En gejstlig talsmand for vildfarelser gøres til skamme

FOR nylig var der et retsindigt menneske, som havde studeret Bibelen sammen med en af Vagttaarnets missionærer i Uruguay, der arrangerede et møde mellem sin præst og denne missionær.

Præsten indledte straks det lille møde med sarkastisk at spørge missionæren: „Taler De græsk?“ Da missionæren svarede, at han ikke var græker, men amerikaner og kun talte engelsk og spansk, prøvede præsten at gøre en ende på diskussionen ved at sige, at eftersom Bibelen var skrevet på græsk, kunne han kun gå med til en diskussion, hvis missionæren forstod dette sprog. Missionæren påpegede imidlertid, at da Bibelen også for en del var skrevet på hebraisk, måtte præsten under disse omstændigheder også være i stand til at tale hebraisk for at kunne deltage i en diskussion.

Missionæren sagde endvidere: „Den katolske dame her i huset fortalte mig, at De personligt havde opmuntret hende til at læse Bibelen, men hun nævnte ikke noget om, at De forlangte, det skulle være på græsk.“ Henvendt til damen spurgte missionæren: „Sagde præsten, at De skulle læse Bibelen på græsk?“ Damen svarede naturligvis: „Nej, han gav mig en spansk bibel.“ Da dette spidsfindige spørgsmål således var bragt ud af verden, fortsattes diskussionen.

Først bad missionæren præsten om at vise de tilstedeværende det bibelske grundlag for kirkens lære om skærsilden. Eftersom dette ord ikke engang findes i Bibelen, var det bedste, præsten kunne gøre, at henvise til et vers i den apokryfiske Makkabæernes bog, som i virkeligheden snarere støttede løftet om en opstandelse end tanken om lidelser i en skærsild. Dernæst bad missionæren præsten om Bibelens beviser for treenighedslæren. Da han ikke var i stand til at fremholde nogen, blev han spurgt om Bibelens støtte for læren om den udødelige sjæl. Heller ikke denne gang kunne han give noget svar, men begyndte at vandre frem og tilbage i stuen som en løve i bur og sagde, at han ikke var kommet for at blive fremstillet som en dumrian af en kætter, der stillede ham tåbelige spørgsmål.

Husets frue fik imidlertid præsten til atter at sætte sig, og nu sagde missionæren, at da præsten ikke ønskede at besvare spørgsmål, ville han gerne benytte lejligheden til at vise ham nogle skriftsteder fra Bibelen, der beviste, at sjælen i virkeligheden er dødelig. Præsten indvilligede i at lytte. Da missionæren læste fra Josuas bog om sjælene, der blev hugget ned, og fra Prædikerens bog om de menneskers tilstand, der dør, indrømmede præsten ejendommeligt nok, at disse skriftsteder var korrekte, selv om de modsagde kirkens lære. Men han tilføjede, at det kedelige ved protestanterne var, at de ikke vidste, at ordet „sjæl“ er forkert oversat i de protestantiske såvel som i de katolske bibler, for selv om det er sandt, at sjælen dør, så dør ånden ikke. Da han blev stillet over for skriftstedet i Prædikeren, der taler om, at ånden vender tilbage til Gud, indså han imidlertid, at han var kommet i knibe, for det ville betyde, at selv de ondes ånd vendte tilbage til Gud, og så var der ingen tilbage til skærsilden eller helvede, som han påstod. — Præd. 12:7.

Han prøvede at komme udenom det ved at forklare, at missionærerne jo ikke forstod græsk, men ordet ånd var ikke ånd, men et andet ord, og han citerede et eller andet mærkeligt ord, som han påstod var det oprindelige græske ord. Missionæren sagde, at det var en skam, at han ikke selv forstod græsk, men han havde et eksemplar af Strong’s Exhaustive Concordance med sig, og de kunne slå det græske ord efter i den. Ordet i teksten fra Prædikeren var naturligvis hebraisk, og de ledte forgæves både i den hebraiske og græske del efter det ord, præsten havde brugt, kun for omsider at finde ud af at det var det franske ord for Gud, han søgte at forvirre dem med. Missionæren gav derefter præsten en lektion i hebraisk og græsk ud fra sin konkordans og viste ham de rigtige hebraiske og græske ord for både ånd og sjæl og hvad de betød. På dette tidspunkt var præsten højlig forfjamsket og ønskede uden tvivl, at han aldrig havde sagt noget om at forstå græsk, for det stod alle klart, at han ikke havde spor kendskab til det.

Husets frue sagde derpå højt og eftertrykkeligt til præsten, at hun var overbevist om, at Jehovas vidner vidste og lærte mere om Bibelen, end den katolske kirke gjorde. Og med endnu større frimodighed erklærede hun, at hun havde lært mere i een times studium med Jehovas vidner end i seks års studium med ham. Nu i aften havde han røbet sin uvidenhed ved ikke at kunne besvare et eneste af de spørgsmål, der blev stillet ham. Da han protesterede og sagde, at han ikke var forberedt, sagde hun, at hans sytten års studium på et seminarium skulle have været mere end nok til at forberede ham. Denne afsløring af en gejstlig talsmand for vildfarelser resulterede således i, at et af Herren Jesu andre får kom til en klarere forståelse og værdsættelse af Guds ords sandhed.