Forkyndere af et godt budskab ved din dør

ET GODT budskab ved din dør! Det er, hvad Jesus Kristus forudsagde for denne kritiske tid. „Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.“ Sande kristne forkyndere gør det samme over for folk, „fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor“. — Åb. 3:20; 1 Pet. 2:21.

Hvem er forkynderne af det gode budskab? Jesus forudsagde vor tids enestående veer og dårlige nyheder, men sagde ved samme lejlighed: „Dette gode budskab om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Nødvendigvis ville de, der var vidner til Jehovas riges fødsel ved Kristus, være Jehovas vidner. Nogle ønsker, at vi skal overlade det til kristenhedens mere end 250 sekter at kundgøre dette budskab. Men hvordan skulle de kunne gøre det, når de latterliggør dets betimelighed, forfølger dets forkyndere og i stedet for lærer ubibelske lærdomme? Og hvor mange ville høre det, hvis det blev indespærret bag en ortodoks sekts katedrals eller „kirke“-bygnings fire vægge? I de Forenede Stater viste statistikken for 1950, som blev anset for høj, at kun syv og halvtreds procent var tilsluttet et kirkesamfund. Dette indebærer, at omkring 65.000.000 mennesker står udenfor, og når de, som kun kommer meget uregelmæssigt i kirke, bliver regnet med, kan man roligt sige, at mellem halvfjerds og hundrede millioner alene i de Forenede Stater ikke bliver tilstrækkeligt betjent. Dog har alle de åndeligt nødlidende på jorden prædikestole parat og venter kun på, at der skal komme en forkynder og prædike for dem. Utroligt? Nej, disse prædikestole er deres egen dørtærskel.

Overraskede moderne mennesker behøver ikke at udtrykke deres forbavselse, fordi de ser Guds forkyndere ved deres dør. Jehova bemyndigede sine profeter før den kristne æra til at forkynde på denne måde. Den trofaste Esajas fik besked på at fortsætte, til det område, hvor han arbejdede, var affolket, „til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske“. Et magtfuldt budskab lød gennem Ezekiel „langs murene og i husdørene“. Det var derfor med god grund, at Jesus sendte sine første efterfølgere ud til hjemmene med et budskab, der ville adskille beboerne, og han tilføjede: „Hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det.“ Og han tog personlig ledelsen, „fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige“. — Es. 6:11; Ez. 33:30; Matt. 10:11-13; Luk. 8:1.

I sit almindelige vidnearbejde besøgte Jesus „alle slags menneskers“ hjem for at „frelse og opsøge det fortabte“. Han kom selvbuden til Zakæus’ hjem, og efter at denne overordnede skatteopkræver havde modtaget hans budskab, sagde han: „I dag er frelsen kommet til dette hus.“ Ved en vis synagogeforstanders hus oprejste han dennes datter fra døden. Han udsendte ordre til en officers bopæl for at helbrede hans træl. „En kvinde ved navn Marta . . . tog imod ham i sit hus“, hvor Jesus så, at hendes søster var meget interesseret, for hun „satte sig ned ved Herrens fødder og hørte på hans ord. Men Marta havde travlt med meget husligt arbejde, og hun kom hen og sagde: Herre! bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig. Men Herren svarede og sagde til hende: Marta, Marta! du gør dig bekymring og uro med mange ting; men eet er nødvendigt. Maria har valgt delt gode del, og den skal ikke tages fra hende“. Jesus sagde her, at Martas bekymring for de materielle ting var forgæves, og han viste, at den åndelige føde, han gav dem, altid var formålet med hans besøg. — Luk. 19:5-10; Matt. 9:23-26; Luk. 7:2-10; 10:38-42.

Således forstår vi, at det også er arbejdet fra hus til hus, der menes, når disciplene efter udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen i året 33 e. Kr. omtales således: „Og de fortsatte med endrægtigt at komme i templet hver dag og bryde brødet fra hus til hus.“ (Ap. G. 2:46, KJ) Vi ved med sikkerhed, at Jesu efterfølgere udvidede vidnearbejdet i private hjem, til det antog enorme dimensioner efter hans død og opstandelse. Trods advarsler fra myndighederne om at standse, „holdt [de] ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene [fra hus til hus, NW] og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus“. (Ap. G. 5:42) Paulus viser, hvor ivrig han var for at røgte sit apostelembede på en grundig måde. Læg mærke til, hvad han trækker frem for at forsikre dette: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene [fra hus til hus, NW].“ — Ap. G. 20:20.

Hvor naturligt er det derfor ikke i betragtning af alt dette, at Jehovas vidner lægger så stor vægt på det ældgamle bibelske forkynderarbejde fra dør til dør i udførelsen af deres umådelige opgave, at forkynde det gode budskab om Riget ud over jorden i denne komplicerede moderne verden! Arbejdet er vanskeligt selv ved hjælp af denne metode, men det ville være umuligt uden den. Der er stadig problemer, der skal overvindes.