Jehova således bliver ophøjet, glæder hans hengivne vidner sig i stedet for at sørge. I fyrretyve år advarede Jeremias Jerusalem, men byen omvendte sig ikke. Ezekiels advarsel bragte ingen anger. Nu i tiden forkynder Jehovas vidner en advarsel om tilintetgørelsen af den „onde tjener“ og den hykleriske religion og alle de onde; men som helhed omvender de sig ikke, og Harmagedon vil udslette de onde. De, der overlever Harmagedon, vil ikke sørge over udslettelsen af dem, Jehova har dømt: „HERRENS slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“ — Jer. 25:33.