Konstantins „Korsets Tegn“
VOR TIDS tilbedelse af det såkaldte Kristi kors menes at finde en vægtig støtte i den historie, der fortælles om Konstantin den Store, da han drog ud for at erobre verden. Det ser ud til, at han havde et syn, drømte en drøm, vandt en sejr, og at han derefter blev „omvendt“ til kristendommen, og alt dette, siges der, skete ved den mirakuløse magt fra Kristi kors.
I året 312 drog Konstantin, der på det tidspunkt var kejser over det, som nu kaldes Frankrig og England, ud med sin hær til krig imod Maxentius, daværende kejser af Italien og i øvrigt broder til Konstantins hustru. Et eller andet sted undervejs blev Konstantin en dag omkring middagstid overrasket ved at se en søjle af lys på himmelen, formet som et kors, på hvilket der var skrevet Hoc Vince, som betyder: „Ved dette skal du sejre.“
Den følgende nat, fortsætter historien, viste Jesus Kristus sig for Konstantin, mens denne sov, og opfordrede ham til at lave et banner, som bar dette himmelske kors, og at føre det i spidsen for sin hær, for det skulle være et tegn eller symbol på sejr. Dette gjorde han, og desuden lod han korset male som et monogram på sine krigeres skjolde før det sidste og afgørende slag ved den milviske bro i nærheden af Rom, hvor Maxentius blev dræbt.
Rent umiddelbart er der meget i forbindelse med denne historie, som synes utroligt. Men når den ærlige sandhedssøger sætter sig ind i de historiske kendsgerninger i sin undersøgelse af pålideligheden, bliver man simpelthen forbavset over, at nogen, der kalder sig kristen, vil fæste nogen som helst lid til denne fuldstændig hedenske fabel. Først og fremmest er historien kun baseret på Eusebius’, Lactantius’ og nogle få andres gamle skrifter, og alle disse er i stærk modstrid med hverandre. Ganske vist har mange berømte historieskrivere efter deres tid skrevet historien igen, men deres anstrengte forsøg på at udjævne de selvmodsigende fejl er kun formodet gætteværk og derfor ikke af nogen pålidelig værdi.
Tag nu først noget så enkelt som tidspunktet og stedet, hvor Konstantin formodes at have haft sit syn og sin drøm. Eusebius meddeler i sin Life of Constantine (B. ii, k. 28, s. 410) i et utvetydigt sprog, at kejseren først besluttede at drage i krig imod Maxentius, efter at han havde set korset, efter at han havde haft drømmen, og efter at han havde anbragt det korsprydede banner i spidsen for sin hær. Nu er alle historikere enige om, at Konstantin besluttede at føre krig imod Maxentius, mens han stadig opholdt sig i Gallien, det nuværende Frankrig, og før han var kommet over Alperne. Derfor placerer Eusebius ganske afgjort „miraklet“ nord for Alperne. Imidlertid siger Lactantius med lige så stor autoritet i sin afhandling De Mortibus Persecutorum (k. 44, s. 999), at Konstantin modtog sit syn og sin drøm, efter at han var kommet over Alperne, og lige før det afgørende slag i nærheden af Rom.
Var synet fra Herren?
Når vi nu, efter at have set denne uoverensstemmelse, går over til mere vigtige spørgsmål, må vi betænke, hvem denne Konstantin var, om hvem det siges, at Herren skænkede ham denne enestående gunst. Førend Konstantin modtog synet, havde han levet et liv som soldat. At slå folk ihjel var hans bestilling, og i dette forehavende havde han stor succes. Han havde udmærket sig offentligt på slagmarken, først som soldat og senere som general, og i sit privatliv havde han myrdet sin egen svigerfader.
Med hensyn til religion var Konstantin soltilbeder, ligesom andre hedninger på hans tid. Apollo var hans „skytshelgen“. Det kan f.eks. bemærkes, at han efter at have slået et oprør blandt franskmændene ned i året 308 gik direkte til Apollos tempel og ofrede gaver og bønner til denne hedenske gud.
Nu regner man med, at vi tror på, at Herren gav sådan et menneske overordentlig værdifulde privilegier og velsignelser. Men hvad blev resultatet så? Viste Konstantin, at han gjorde disse ting af uvidenhed, og at han i hjertet virkelig var en ærlig og oprigtig mand? Fulgte denne soldat samme kurs som Kornelius århundreder før, idet han foretog en indvielse til Gud og symboliserede det ved at lade sig døbe? (Ap. G. 10) Forandrede Konstantin sig straks, vendte om, idet han opgav sin tidligere handlemåde og blev en sand kristen og trofast efterfølger af Jesu eksempel? Gjorde han alt dette, og gik han desuden ud på arbejdsmarken og forkyndte evangeliet i lighed med Saulus, som blev apostelen Paulus? (Ap. G. 9) Opgav han sit kejserdømme og forlod denne gamle verden, som er under Djævelens overherredømme, sådan som alle sande kristne må gøre? — Jak. 4:4; Joh. 15:19; Luk. 4:5-8.
Nej! lyder det eftertrykkelige svar på disse spørgsmål, et svar, der formelig skriger fra historiens sider. I stedet for at opgive sin tidligere syndige handlemåde udvidede Konstantin simpelthen sit virkefelt, idet han blev endnu mere begærlig efter erobringer og forøgede sin aktivitet med at slå folk ihjel. Hans stolthed, stivsindethed og hovmod nåede sit højdepunkt. Ligesom de havesyge diktatorer i nutiden begærede han verdensherredømmet på den mest utiltalende måde.
Konstantins bibeskæftigelse var en slags „morderforetagende“, en „hobby“ for ham, som han synes at have haft en særlig glæde af. På listen over de af hans mord, der kendes, står hans svigerfaders øverst. Hans andet offer, det første, efter at han havde set synet af korset, var hans søster Anastasias mand ved navn Bassianus. Dernæst dræbte han sin 12-årige nevø, Licinianus, en søn af hans søster Konstantina. Sin hustru, Fausta, dræbte han i et bad med kogende vand. Den næste var en ven ved navn Sopater. Så myrdede han sin søster Konstantinas mand, Licinius. Nummer syv på listen var hans egen søn, Crispus, hans førstefødte, hvem han halshuggede.
Lad blot folk i deres grove uvidenhed kalde Konstantin en „kristen“; de kalder slagteren Franco en „fin kristen gentleman“; men Gud være lovet vil ingen sådanne mordere nogen sinde komme ind i den nye verdens rige! (Gal. 5:21; 1 Pet. 4:15; 1 Joh. 3:15; Åb. 21:8; 22:15) Selv om der ikke var andre beviser end dette, falder påstanden om, at Konstantin blev „omvendt“ til kristendommen, derfor til jorden. Han var et af Djævelens børn. — Joh. 8:44.
Kun en fingeret kristen
Forsvarere, som forsøger at retfærdiggøre Konstantins „kristne“ egenskaber, overser og undskylder hans frygtelige forbrydelser og skyder dem ind under almindelig menneskelig skrøbelighed og svaghed. De afslører Maxentius som en tyran, og Maximian, den østlige kejser, fremstiller de som en grusom forfølger af kristne. Den anden kejser, Licinius, beskylder de for forræderi og dobbeltspil. Efter at dette er gjort, fremhæver de Konstantin og retfærdiggør hans likvidation af de andre kejsere og hylder og kroner ham som en frelser og befrier, et af Herren udvalgt kar. Med triumferende jubel hilser de hans sejrende forordninger, der blev udstedt fra Rom til gunst for de kristne, som afgørende bevis for hans omvendelse ved korsets magt. Sådanne bestikkende argumenter kræver imidlertid nærmere undersøgelse.
Konstantins højt lovpriste forordninger til de såkaldte kristnes fordel er absolut intet bevis for, at manden var blevet omvendt. Længe før han så åbenbaringen på himmelen, havde han udstedt lignende love i Gallien. Hans anordninger, der blev bekendtgjort efter Roms erobring, var derfor kun en udvidelse af en allerede fastlagt politik, som var ligesom den, der blev praktiseret af hans fader, om hvem det under ingen omstændigheder kan siges, at han var kristen. Læg mærke til, at denne politik ikke genrejste den frafaldne kristendom og hævede den op over de andre religioner og på deres bekostning. De samme friheder, privilegier og gunstbevisninger, som blev indrømmet de såkaldte kristne, blev udstrakt til alle andre sekter. Det er derfor meget tydeligt, at motivet bag denne kløgtige statsmands midt-i-mellem politik var at styrke hans egen magt og herredømme over det i religiøs henseende splittede romerske imperium.
At sige, at synet af korset eller drømmen, som fulgte efter, på nogen måde ledte denne verdslige, imperialistiske diktator bort fra hans hedenske handlemåde, er at benægte og gå imod alle kendsgerninger i sagen. Efter at denne hedning blev den øverste hersker „som pontifex maximus, måtte han [Konstantin] overvåge den hedenske tilbedelse og beskytte dens rettigheder“. (Catholic Encyclopedia, bind 4, side 299) Syv år efter synet udsendte hedningen Konstantin love, der beskyttede de dæmontilbedende sandsigere. Otte år efter synet forordnede samme hedning, at hvis lynnedslag ramte en offentlig bygning eller et kejserligt palads, skulle embedsmændene rådføre sig med sandsigerne og de hedenske spåmænd med hensyn til, hvad betydningen af varslet var, og så sende ham deres rapport. Ni år efter sit syn satte denne forhærdede hedning en af ugens dage til side til særlig tilbedelse af solen, dies solis, eller „søndag“.
Og atten år efter sin formodede omvendelse ved synet lod han byen Konstantinopel indvi til sin egen ære med en stor opvisning af hedensk pomp og pragt, angående hvilket Catholic Encyclopedia (bind 4, side 299) siger: „Solgudens stridsvogn blev anbragt på torvet, og oven over den blev Kristi kors [dette falliske symbol af hedensk oprindelse] placeret, mens Kyrie Eleison [et andet levn fra hedningerne, ifølge kardinal Newman] blev sunget.“
Et syn fra Djævelen
Den opfattelse, at Herren Gud den Almægtige gav Konstantin ordre til at lave et militærbanner og fortsætte sine erobringer under sådan et tegn, er fuldstændig inkonsekvent og i modstrid med Guds sandhedsord. Gud tager ikke del i stridighederne imellem diktatorerne i denne gamle verden, hvis gud er Djævelen. (2 Kor. 4:4) „Mit rige er ikke af denne verden,“ erklærede Kristus. — Joh. 18:36.
Befalede den person, som siges at have vist sig for den drømmende Konstantin, ham at opgive sin hedenske handlemåde, forsage sin morderiske adfærd og afholde sig fra sit stolte og tøjlesløse liv? Opfordrede han Konstantin til at holde op med at bruge sværdet for ikke selv at omkomme ved sværdet? (Matt. 26:52) Påpegede han, at Guds himmelske rige er menneskehedens eneste håb? Nej!
Den udmærkede historiker J. L. von Mosheim advarer imod sådanne dæmoninspirerede legemliggørelser. „Lad os passe på,“ siger han, „at vi ikke som følge af for ivrige forsvarere for miraklerne, hvorom der er fortalt os af oldtidens forfattere på deres tid, skulle begå uretfærdighed imod Guds majestæt og mod den mest hellige religion, som lærte os at undertrykke os selv, ikke vore fjender.“ — Mosheims Historical Commentaries on the State of Christianity, Murdocks overs., 1853, b. 2, s. 478.
Ville Gud have vist Konstantin et tegn på himmelen til at repræsentere det redskab, hvorpå hans elskede søn var blevet dræbt, havde han vist ham en simpel marterpæl og ikke et fallisk kors, der blev brugt af de kønstilbedende hedninger. I vort nummer af Vagttaarnet for 15. maj 1951 blev der fremført mange beviser for, at Kristus blev hængt på en lodret pæl uden nogen tværstang, hvorimod det blev vist, at korset i dets forskellige former var det sindbillede, der blev tilbedt af alle de gamle hedninger som et smudsigt symbol på liv.
Historikeren Edward Gibbon, der drager beretningens pålidelighed i tvivl i sin History of the Decline and Fall of the Roman Empire, kap. 20, siger: „Hvis tilskuernes øjne somme tider har ladet sig bedrage, så er læsernes forståelse endnu oftere blevet forstyrret af opspind. Enhver begivenhed, ethvert fænomen eller enhver ulykke, som synes at afvige fra naturens sædvanlige orden, er uden videre blevet tilskrevet guddommens direkte virksomhed; og massernes forbavsende indbildningskraft har undertiden givet form, farve, udtryk og bevægelse til de flygtige, men usædvanlige meteorer i luften.“
Idet Djævelen drager fordel af dette overtroiske træk hos uvidende mennesker, forårsager han, at de, der tilbeder ham, kommer i forbindelse med de usynlige dæmonkræfter. I oldtiden rådførte hedningerne sig altid med deres dæmonguder før hver betydelig handling. Det var almindeligt for dem at se syner og have drømme ligesom Konstantins. Et moderne tilfælde, der illustrerer dette, er den dæmonbesatte Hitler, der også i sine sindssyge drømme så et syn af et kors, hagekorset, som han anså for at være det tegn, ved hvilket han skulle erobre verden.
Men at sige, at sådanne syner stammer fra Herren Gud den Almægtige, er ond bespottelse af hans store og hellige navn. Konstantin påstod dette, ikke på det tidspunkt, men mange år senere, da han besluttede at forene den på hans tid degenererede kristendom med alle hedningernes skikke, trosartikler og overtro for at danne, hvad senere er blevet kendt som den romersk-katolske kirke. Da var det, at han antydede over for Eusebius, en biskop i hans kirkestatsordning, at dette syn, han havde set mange år før, lige så vel kunne betegnes „kristent“ som hedensk, og sådan blev det. Derfor er det kun selve etiketten på dette opspind, der synes at have noget med kristendommen at gøre.