På rejse i Afrika med Sierra Leone som første stoppested

Beretning af N. H. Knorr, præsident for Vagttaarnets Selskab, om en tjenesterejse, han og hans sekretær, M. G. Henschel, har foretaget.

PRÆSIDENTEN for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, N. H. Knorr, og hans sekretær, M. G. Henschel, besøgte Guds riges forkyndere i Afrika i slutningen af 1947. Der var således næsten gået fem år, da de den 17. nov. sidste år atter gik om bord i en flyvemaskine på New Yorks internationale flyveplads for at aflægge et nyt besøg i Afrika. Broder Knorr skulle først til Liberia, og broder Henschel først til Sierra Leone.

Tågen hang tæt og tyk over New York den dag. Men selv om det havde været strålende solskin i New York, ville de alligevel have kunnet øjne mørke skyer i horisonten mod Afrika, for de vidste, at de ikke ville få deres mange tusinde venner på Guldkysten og i Nigeria at se. Myndighederne i disse to britiske territorier havde på det bestemteste nægtet dem indrejsetilladelse.

Den sidste uge før afrejsen var præget af ekstra travlhed på Selskabets kontorer. Der blev sendt telegrammer til embedsmændene i de britiske territorier med anmodning om at tage sagen op til ny behandling. Man satte sig i forbindelse med det amerikanske udenrigsministerium og den britiske ambassade i Washington, som gennem sine repræsentanter i de afrikanske territorier sørgede for, at der blev sat en undersøgelse i gang. Visumkontoret i New York sendte også telegrammer. Men myndighederne i Afrika fandt, at det var umuligt for dem at „ændre afgørelsen“.

Det var tydeligt, at der lå religiøse fordomme bag denne nægtelse, for et af Jehovas vidner og hans familie fra Amerika, der rejste en tur verden rundt som turister, var blevet nægtet visa, blot fordi de tilfældigvis havde kendskab til Selskabets repræsentant på Guldkysten. Det ville naturligvis være en skuffelse for de flere tusind venner på Guldkysten og i Nigeria, men ved at vise sig endnu mere nidkære i forkyndelsen end nogen sinde før ville de gøre forfølgelsen til en fiasko. Med dette i tankerne begav de to rejsende sig ud på deres afrikafærd.

„Efter at have taget nogle passagerer om bord i Boston, fløj vi over Atlanten til Lissabon, hvor vi landede i strålende solskin. Mens flyvemaskinen fik påfyldt benzin, kunne vi glæde os over at tilbringe en time sammen med nogle af Vagttårnets missionærer. Fra Lissabon til Dakar var det Saharaørkenen, der dominerede det meste af det område, vi fløj over. Det var tusmørke, da flyvemaskinen landede på Yoff flyveplads. En gruppe politibetjente iført farvestrålende, røde uniformer og øjensynlig muhammedanere stod og gjorde stram honnør. Det var her, at broder Henschel tog afsked med mig, idet hans bestemmelsessted var Sierra Leone. Han havde nogle glædelige erfaringer i ugens løb, og dem fortæller han nedenfor.“

Ankomsten til Freetown

„Det franske luftfartsselskabs flyvemaskine til Freetown i Sierra Leone lettede før solopgang. Kystlinien langs Guineas kyst har en stærk grøn farve, og mange floder snor sig i talrige bugtninger ud til havet. Regntiden var netop forbi. Efter ankomsten til Lungi flyveplads, som også benyttes af Freetown, men ligger et godt stykke derfra, kørte jeg med bus til toldbygningen, hvor jeg mødte en af Vagttaarnets missionærer, som nu tjener i Sierra Leone. Toldeftersynet var hurtigt overstået.

Da bussen bumpede hen ad den smalle landevej til molen (Freetown ligger på den anden side af floden), var det let at se, at jeg befandt mig i Afrika. Mænd og kvinder, nøgne til bæltestedet, arbejdede hårdt med at rydde jord og binde kæppe sammen i store bundter, mens andre gik ned ad vejen med sådanne bundter elegant balancerende på hovedet. Hist og her kunne man se en kassavaplantage. Det er i forbigående sagt af kassavabuskens rødder, man fremstiller tapioka. Rundt om i landskabet så man stråtækte jordhytter.

Nede ved molen lå en båd og ventede. Vi lagde fra og sejlede over den brede Sierra Leone-flod til Freetown, og på et kvarter nåede vi byen, der lå ved foden af bjergene. Det syntes ikke engang at have varet så længe, for der var så meget at se på — et vandfald, der styrtede ned over en bjergside, hvide fugle, som dykkede efter fisk, skibe, der lå ankret op et stykke fra land og lossede deres last ned i pramme o.s.v. Vi gik i land ved en lille skibsbro, og da vi var ved at klatre op ad trapperne, mens en indfødt dreng balancerede med min bagage på hovedet, kom nogle af Vagttaarnets missionærer ned for at tage imod os.

Vi spadserede gennem gaderne mod rigssalen og missionærhjemmet, og det forbavsede mig, at jeg her så en moderne by, meget renere end man ser dem de fleste andre steder i verden. Var dette „den hvide mands kirkegård“, som alle talte om? Her var brolagte gader, travle forretninger, nye biler og en endeløs strøm af forbipasserende. Her var også det store bomuldstræ, et gammelt kæmpemæssigt vartegn, som Freetown er berømt for. Det var til dette træ, man i gamle dage lænkede de fanger eller undersåtter, høvdingerne ikke syntes om og derfor solgte som slaver. Ikke en flue eller myg var at se.

Solen bagte, og jeg var glad for, at vi, efter at vi havde passeret bomuldstræet, kun skulle forbi endnu to huskarreer for at komme til hjemmet. Missionærerne tilberedte en udmærket frokost. Så samledes vi for at tale om deres problemer og udvidelsen af arbejdet i Sierra Leone. De fortalte om den stadige vækst, der havde været i menigheden i Freetown, siden visse urostiftere havde trukket sig tilbage, og om hvordan der opstod en ny kreds i Waterloo, nogle og tredive kilometer borte, på grund af to pionerers hårde arbejde. Seks andre havde taget heltidstjenesten op som pionerer. En stor gruppe holdt møder i Kissy lige uden for Freetown. En anden gruppe kom sammen i Wellington nogle kilometer borte. Der var flere grupper der i protektoratet, som bare ventede på at blive organiseret til bibelstudium. Det lod til, at Sierra Leone var moden til en udvidelse. Alt, hvad der behøvedes, var organisation, organiseret ledelse. Missionærerne frydede sig over, at broder Knorr havde indset dette behov og sendt et brev med mig, hvori en af missionærerne blev udnævnt til landstjener. Nu skulle de have deres eget kontor, og det ville nu blive muligt at have større føling med arbejdet.

To af missionærerne var netop kommet dertil fra Nigeria, hvor de havde gjort mange erfaringer under deres arbejde med at fremme forøgelsen i Afrika; de havde tilbragt måneder i bush’en, boet i de indfødtes landsbyer og forkyndt Guds ord. Deres erfaringer ville være til stor hjælp ved udvidelsen af arbejdet i Sierra Leone.

Jeg overværede deres ugentlige tjenestemøde torsdag den 20. november, og jeg blev bedt om at tale til den samlede menighed, en tiltalende skare mennesker i alle aldre. Der blev udført et stort arbejde, statistikplakaten viste en ny rekord på 76 forkyndere i oktober måned. Alle så frem til stævnet næste lørdag og søndag, for det var første gang, de havde en repræsentant fra Selskabets hovedkontor blandt sig, og det var ligeledes første gang, de havde stævne.

Sierra Leones første stævne

Lørdag morgen begav vi os alle på vej til Wilberforce Mindehal, en stor, rød bygning på bakketoppen oven over toldboden. En mild brise afkølede stævnedeltagerne, mens de var i gang med at udsmykke platformen med blomster og palmegrene. De flettede palmegrene sammen og stak røde og blå blomster og friskt løv ind imellem. Det pyntede godt op på den noget slidte platform.

Da der blev holdt samling til tjeneste på arbejdsmarken, var der 80 til stede, her iblandt forkyndere fra Freetown, Kissy og Waterloo. De hørte oplysningerne om tjenesten, og derefter overvejede de dåben. Nogle var ikke sikre, så de mente, at det var bedst at vente til en senere lejlighed. Heri gjorde de naturligvis ret. Det ville være forkert at lade sig døbe, hvis man ikke er helt sikker på, at man har indviet sit liv helt til Jehovas tjeneste.

Dåben foregik ved gården Scotland, som ligger ved White Man’s Bay, og vi tog dertil med bus. En flok brødre så til og glædede sig, da en broder og søster blev døbt i de salte bølger. Mens vi stod i skyggen af et højt træ og ventede på bussen, der skulle føre os tilbage, blev vi opmærksomme på nogle indfødte, der var i gang med at rense ris lidt derfra. Fem unge kvinder og en pige arbejdede, mens en mand sad på en sten i nærheden. Som skik og brug er i Afrika, var det kvinderne, der gjorde arbejdet. En kvinde og en pige hældte ris i en høj, smal stenmorter på omkring en meters højde, og så gik de løs på det med en træstøder på næsten en og en kvart meter. Det var varmt, og sveden haglede ned ad deres nøgne rygge. Lidt derfra bar en anden kvinde et barn på ryggen, mens hun malede ris. Det synes utroligt, at barnet kunne sove, men sove gjorde det. Da vi havde betragtet dem i omkring et kvarter, kom vor bus, og vi måtte forlade denne interessante scene.

Brødre fra byen indledte eftermiddagens program. Der var seks, der havde fået til opgave at tale ud fra Guds ord, og de gjorde det alle godt. Skønt det var første gang, de havde stævne, udførte de, der deltog i demonstrationer og pantomimer, også deres opgaver godt. Disse programpunkter var både belærende og underholdende, og de viste forkynderne, hvorfor de bør tage regelmæssigt del i tjenesten, og hvorfor de bør deltage i menighedens møder. Nye og svage blev hjulpest af de mere modne og erfarne. Vi sluttede dagen med eftermiddagens møder, for lørdag aften var lokalet altid optaget til filmsforestillinger. 82 forkyndere glædede sig over denne første dag. De glædede sig til morgendagen.

Mange mennesker i Freetown tager søndagen alvorlig, og på vej til stævnet næste morgen traf vi derfor mange, som var klædt i deres fineste søndagspuds. Nogle mænd var iført jaket, stribede benklæder og knækflip. Det gælder om at holde på formerne, om så det er aldrig så varmt.

Der var den morgen samlet 93 i konventshallen for at deltage i det åndelige festmåltid. En af de stedlige heltidsarbejdere holdt et udmærket foredrag om kærlighed. To af Vagttaarnets missionærer talte om at gøre Guds vilje og om ikke at forfejle hensigten med Guds ufortjente godhed.

Stævnets højdepunkt

Det offentlige foredrag var bygget over det emne, broder Knorr havde planlagt at bruge under hele afrikarejsen. Eftersom han ikke var til stede, kunne jeg glæde mig over den forret at holde foredraget. Nu var spørgsmålet: Hvor mange ville komme og høre det? Vi var spændt på det, for klokken tre er et tidligt tidspunkt i troperne. Salen begyndte imidlertid at blive fuld ved den tid, og foredraget begyndte. Der er et betydeligt antal muhammedanere i Sierra Leone, og mange af dem kom for at høre foredraget. Da hallen var fuld, blev mange stående uden for under træerne og hørte foredraget ved hjælp af højttalere. De lyttede med stor opmærksomhed, og de forstod alle tegnene, der finder sted i vor tid. Deres interesse for Rigets budskab blev uden tvivl vakt, for efter at det offentlige foredrag var forbi, var der til alles forbavselse 253 af de 400, der var mødt op, som blev, da ordstyreren bekendtgjorde, at der skulle holdes flere foredrag efter pausen.

Stævnet nåede sit højdepunkt, da der blev bragt meddelelser angående udvidelsesprogrammet i Sierra Leone: Der skulle åbnes et afdelingskontor, udnævnes en zonetjener, holdes zonestævner, oprettes en ny kreds i Kissy og lægges planer for, at udvidelsen kunne strække sig til det indre af protektoratet. Det antal forkyndere, der vil være nødvendigt for at realisere dette udvidelsesprogram, kunne findes ved, at alle samarbejder i tjenesten fra hus til hus, går på genbesøg og leder bibelstudier. Deres glæde var grænseløs. De så tydeligere end nogen sinde, at Jehovas organisation er verdensomspændende, og at Selskabet er lige så interesseret i dem som i deres brødre i større lande. De gav udtryk for deres beslutning om at gøre deres del af udvidelsesarbejdet. Rundt omkring sig så de en stor forsamling, som måske ville tage arbejdet op. De havde også hørt beretningen om den kolossale vækst i Nigeria af de to missionærer derfra, og det var en yderligere spore for dem. Således sluttede en stor fest for Guds tjenere i Sierra Leone.

De blev ved med at sige kusheh, et meget udtryksfuldt ord, der betyder noget i retning af „godt gjort“. Humøret var højt. Den ene flok efter den anden forsvandt i tusmørket, og da vi gik ned ad Westmorelandstreet mod missionærhjemmet, kunne vi høre nogle konventsdeltagere synge i det fjerne, mens de gik langs med vejen. Med en sådan lykke er det afgjort, at de vil udføre meget godt arbejde i forkyndergerningen i den kommende tid.

Da jeg tidligt om morgenen onsdag den 26. november forlod kajen i Freetown på vej til Lungi lufthavn, var mange af brødrene og missionærerne fra byen mødt op for at sige farvel. De gav igen udtryk for deres værdsættelse af stævnet og alt, hvad Selskabet gør for dem og deres arbejde. De håbede, at det ikke ville vare længe, før Selskabets præsident ville besøge dem, og de kunne få et større stævne. Nu vil det være interessant at følge med i arbejdets fremgang i Sierra Leone.“

Mens broder Henschel således betjente brødrene i Sierra Leone, var broder Knorr sammen med brødrene i nabolandet, republikken Liberia. Beretningen herfra vil komme i et senere nummer af Vagttaarnet.

[Kort på side 180]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

→ SIERRA LEONE

Freetown

LIBERIA

Monrovia

Cape Palmas

IVORY COAST

GOLD COAST

Accra

FRENCH WEST AFRICA

GAMBIA B.W.A.

FRENCH TOGOLAND

Lomé

DAHOMEY

Porto Novo

NIGERIA

Oshogbo

Lagos

FERNANDO PO

CAMEROUN

Douala

ALGERIA

Algiers

LIBYA

EGYPT

Cairo

ANGLO-EGYPTIAN SUDAN

ETHIOPIA

Addis Ababa

KENYA

UGANDA

BELGIAN CONGO

Leopoldville

Elisabethville

TANGANYIKA TERR.

Dares Salaam

Beira

NYASALAND

Blantyre

FRENCH EQUATORIAL AFRICA

Bangui

ANGOLA

NORTHERN RHODESIA

Lusaka

SOUTHERN RHODESIA

Salisbury

Umtali

Que Que

Bulawayo

SOUTH-WEST AFRICA

Windhoek

BECHUANALAND

UNION OF SOUTH AFRICA

Kimberley

Vereeniging

Cape Town

SWAZILAND

BASUTOLAND