Jehovas navn er et stærkt tårn

„Jehovas navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“ — Ordsp. 18:10.

1. Hvorfor må vi have nøjagtig kundskab om Jehovas navn, og hvordan omtalte kong David Jehova?

SIKKERHED, beskyttelse og fred kan opnås gennem nøjagtig kundskab om Jehovas navn. Det er en af Bibelens store sandheder, og den er af så stor vigtighed, at selve vort liv afhænger af den. I tusinder af år har Jehovas folk haft tillid til hans navn, og nu er det nødvendigt for denne generation at forstå dets fulde betydning. David var blandt dem, der i videste udstrækning benyttede sig af den sikkerhed, Guds navn, Jehova, er en borgen for, og i en af de sange, han skrev, kommer denne sandhed så tydeligt til udtryk. Han siger: „Jehova, min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvortil jeg tyr, mit skjold, mit frelseshorn, mit værn [høje tårn, AS], min tilflugt. . . . Jeg påkalder Jehova, den Højlovede.“ (2 Sam. 22:1-4) I de efterfølgende vers udtrykker han sig i overstrømmende taknemmelighed og i malende vendinger, der måske kan lyde overdrevne, men som i virkeligheden kun med fattige ord udtrykker alt, hvad Jehova har gjort og vil gøre for dem, som sætter deres lid til ham.

2. Har vi i dag brug for et „stærkt tårn“, og hvorfor? Hvad må vi først og fremmest have kendskab til?

² I gamle dage byggede man et stærkt tårn som en forsvars- og sikkerhedsforanstaltning. I dag behøver vi ikke noget stærkt tårn, bygget af mursten, kampesten eller cement, for vore fjender kæmper ikke imod os med bue og pil eller granater og andre sprængstoffer. Vor kamp er på helt andre felter, men sikkerhed har vi brug for. „Thi om vi end færdes i kødet, fører vi ikke strid, efter hvad vi er i kødet. Vore stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til at nedbryde stærke forskansninger.“ Vort værn ligger ikke i materielle ting, og vore fjender er ikke først og fremmest kød og blod. „Sluttelig, vedbliv med at tilegne jer kraft i Herren og i hans vældes styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens rænkespil; thi vi har en kamp, ikke mod kød og blod, men imod regeringer, imod myndigheder, imod dette mørkes verdensherskere, imod de onde åndemagter i det himmelske.“ (2 Kor. 10:3, 4; Ef. 6:10-12, NW) Skønt fortidens trofaste havde tårne af sten, der ydede dem stor beskyttelse, så satte de i virkeligheden deres lid til Guds navn, og ligesom de stolede på dette navn, således gør vi i dag. Hvordan kan vi så løbe derhen og blive bjærget? Vi må først vide, hvad „navnet“ betyder.

3. Gør rede for nogle af navnets betydninger. Er disse definitioner os en hjælp? Hvordan?

³ Jehova er det navn, Skaberen har givet sig selv som en tilkendegivelse af, at han er en personlighed. Der er kun een Jehova. Vi læser aldrig om Israels Jehova eller den levende Jehova, for Jehova lever. Navnet tillader ingen begrænsninger. Navnets væsentligste kendetegn er liv i sig selv, uforanderlighed og evighed. Han åbenbarede sig for Moses. „Gud svarede Moses: Jeg er den, jeg er! . . . Jehova, jeres fædres Gud, . . . dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.“ (2 Mos. 3:14, 15) Navnet „JEG ER“ er taget fra samme rodord som Jehova. Andre gengivelser lyder: „Jeg er, fordi jeg er“; „jeg er den, der er“; „jeg vil være, hvad jeg vil være“. Enhver levende skabning, synlig og usynlig, er eller eksisterer i kraft af en eller anden foranstaltning, Jehova har truffet, men Jehova er, fordi han er. Ingen anden er i denne betydning. Disse definitioner tilkendegiver tydeligt tanken om uafhængig eksistens, hemningsfri vilje og handlekraft. Han er altid til og altid den samme, han ophører aldrig, forandrer sig ikke og er til evig tid.

4. Hvorledes indgyder forståelsen af hans navn os tillid til ham?

⁴ Navnet adskiller sig fuldstændig fra hedenske guders navne, for disse hviler kun på tidligere bedrifter og ikke på fremtidige. Jehovas navn vidner om tidligere gerninger, nuværende værker og fremtidige hensigter. Vor Gud Jehova er netop, hvad han er og selv beslutter at være, og hans værkers udfoldelse er ikke afhængig af nogen faktor udover ham selv. Han ejer absolut frihed, absolut uafhængighed og absolut uforanderlighed. Hans ord og handlinger er i et og alt i overensstemmelse med hans eget væsen. Dette indbefatter urokkelig trofasthed. „Jehova din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og ved sin miskundhed mod dem, der elsker ham.“ (5 Mos. 7:9) „For jeg, Jehova, forandrer mig ikke.“ (Mal. 3:6, AS; se også Es. 44:6) Man kan ikke sige om Jehova, at han har været eller vil blive, for han er uden begyndelse og kan derfor ikke begynde at være. Han er simpelthen. Da skaberværket begyndte, var han der allerede. Jehova åbenbarer sig gennem sine gerninger og befalinger, selve hans navn er en åbenbaring, et minde, et pant. Han er den, som vil blive: „Jeg vil blive, hvad som helst det behager mig.“ — Indledningen til The Emphasised Bible, af Rotherham.

5. Vil Jehova altid være til, og hvordan kan vi vide det?

⁵ Jehova sagde til Moses: „Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden gud ved min side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, og ingen kan frelses fra min hånd. Thi jeg løfter min hånd mod himmelen og siger: Så sandt jeg lever evindelig.“ (5 Mos. 32:39, 40) Om Abraham står der skrevet: „Abraham plantede en tamarisk i Be’ersjeba og påkaldte der Jehova den evige Guds navn.“ (1 Mos. 21:33) Dette er et af de første skriftsteder, der omtaler en egenskab hos Gud og straks fremhæver evig varighed. Han, som lever evigt, fortsætter i det uendelige uden at ophøre, hans livsspand er uden afslutning, af vedblivende og umålelig varighed. Skabte ting kan skifte form og udseende, men Jehovas råd og hensigter står fast, de forandres aldrig og kan ikke krydses eller slå fejl.

6. Hvad tilkendegiver den omstændighed, at Jehova er een? Hvilken virkning har det på os?

⁶ Jehova er een. Der er skrevet: „Nu ved jeg, at Jehova er større end alle guder.“ „Se, himmelen og himlenes himle og jorden med alt, hvad der er på den, tilhører Jehova din Gud.“ „Hør, Israel! Jehova vor Gud, Jehova er een.“ (2 Mos. 18:11 og 5 Mos. 10:14; 6:4) Han er den eneste, den absolutte, den uafhængige og den evige. Derfor lyder befalingen: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.“ (5 Mos. 6:5) Jehova er een, og alle andre guder er intet. Vi kan kun lære den højeste, Jehova, at kende ved at læse og forstå hans hellige ord, og så vil vi se, hvordan han kundgør sin universelle magt og herlighed i hellighed. Intet skabt er helligt i sig selv, for medfødt renhed eller urenhed svarer ikke til hellighed eller vanhellighed. En skabnings hellighed har at gøre med udførelsen af Guds vilje, idet det er den tilstand, hvori skabningen er knyttet til Jehova ved guddommelig forordning. De, som derfor kommer til at kende Jehova og har forbindelse med den Hellige, må ufortøvet rense sig selv, thi alle pagtsforhold hviler på princippet: „I skal være hellige, thi jeg er hellig!“ Af samme grund formaner Paulus os: „Da vi nu har disse løfter, elskede, så lad os rense os selv fra al kødets og åndens besmittelse og gennemføre hellighed i gudsfrygt.“ — 3 Mos. 11:44; 2 Kor. 7:1, NW; 1 Pet. 1:16.

7. Hvad indbefatter det, at Jehova er „Klippen“? Hvordan gør det os stærke?

⁷ Han er klippen: „Thi Jehovas navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ „Vær mig en tilflugtsklippe, en klippeborg til min frelse; thi du er min klippe og borg.“ „Ja, han er min klippe, min frelse, mit værn, jeg skal ikke rokkes meget.“ „Jager de end den retfærdiges liv og dømmer uskyldigt blod, Jehova er dog mit bjærgested, min Gud er min tilflugtsklippe.“ „Det være langt fra dig! Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?“ Jehova er evighedens store klippe. — 5 Mos. 32:3, 4; Sl. 31:3, 4; 36:7; 62:3; 94:21, 22; 1 Mos. 18:25.

8. Gør rede for de fem titler, der her er nævnt.

⁸ Vi må også kende Jehova ved hans titel Gud, der betyder skaberen af himmelen og jorden, af alt godt og giveren af liv til de lydige. Som den Almægtige er hans magt ubegrænset, og ingen kan holde stand imod ham. Han åbenbarer sig som den Højeste og viser klart, at han står over alle, den store Overordnede, den højeste magt. Også som „Hærskarers HERRE“ ses han som den, der befaler over alle de himmelske styrker, og disse vil blive brugt ved de ondes udslettelse i alle tiders største krig. Som Fader åbenbarer han sig som livets kilde, den, som har kærlig omsorg for alle, der skal leve evigt.

9. Hvad gjorde og sagde Jehova som svar på Moses’ anmodning om at måtte se hans herlighed? Nævn nogle af de anførte egenskaber. Hvordan hjælper dette os?

⁹ Moses bad Jehova, om han måtte se hans herlighed, og som svar sagde Gud: „Jeg vil lade al min rigdom [godhed, AS] drage forbi dig og udråbe Jehovas navn foran dig.“ Og Gud gjorde dette, som der berettes: „Da steg Jehova ned i skyen og stod sammen med ham der og kundgjorde navnet Jehova (AS). . . . Jehova, Jehova, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje og fjerde led!“ (2 Mos. 33:19; 34:5-7) Der ligger således mange forskellige betydninger i navnet Jehova: Den, som har liv i sig selv, som er mægtig, barmhjertig, ufattelig god, langmodig, stærk, rundhåndet, sand, retfærdig, som bevarer og tilgiver, forsvarer ret o.s.v. Det er Jehova, ham, som vi kan gå til i hver en nødens stund, under alle forhold og under alle omstændigheder, med absolut tillid og sikkerhed, den Jehova, som vi må kende, frygte og tilbede.

Hvordan navnet yder sikkerhed

10. Hvordan kan vi vide, at Paulus og Herren Jesus havde tillid til Faderens navn? Forklar det nærmere.

¹⁰ De foregående oplysninger viser tydeligt, at Jehova kan gennemføre alle sine hensigter. Acceptér derfor dette som en kendsgerning, og gør i fuld forvisning fremskridt, og hav samme overbevisning som Paulus, der sagde: „Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det.“ „Men trofast er Herren; han vil styrke jer og bevare jer fra det onde [den Onde, NW].“ „Lad os uden at rokkes holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb; thi trofast er han, som gav løftet.“ (1 Tess. 5:24; 2 Tess. 3:3; Hebr. 10:23, NW) Han vil aldrig svigte dem, som sætter deres lid til ham. „Lovet være Jehova, thi underfuld miskundhed har han vist mig i en befæstet stad. . . . Elsk Jehova, alle hans fromme; de trofaste skærmer Jehova; . . . Fat mod, jeres hjerte være stærkt, alle I, som bier på Jehova.“ (Sl. 31:22, 24 og 25) Vor anfører stolede i eet og alt på Jehova. Han kendte sin Faders navn, og om den store prøve, han måtte gennemgå, da han blev ført frem for Pilatus, står der skrevet: „Pilatus sagde til ham: Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har myndighed til at give dig fri og myndighed til at lade dig pælfæste? Jesus svarede ham: Du havde aldeles ingen myndighed over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større synd.“ Han var også urokkelig i sin tillid, da han sagde til Peter i Getsemane have: „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader med det samme sende mig mere end tolv legioner engle?“ Selv hans bødler og mordere vidnede om hans tillid, for da han hang på træet, sagde de mange ting, der var ment som grovheder. For eksempel: „Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: Jeg er Guds søn.“ (Joh. 19:10, 11, NW; Matt. 26:52, 53, NW; 27:43) Det var blevet profeteret, at han ville eje denne tillid. „Han har væltet sin sag på Jehova; han fri ham og frelse ham, han har jo velbehag i ham.“ (Sl. 22:9) Jesus Kristus var tillidsfuld ud fra sit kendskab til Faderens navn, og læg mærke til det vidunderlige resultat: „Det er med den samme vældige styrkes indgriben, hvormed han virkede i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i de himmelske egne, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og hvert navn, der kan nævnes, ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende.“ — Ef. 1:19-21, NW.

11. Betyder det, at vi stoler på Jehovas navn, at vi vil blive fritaget for forfølgelse eller fysisk overlast? Hvad gik Paulus’ vidnesbyrd ud på, og hvordan følte han sig sikker?

¹¹ Når vi ser, hvordan Jehovas trofaste tjenere har måttet udholde så megen forfølgelse og så mange fysiske lidelser, hvordan kan da navnets beskyttende egenskab siges at virke? Paulus sagde: „På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbaret i vort legeme.“ „Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, under nød, i vanskeligheder, under slag, i fængsler.“ (2 Kor. 4:8-10; 2 Kor. 6:4, 5, NW) Men Paulus følte sig sikker. Han førte en god og trofast vandel over for Jehova, over for Herren Jesus og alle mennesker, og han havde en levende tro på Jehovas løfter. Han var trofast og pålidelig i den tjeneste, der var betroet ham, og han nærede inderlig kærlighed til Herren og brødrene. Han var tålmodig under lidelser og mild af væsen selv under fornærmelser og provokation. Han holdt urokkeligt stand imod Djævelens organisations styrker, de usynlige såvel som de synlige.

12. Gør rede for Paulus’ tryghedsfølelse og hans tillidsfuldhed.

¹² Derfor sagde han med rette: „Den rette strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på hin dag.“ (2 Tim. 4:7, 8, NW) Han ejede Guds godkendelse og følte sig derfor fuldstændig sikker. „Netop af den grund er det, at jeg lider disse ting, men jeg skammer mig ikke. Thi jeg kender den, som jeg har sat min tro til, og jeg har tillid til, at han kan værne om det, jeg har overgivet i hans varetægt, indtil hin dag.“ (2 Tim. 1:12, NW) Paulus var ikke beskyttet imod legemlig overlast, men han stolede på Gud, hvem han havde betroet alt, „fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, der er en frelser af alle slags mennesker, særlig de trofaste“. (1 Tim. 4:10, NW) „Jeg nævner jer bestandig i mine bønner, at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, må give jer visdoms og åbenbarings ånd i den nøjagtige kundskab om ham, da jeres hjertes øjne er blevet oplyst, så I forstår, hvilket håb han kaldte jer til, hvad de herlige rigdomme er, som han holder i arv til de hellige.“ (Ef. 1:16-18, NW) Han vidste, at alle, som var tillidsfulde og trofaste, skulle arve disse store løfter. Paulus vidste, hvad navnet stod for, og kunne derfor lægge tillid for dagen under alle sine erfaringer.

13. Hvad blev Israel udsat for fra Amaleks side, der lærte dem at have tillid til Jehovas navn?

¹³ Undertiden er det i overensstemmelse med Guds vilje, at hans tjenere bliver beskyttet imod fysisk overlast, og undertiden lader han dem ramme deraf, men under alle forhold vil hans navn, såfremt vi forstår alt, hvad det indebærer, være os et „stærkt tårn“, vi kan ty til og opnå sikkerhed under. Er vi tillidsfulde, så vil alting få det rette udfald. Moses kendte Jehovas navn og tyede til det som værn. Næppe nok var Israels talrige skare ved et mirakel undsluppet faraos hære, førend amalekitterne angreb dem uden grund. Det skete på den mest underfundige og fejge måde, for de angreb bagtroppen med de trætte og udmattede efternølere. (5 Mos. 25:17, 18) Da besluttede Moses at tage kampen op imod Amalek, og Josua førte hæren, mens Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen. Der løftede Moses, den store mellemmand, sine arme med staven i hånden som en tydelig tilkendegivelse af, at han stolede på Jehova som den, der alene kunne skænke sejr. Så længe Moses holdt hænderne i vejret, fik israelitterne overtaget, men lod han dem synke, så fik Amalek overtaget. Han fik derfor hjælp, således at hans hænder stadig var løftede, lige indtil solen gik ned, og da havde Josua vundet sejr. „Da sagde Jehova til Moses: Optegn dette i en bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua. . . . Derpå byggede Moses et alter og kaldte det: Jehova er mit banner!“ (2 Mos. 17:14-16) Det var Jehova, der havde kæmpet for Israel, og ham tilkom æren. Der blev ikke rejst en mindestøtte for Josua, men et alter for Jehova, for han havde vist sig som Israels værn og stærke tårn. Moses kendte den Eviges barmhjertighed og miskundhed.

14. Vis, hvordan kampen mellem David og Goliat klart tilkendegiver, at Jehovas navn betyder sikkerhed.

¹⁴ Så er der også den spændende kamp mellem David og Goliat. Filisterne havde hånet Israel og deres Gud, Jehova, og ladet deres kæmpe Goliat træde frem foran slagrækkerne hver dag i fyrretyve dage, mens de ventede på, at de frygtagtige israelitter skulle tage hans praleriske udfordring op. David kom hen til kampstedet og så med det samme, hvordan denne uomskårne filister hånede den levende Guds slagrækker. Han tog imod udfordringen, og da de to mødtes til denne kamp på liv og død, forbandede Goliat David ved sin gud og sagde: „Er jeg en hund, siden du kommer imod mig med en stav?“ Denne store kødmasse, væbnet til tænderne, overdængede David med trusler, der ville have fået enhver til at skælve af angst. Men David gik modigt og frygtløst ud til kampen i tillid til, at han ville vinde sejr. Uden mindste tvivl eller tøven svarede han denne tyranniske kolos: „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet. I dag giver Jehova dig i min hånd; jeg skal slå dig ned og hugge hovedet af dig . . . thi Jehova råder for kampen, og han vil give jer i vor hånd.“ (1 Sam. 17:43-47) David satte al sin lid til Jehovas navn og stolede på, at det ville bringe ham sejr. For iagttagerne tog det sig ud, som om David kastede sig lige i løvens gab, men David vidste, hvem det var han havde sat sin lid til, og at Jehova handler i overensstemmelse med sit navn. Han stolede på det „stærke tårn“ og var derfor sikker. Der stod David (uden sværd eller skjold eller våbendrager) foran krigerkæmpen og hele filisternes hær, men Jehovas navn gav ham tryghed og sikkerhed. „Jeg kommer imod dig i Hærskarers Jehovas navn,“ lød hans forsvar. Den almægtige Gud, hvis råd står fast, svigtede ham ikke.

15. Hvordan lærer den erfaring, Josafat havde med Akab, at det er nødvendigt først at forvisse sig om Jehovas vilje?

¹⁵ Josafat var en anden tjener, som stolede på Jehovas navn. „Da voksede hans mod til at vandre på Jehovas veje.“ (2 Krøn. 17:6) Han drog aldrig imod fjenden uden først at have fået Jehovas godkendelse. Ved een lejlighed anmodede Akab, Israels konge, Josafat om at drage med ham i krig mod Aram, en krig, der havde stået på i tre år. Akabs datter var gift med Josafats søn, så der bestod et familieforhold imellem dem. Judas konge gik med til Akabs forslag, men sagde: „Spørg dog først om, hvad Jehova siger!“ Så sammenkaldte Akab 400 af sine egne profeter, og de sagde, at kongen skulle drage i krig, for sejren ville være ham vis. Men Josafat stillede sig ikke tilfreds med det. „Er her ikke endnu een af Jehovas profeter, vi kan spørge?“ Akab svarede: „Her er endnu een mand, ved hvem vi kan rådspørge Jehova; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas søn.“ Mika blev ført frem, antagelig fra fængsel, for at overbringe sit budskab, og han gjorde det uden frygt trods trusler fra kongens sendebud. „Så sandt Jehova lever: Hvad min Gud siger, det vil jeg tale!“ Budskabet var til gunst for Josafat, men gik Akab imod. (2 Kong. 8:18; 2 Krøn. 18:1-34) De, som stoler på Jehovas navn, må vide, at de gør Guds vilje og ikke deres egen, som tilfældet var med Josafat. Han kendte hans navn, og Gud er alvis og ordholdende.

16. Hvordan viste Jehova sin beskyttelse af Josafat og Juda imod Moabs, Ammons og Se’irs bjergfolks hærstyrker?

¹⁶ Senere blev Josafat belejret af Moabs, Ammons og Se’irs bjergfolks forenede styrker, en vældig hær. Hvad gjorde den gode konge? Han tyede straks til det „stærke tårn“, Jehova. „Da grebes Josafat af frygt, og han vendte sig til Jehova og søgte ham og lod en faste udråbe i hele Juda.“ (2 Krøn. 20:1-4) Læg mærke til den bøn, han bad, hvori han ophøjede Jehova, en bøn, der i stil og udtryk er en af de mest bemærkelsesværdige, der er nedskrevet i de Hebraiske Skrifter. Jehova anerkendes som den højeste, der sidder inde med uovervindelig magt over enhver skabning i himmelen og på jorden, den universelle Overordnede. Da de står i pagtsforhold til Jehova, bør de vende sig til ham, når de er i fare. Josafat appellerer til Jehovas retfærdighed og fremhæver den ved at understrege, at de ikke fik lov til at angribe deres fjender, men nu angriber disse Juda, og til sidst siger han: „Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore øjne er vendt til dig!“ (2 Krøn. 20:12) De havde ingen styrke i sig selv og var derfor helt afhængige af Jehova. Kongen kendte Jehovas navn og vidste, at det var et stærkt tårn, der ydede ham sikkerhed. Jehova udryddede med eet slag Moabs, Ammons og Se’irs bjergfolks forenede styrker, idet han lod Guds folks onde modstandere udslette hverandre indbyrdes. Josafat, en Guds tjener, tyede til Jehovas navn og blev bjærget.

17, 18. a) Betyder trofasthed mod Gud, at fjenden aldrig vil angribe os, og hvad siger den bibelske beretning herom? Hvad siges der om tro og tillid til Jehovas navn?

¹⁷ Så var der dengang, den stolte assyrerkonge agtede at tilintetgøre Jerusalem. Ezekias var da konge. Beretningen lyder: „Han gjorde, hvad der var godt, ret og sandt for Jehova hans Guds åsyn. Alt, hvad han tog fat på vedrørende tjenesten i Guds hus eller Loven eller budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af hele sit hjerte, og det lykkedes for ham. Efter disse tildragelser og disse vidnesbyrd om troskab kom assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de befæstede byer i det øjemed at bemægtige sig dem.“ (2 Krøn. 31:20, 21; 32:1) Ezekias traf efter bedste evne sine foranstaltninger, så de kunne modstå denne forfærdelige fjende, men sin lid satte han til Jehovas navn. Han talte med hærførerne og sagde: „Vær frimodige og stærke; frygt ikke og forfærdes ikke for assyrerkongen og hele den menneskemængde, han har med sig; thi en større er med os end med ham! Med ham er en arm af kød, men med os er Jehova vor Gud, der vil hjælpe os og føre vore krige!“ (2 Krøn. 32:7, 8) Ezekias’ tro og tillidsfuldhed hævede ham op over enhver angst for fjenden. Assyrerkongen hånede Jehova og sagde: „Lad ikke Ezekias forlede jer til at sætte jeres lid til Jehova, når han siger: Jehova skal sikkert frelse os.“ — 2 Kong. 18:30.