Er enhed mulig mellem alle folkegrupper?

ER DER et grundlag hvorpå mennesker kan komme ud af det med hinanden i virkelig ægte kærlighed og enhed? Er det muligt, især hvis de er af forskellig race eller nationalitet, og ikke har samme sprog og samme sociale baggrund?

Sidst på året i 1970, da en gruppe på 236 personer fra De forenede Stater og Canada besøgte Afrika, havde de lejlighed til at få førstehåndsoplysning om denne sag. Hvor kunne man finde større variation med hensyn til forskellige folkegrupper? Og hvor på jorden udtrykkes kravet om frihed stærkere end på dette kontinent, der ligner en kæmpe der er ved at vågne op til at indtage sin plads i verden?

De rejsende valgte december til deres tur, for i hele denne måned skulle Jehovas vidner i Afrika holde stævner over temaet „Mennesker der har Guds velbehag“. Disse stævner ville bringe tusinder af afrikanere sammen fra mange stammer og fra forskellige miljøer. Gruppen bestod selv af Jehovas vidner. De vidste at Bibelen siger: ’Gud lod alle folk nedstamme fra ét menneske,’ og de havde set enhed og samarbejde demonstreret ved den første række af disse stævner, der blev afholdt i Nordamerika sidste sommer. Ville dette være muligt i alle lande? Ydermere, ville disse nordamerikanske gæster blive modtaget som „brødre“, og ville de på deres side føle sig som brødre over for stævnedeltagerne i Afrika?

Dakar, Senegal

For at dække de ti stævner der skulle besøges, fulgte de rejsende forskellige ruter, nogle besøgte ét stævne, andre et andet. Dakar, Senegal, der ligger på det vestligste punkt af Afrikas store udbugning i Atlanterhavet, var det første som skulle besøges.

Da turisterne ankom til Dakar blev de hilst på det hjerteligste kl. 7.30 om morgenen af en stor delegation af lokale vidner, der hjalp dem gennem tolden og fik deres bagage om bord i de ventende busser. Nogle blev indlogeret nær det største hotel i ejendommelige, kegleformede hytter, bygget efter senegalesisk mønster, for at de kunne få den virkelige fornemmelse af et besøg i Afrika.

Stævnet, der indledtes den 1. december og skulle vare i fire dage, blev holdt i La Maison des Jeunes eller ungdommens hus. Skønt bygningens ydre var meget tiltalende, var det indre i en sørgelig forfatning. Men de senegalesiske vidner tog fat i god tid med spandevis af sæbevand. Uden udgift for hallens ejer brugte de næsten fire hundrede liter maling, udskiftede lyspærer, reparerede og udskiftede døre, rensede kloakker og sørgede for vandforsyning. Efter en samlet indsats på 1200 timers hårdt arbejde var alt parat, også et fint podium med bagtæppe. De besøgende fra vesten havde afgjort aldrig haft noget renere eller mere behageligt mødested.

I dette land med omkring fire millioner mennesker, hvoraf 80 procent er muhamedanere, udfører 178 Jehovas vidner deres forkyndelsesarbejde. Stævnet blev ikke averteret men havde karakter af en privat sammenkomst. Det højeste antal tilstedeværende var 325. Både præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, N. H. Knorr, og vicepræsidenten, F. W. Franz, var på programmet flere gange, idet de talte gennem tolke.

Hallens direktør udtaler sig

Hvad iagttog de delegerede fra det amerikanske fastland her angående spørgsmålet om enhed mellem folk af forskellige racer og sprog? Måske det genspejles i de bemærkninger som blev fremsat af direktøren for La Maison des Jeunes. Efter at han havde udtalt sig om det samarbejde og den disciplin der var blevet lagt for dagen, sagde han: „Vær rar og fortæl mig hvordan I bærer jer ad!“ Da det blev forklaret at det ikke gøres ved at udsende en meddelelse over højttaleranlægget, men at det er en livsform man har lært gennem et studium af Bibelen og praktiseret i dagliglivet, bad han om et abonnement på bladene Vagttårnet og Vågn op! Desuden ønskede han et eksemplar af alle Vagttårnets publikationer anbragt i ungdomshusets bibliotek. Ved afskeden sagde han: „Jeg har aldrig været klar over at I havde sådan en seriøs organisation med så høj en standard for renhed og orden. Og I virker altid så glade; det er klart at I har et ædelt formål.“

En af de senegalesiske stævnedeltagere udbrød da de besøgendes maskine startede på vej til næste stævnested: „Jeg taler ikke engelsk, så derfor tøvede jeg med at gå hen og tale med dem, men hvor blev jeg dog overrasket og glad da de kom hen til mig og hilste på mig straks ved ankomsten og også sagde farvel før de tog af sted. Jeg følte at jeg virkelig blev elsket. Jehovas folk i andre dele af verden er i sandhed mine brødre og søstre.“

Monrovia, Liberia

På Dakar-stævnets tredje dag landede en anden maskine med besøgende i den flotte, moderne by Monrovia, Liberia. Centennial pavillonen var et passende sted til dette stævne, men stævnelederen fik i sidste øjeblik meddelelse om at statsuniversitetet havde lejet pavillonen til sin afslutningshøjtidelighed, som faldt på stævnets sidste dag, den dag da det offentlige foredrag skulle holdes. Mødet kunne holdes senere, klokken seks. Denne ændring syntes imidlertid ikke tilrådelig, for afslutningshøjtideligheden kunne trække ud. Blikket rettedes så mod True Whig Party Building i nærheden, en bygning til omkring 30 millioner kroner, som man tidligere havde gjort forsøg på at leje. Bygningen tilhørte regeringen og var ikke helt fuldført. Den havde endnu aldrig været benyttet. Nå, for at komme til at benytte denne bygning måtte et medlem af regeringen, samt arkitekten, entreprenøren, præsidenten for selskabet og installatøren opsøges denne søndag eftermiddag for at man kunne få deres godkendelse samt adgang til bygningen. Men det blev alt sammen nået til tiden, så de 1427 personer der tålmodigt ventede udenfor kunne komme ind og høre det offentlige foredrag.

På sammenkomstens anden dag var de 679 aktive Jehovas vidner i Liberia lykkelige over at se toogtres blive døbt i Atlanterhavet. Disse nye ordinerede ordets tjenere kom fra vidt forskellige miljøer og professioner. En var en velkendt sagfører, en anden en amerikansk dame der tidligere havde været tilknyttet det amerikanske fredskorps. Der var en ung afrikansk pige der gentagne gange var blevet pryglet i skolen på grund af sin tro, og en syvoghalvfjerdsårig tidligere protestantisk præst. Alle var nu forenet i tilbedelsen af den sande Gud.

En genforening

For de liberianske vidner var det et virkeligt højdepunkt da Milton G. Henschel, medlem af Vagttårnsselskabets bestyrelse, ankom om fredagen. Henschel havde været til stede syv år tidligere ved stævnet i Gbarnga, Liberia, hvor der havde fundet forfølgelse sted fra modstandere af Jehovas vidner. Da Henschel kom denne gang var der skarer af liberianere der masede sig frem for at trykke ham i hånden og tale om nogle af de ting de sammen havde oplevet da stævnet var blevet afbrudt og de fire hundrede der da var forsamlet var blevet udsat for en brutal behandling. Nu kunne de endda le ad nogle af de latterlige eller humoristiske episoder under den spændte situation. Nogle af børnene der var til stede dengang var vokset op til at blive stærke, aktive vidner for Jehova, hvilket de ønskede at deres besøgende broder skulle vide.

Freetown, Sierra Leone

Sierra Leone (der betyder „Løvebjergene“), stedet for det næste stævne der skulle overværes, er verdens tredjestørste producent af juveler. Hovedstaden, Freetown, blev grundlagt af frigivne slaver i 1787.

Tiden for stævnet tidligt i december var ideel. Det var årstiden for „harmattan“, en tør, kølig vind der blæser ind fra Saharaørkenen og mildner solens varme stråler om dagen og er en kølig, mild brise om natten. De indfødte kalder den „doktoren“, da de der er hjemsøgt af malaria eller andre tropesygdomme bliver „helbredt“, i det mindste midlertidigt.

Eftersom der er 851 aktive forkyndere i Sierra Leone, ventede man et betydeligt antal stævnedeltagere. Der blev derfor ansøgt om benyttelse af Brookfields Stadion, det største og bedste der var til rådighed i Freetown. Imidlertid var det allerede bestilt af en anden organisation. Uforfærdet henvendte arrangørerne af stævnet sig til repræsentanter for organisationen, som venligt gav afkald på deres lejemål til fordel for stævnet; 1540 overværede det offentlige foredrag.

Ændrer livsførelse for at stå mål med Guds krav

Mange der ønsker at tjene Gud i Sierra Leone, såvel som i mange andre dele af Afrika, bliver stillet på en svær prøve. Årsagen er at de lever i polygami. Imidlertid nærer tusinder af oprigtige afrikanere et stærkt ønske om at bringe deres liv i harmoni med Guds vilje og at behage ham, og dette blev skildret i en demonstration som var bygget over en oplevelse fra det virkelige liv, ved en særlig programafdeling tilrettelagt for de besøgende delegerede fra Nordamerika.

Ved genopførelsen på podiet begyndte første scene med en afrikansk høvding der studerede bogen Sandheden der fører til evigt liv sammen med et af Jehovas vidner. Snart forstod han at man ikke kan blive døbt eller blive en tjener for Jehova Gud så længe man er polygamist. Men hvad kunne han gøre? Han havde seks hustruer. Der blev vist skriftsteder der påpegede at han kun kunne være kvalificeret hvis han gav afkald på alle sine hustruer undtagen én. Efter megen overvejelse gik han ind på at sende de fem bort og beholde den yngste, fordi hun kunne føde ham mange børn. Men atter formanede vejledningen fra Skriften: „Glæd dig ved din ungdoms hustru.“ — Ordsp. 5:18.

Manden samlede så sine hustruer og forklarede dem hvad han måtte gøre, nemlig beholde den første hustru og sende resten bort. Han tilbød at sørge for de andre indtil de var i stand til at sørge for sig selv eller indtil de giftede sig igen. Han holdt stand over for sine hustruers argumenter og over for det pres der blev lagt på ham da han trak sig tilbage som høvding. Som et resultat heraf blev en af hans ekshustruer, der kunne se det rigtige og rene i hans handlemåde, også et vidne for Jehova. Ud fra dette, som kun er ét eksempel blandt tusinder af lignende tilfælde, kunne de besøgende se at Jehovas vidner også i Afrika lever efter høje bibelske normer.

En bemærkelsesværdig omstændighed blev iagttaget ved stævnet i Freetown. Her samledes folk fra elleve stammer der ellers er fjendtligt indstillet over for hinanden med delegerede fra andre nationer. Hvad var resultatet? Beretningen lyder: „Den første dag så man seks politibetjente spankulere tværs igennem området. Anden dag sad der to i skyggen. Den sidste dag, da 1540 personer var til stede, kunne man ikke finde en eneste politibetjent. Dette er forbløffende når man erindrer at Sierra Leone nu er erklæret i undtagelsestilstand.“ Blandt disse mennesker er enhed en realitet.

Abidjan, Elfenbenskysten

Elfenbenskysten fik sit navn fordi den var et center for elfenbenshandelen i det femtende århundrede. Imidlertid er kaffe nu dens vigtigste afgrøde. I dette land blev Jehovas vidners arbejde forbudt i 1964. Dette forbud varede i tre år. Da det blev ophævet var vidnerne så overstrømmende glade at de ved deres første møde sang Rigets sange til de var hæse.

I øjeblikket er der ti menigheder i landet, seks missionærhjem og i alt 440 aktive forkyndere. De har bibelstudier med 1000 personer. At arbejdet har båret frugt så man da 1003 overværede stævnet i Abidjan. Især glædede de sig over samværet med de besøgende fra Amerika som gæstede deres land.

Accra og Kumasi, Ghana

Ghana, der tidligere kaldtes „Guldkysten“, producerer stadig guld og diamanter, men den vigtigste eksportartikel er kakaobønner, hvoraf man laver kakao og chokolade. Voltasøen, verdens største sø lavet af mennesker, ligger i den østlige del af det centrale Ghana. Dette lands to stævner skulle holdes i hovedstaden Accra og i den næststørste by, Kumasi. Der tales mere end halvtreds sprog og dialekter i Ghana, men seks, heriblandt twi, ewe og ga, er fremherskende. Engelsk er det officielle sprog.

De besøgende syntes om de smukke, farvestrålende dragter af kente som blev båret af både mænd og kvinder. De bemærkede også at den såkaldte „Afro“-frisure slet ikke er almindeligt brugt i Afrika. Kvinderne i Ghana, for eksempel, deler deres hår i grupper og snor sort tråd rundt om hver tot, så det kommer til at ligne korte fletninger. Hver frisure har sit navn, som for eksempel „Kornrække“, „Moder Popcorn“ og „Y-et“.

Der er 289 menigheder i Ghana, som består af 14.363 aktive Jehovas vidner. En skare på 14.526 hørte på Accra væddeløbsbane det offentlige foredrag „Menneskeheden reddes — på Guds riges måde“, der blev holdt på stævnets anden dag af M. G. Henschel. Den sidste dag gav N. H. Knorr de afsluttende bemærkninger og glædede stævnedeltagerne ved at meddele at engang i nær fremtid ville Vagttårnet blive trykt i deres eget land på tre sprog, i stedet for at det blev sendt pr. post fra udlandet.

De nordamerikanske delegerede ved stævnet i Kumasi, Ghana, blev stærkt bevægede ved den spontane velkomst de fik. Da to busser fulde af gæster ankom blev de hilst med et stort bifald af de 18.000 der var forsamlet. Hundreder stod i kø for at give hånd og personligt byde velkommen. Til det offentlige foredrag i Kumasi var sportsstadionet fyldt med en tilhørerskare på 24.960, og 662 nye ordets tjenere blev døbt.

Lomé, Togo

Togo ligger mellem Ghana og Dahomey og har en kystlinje på omkring 60 kilometer, men strækker sig derfra næsten 600 kilometer ind i landet. Det viste sig at stævnet i hovedstaden Lomé kun kom til at vare én dag, men ikke desto mindre var det en stor succes. Den første dags aften var omkring 4000 samlet for at se et bibelsk skuespil bygget over Esters bog og opført af indfødte fra Togo. Dette tilhørerantal var så meget mere bemærkelsesværdigt som der kun er 1638 aktive Jehovas vidner i hele landet.

Det var en skuffelse at sundhedsmyndighederne ved slutningen af den første dags møder lukkede stævnet da der var forekommet nogle få tilfælde af kolera i landet og man var bange for en epidemi; vidnerne havde ellers taget omhyggelige forholdsregler for at sikre stævnedeltagerne imod en sådan epidemi. De indfødte vidner der havde tilbragt mange timer med at bringe stævnepladsen og det nødvendige udstyr i orden, samt de mange der havde brugt alle deres sparepenge for at komme til stævnet ad primitive veje og stier, nød ikke desto mindre hvad de havde set og hørt såvel som det samvær der havde været lejlighed til. De vendte derfor glade tilbage til deres hjem.

Besøgende nordamerikanske delegerede tilfredse

Hvad havde de nordamerikanske rejsende iagttaget hidtil? Findes der et grundlag hvorpå folk kan samarbejde i sand enhed og kærlighed? En af dem skriver: „Efter at stævnet i Togo var blevet afbrudt tøvede brødrene med at vende hjem. De måtte absolut se de gæster der efter planen skulle ankomme på den anden dag. De kom til afdelingskontoret hele dagen igennem og ud på natten. Da en bus fuld af gæster ankom klokken fem om morgenen, brød brødrene ud i sang og strakte armene ud for at byde hver af dem velkommen. Hvilket bevis på kærlighed mellem brødre! Jeg tror ikke der var et tørt øje hos gæsterne!“

Efter stævnet i Dakar bemærkede en af gæsterne: „Dakar gjorde et stort indtryk på vore sind og hjerter, fordi vi nu i højere grad end før forstod apostelen Paulus’ ord i Apostlenes Gerninger 17:26, 27 [„Og han (Gud) lod alle folk nedstamme fra ét menneske . . . og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.“]. Sandhedens sæd er ved at blive sået her, og vi beder om Jehovas rige velsignelse over alle her i landet når de søger Jehova.“

Før rundrejsen var forbi besøgte de rejsende flere andre afrikanske lande. De så over 175.000 mennesker samlet i fred, talte med tusinder og blev personligt kendt med hundreder, der alle lagde samme enhed for dagen. De kunne i sandhed vende tilbage i forvisningen om at mennesker af alle folkegrupper kan forenes på grundlag af sandheden fra Bibelen.

[Illustration på side 315]

Nordamerikanere ankommer til Dakar, Senegal, for at overvære stævner i Afrika

[Illustration på side 335]

Øverst: Nogle af de 662 som blev døbt i Ghana.

Nederst: Fra dåben i Dakar, Senegal, hvor 25 blev døbt